Bag en perlerække af stærke statements og vittige one-liners i Stine Pilgaards med spænding ventede »Ti vilde heste« roder en sårbar, selvironisk skrivende og tvivlende sjæl rundt og forsøger at finde sig selv som mor, nabo, kæreste, kvinde, veninde. Som voksen.

Hun, jegfortælleren, er snart 40 og har for så vidt masser af livserfaring, bare ikke rigtig til det, hun har brug for. Måske. Hun er selvsikker, eller hun lyder i det mindste som sådan, men hun tvivler på det meste og sætter gerne resten i kontrastfyldt relief.