Den franske forfatter Valerie Perrins »Tata« er en plotdrevet skæbneroman om hemmeligheder og løgne, skam og skændsel – og om en dobbeltdød tante, der ikke var den, hun gav indtryk af.
Ved vi noget – ved vi nok – om hinanden og dem, der står os nær? Interesserer vi os tilstrækkeligt for andre mennesker, eller er vi mest af alt for meget optagede af os selv?
Det synes at være det væsentligste dilemma i den franske forfatter Valérie Perrins »Tata«. Ikke at der ikke er andre vigtige temaer i denne vidtforgrenede og handlingsmættede roman. Det er der, der er faktisk en hel del, men alle leder i sidste ende tilbage til spørgsmålet, om vi går nok op i, og tager os nok af, hinanden. Både dem, vi holder af, og dem, vi mere eller mindre tilfældigt krydser på vores vej.
