Det kan give en helt særlig ro at læse Rachel Cusk. 

Det er noget med sætningernes stringens. Måden, hun kan få almene betragtninger til at lyde som sandheder. Nøjagtigt sådan, tænker man, skal den følelse eller tilstand beskrives. Og det er den måde, hvorpå hun klinisk registrerende beskriver steder og mennesker, som skrev hun med en skalpel.