Spørgsmålet dukker op hvert år: Hvad giver man dem, der har alt? Her er svaret 

Det kom ikke som nogen stor overraskelse for undertegnede, da Jon Fosse blev udnævnt til årets modtager af den største af alle litteraturpriser, Nobelprisen i litteratur.

Nordmanden har længe stået som noget af det ypperste i norsk litteratur – og det siger ikke så lidt, foruden at han jo også er en af vor tids mest spillede dramatiker. Så hvem kunne være mere oplagt?

Hvis man i øvrigt holder af hans forfatterskab, eller gerne vil lære det at kende, er hans lille roman »Hvidhed« et godt sted at begynde. Den har – naturligvis – det særlige, smukke, flydende musikalske sprog, som kendetegner Jon Fosse. Den rummer desuden, og til overflod, den spiritualitet, som også er typisk for nordmanden, der i sin tid konverterede til katolicismen.

En mand (han selv?) strander på en skovvej en kold eftermiddag. Han kan ikke vende bilen, og han forlader sit stadig varme køretøj og går gennem den sorte skov. Og han ser en hvid skikkelse, der måske er en engel …

Jon Fosse: »Hvidhed«. Oversat af Arild Batzer og Janine Jensen. Batzer & Co.

»Grand Hotel Europa« er, som navnet mere end antyder, en stor europæisk roman.

Stor af omfang, stor i sin ambition om at få det hele med: Kærligheden. Kunsten. Den gamle europæiske kultur. Og moderniteten, ikke mindst, i skikkelse af den store, stygge, stinkende, frådende masseturisme, der hærger overalt på kontinentet.

Og jo ikke bare i Venedig og andre ikoniske destinationer, men også på små steder, der af den ene eller den anden ulyksalige grund pludselig får opmærksomhed. Og som af samme grund fra den ene dag til den anden bliver til (turist) helveder på jord.

Så jo, Ilja Leonard Pfeijffer vil meget, og det smukke ved den i Holland vidt bekendte forfatters roman er, at han også har held med sit litterære projekt.

»Grand Hotel Europa« er både rørende og polemisk og indimellem virkelig morsom. Det er godt en gang imellem at læse et ambitiøst litterært værk, der både vil det hele og kan det hele.

Ilja Leonard Pfeijffer: »Grand Hotel Europa«. Oversat af Lise Bøgh-Sørensen. Batzer & Co.

En kendt podcastvært skriver en bog om sit liv som datter af en endnu mere kendt person, en folkekær globetrotter.

Lyder det som opskriften på en gang kendislitteratur, der går ind ad det ene øre og ud af det andet?

Så er det lige præcis, hvad Lærke Kløvedals erindringsfortælling »Sømærke« ikke er.

Den er tværtimod en betagende god beretning om pigen, der voksede op med sin mor og sjældent så sin far, Troels Kløvedal, og om livet i provinsen sat op mod det eventyr, som faderen, på godt og ondt og i hele sit liv, opsøgte.

Lærke Kløvedal erindrer i et sprog, der er sårbart uden at være patetisk, der er poetisk, økonomisk, følsomt og præcist. Derfor bliver »Sømærke« et fornemt eksempel på, hvordan et levet liv kan blive til god litteratur.

I al dens lidenhed en af det forgangne års fineste danske udgivelser.

Lærke Kløvedal: »Sømærke«. Gutkind.

Når man er en anerkendt forfatter med mange bøger på samvittigheden, kan man godt tillade sig at gå til yderligheder. Det er i hvert fald det, norske Jo Nesbø gør i »Nathuset«, der er så langt ude, at kun en forfatter, der virkelig har håndværket og selvtilliden i orden, kan slippe godt fra det.

Og det gør Jo Nesbø så med en gyser, der begynder med en kødædende telefon (!) og så ellers brager derudad med en elegant blanding af normalitet og vanvid.

Hovedpersonen, drengen i den lille, måske amerikanske by, hvor det hele foregår, er hårdt presset, for at sige det mildt, og som voksen sker der også mærkelige ting for ham.

I det hele taget er det hele meget mærkeligt, der i Nesbø-land, men igen: Når en så god forfatter som ham fører pennen, kan alt lade sig gøre. På den gyseligt gode måde. Læs den, hvis du tør!

Jo Nesbø: »Nathuset«. Oversat af Allan Hilton Andersen. Modtryk.

Den unge digter Amina Elmi var lidt gal over, at Weekendavisen ikke anmeldte hendes debutdigtsamling, »Barbar (tavshedens objekt)«, da den udkom, men først da den var blevet hædret med BogForums debutantpris, og det kan man jo godt grine lidt ad.

Som om det er en ret at blive anmeldt.

Men, men, men … når det er sagt, så er »Barbar (tavshedens objekt)« faktisk en virkelig fin digtsamling, der blandt andet udmærker sig ved at holde trofast i sin grundpræmis (hvor digterens somaliske baggrund spiller en stor rolle), samtidig med at den løfter sig over samme grundpræmis og bliver til, ja, kunst.

Poesi som bedst er sprog som bedst, og Amina Elmis debut er god poesi. Den er én af den slags digtsamlinger, man bør unde sig selv at læse. Og genlæse. Også selvom man normalt slet ikke er til lyriklæsende udskejelser hjemme i lænestolen.

Amina Elmi: »Barbar (Tavshedens objekt)«. Gyldendal.

Hvis man som jeg ikke som udgangspunkt interesserer sig synderligt for kongeliges gøren og laden, er en roman med prins Henrik som hovedperson ikke umiddelbart det, man har mest lyst til at bruge sin måske sparsomme læsetid på.

Til gengæld er Mich Vraa jo altid værd at læse – og bemærk så venligst også, at hans nye roman, »Under en anden himmel«, nok handler meget om en ældre halvsenil mand af fransk herkomst (der kun kan være prins Henrik), men ikke handler meget om at være kongelig. Faktisk slet ikke.

Den skildrer ikke mindst (om end ikke kun) det at være et menneske, der er vokset op i en tid og under nogle vilkår, der afspejler fransk kultur på godt og ondt: En barndom i Fransk Indokina. Erfaringer i det Algeriet, der kæmpede for og vandt sin frihed. En bohemeungdom i Paris i forrige århundrede, da byernes by virkelig var byernes by – både intellektuelt, sanseligt, erotisk og musisk.

Det er sådan et liv, »Under en anden himmel« handler om. Om prins Henriks liv, før han blev prins Henrik. Og det er sådan et liv, der ses tilbage på i store dele af romanen, hvor også et andet liv, en ung kvindelig koks, sættes i spil.

Så er scenen sat.

To liv mødes og brydes og belyser hinanden, og Mich Vraa sætter det hele overlegent i scene, mens hans store sproglige overskud klarer resten.

En sjælden litterær fornøjelse.

Mich Vraa: »Under en anden himmel«. Lindhardt og Ringhof.

Maria Helleberg er en mester udi disciplinen at skrive historiske romaner. Detaljerede, sanselige, troværdige, medrivende.

Det fine er så, at hun også kan skrive om noget i en vis forstand helt almindeligt, nemlig det almindelige liv. Så almindeligt, det nu kan blive. I dette tilfælde hendes eget. Om at møde en mand. Om at opleve den store kærlighed. Og om at miste den igen.

I »Kold maj« er det netop det, det handler om. Romanen er skrevet på baggrund af et tab, et savn, men flæbende er den aldrig, og den er heller ikke en roman, der spiller med musklerne. Den er derimod en ret stilfærdig fortælling, der netop i sin insisteren på »blot« at fortælle formår noget vigtigt: At kombinere indhold og stil.

Det ene understøtter det andet. Det fungerer. Så selvom »Kold maj« er hurtigt læst, er den ikke hurtigt glemt. Det er sådan, god litteratur virker.

Maria Helleberg: »Kold maj«. Gyldendal.

Jeg har (endnu) ikke læst Jakob Martin Strids nye, store værk, »Den fantastiske bus«, men jeg kan forstå på min anmeldende kollega, at den er noget ganske særligt. Både fordi Strid nu engang er Strid, og så fordi den er så på alle måder omfangsrig.

De fantastiske billeder understøtter fortællingen, kan jeg læse mig til, men skaber også deres egne småfortællinger, og så er »Den fantastiske bus«, hvor hunden Taku og katten Spir spiller hovedrollerne, drevet af en tro på, at også det umulige kan lade sig gøre. Det er jo lige i børnehøjde.

At »Den fantastiske bus«, som det meste anden virkelig god børnelitteratur også, forlyder det, med udbytte kan læses af voksne, gør nok ikke den fantastiske historie mindre fantastisk.

Jeg køber den til min lille datter.

Jakob Martin Strid: »Den fantastiske bus«. Gyldendal.

En anden bog, som jeg stadig har til gode, og som, jeg kan forstå, ikke rigtig er til at komme udenom, er Peter Øvigs »Dem, der ikke tier«.

Den er »lige så hamrende vigtig, som den er voldsom svær at kapere«, skrev vores anmelder om bogen, der skildrer noget af det værst tænkelige: Børn, der blev udsat vold, misrøgt og seksuelle overgreb. I dette tilfælde danske børn i en ikke så fjern fortid. I 50erne, 60erne, 70erne, 80erne og 90erne.

En oplagt julegaveidé kan man vel ikke kalde bogen. Dertil er det hele for dystert, for grusomt, for ikkejulet. Men hvem siger på den anden sige, at alt skal gå op i hygge i højtiden?

»Dem, der ikke tier« kunne godt være boggaven til dem, der kan og vil og tør se virkeligheden i øjnene.

Også selvom den gør ondt.

Peter Øvig: »Dem, der ikke tier«. Gyldendal.

Der er en hovedperson: Danmarkshistoriens eneste eksempel på en trolddomsdømt adelsfrue, Christenze Kruckow. Der er en fortæller: Et voksbarn. Der er en forfatter: Olga Ravn. Der er, når det hele lægges sammen, en roman, »Voksbarnet«, om hvilken vores anmelder skrev, at den »trods sildehørm og menneskelige affaldsprodukter er en både smuk og poetisk læseoplevelse«.

Og det tror man jo gerne, for Olga Ravn har for længst demonstreret et helt særligt talent for at sætte ord sammen og gøre dem til litteratur.

Her forener hun, forstår man, fakta om handelskompagnier, sildefangst og alt muligt andet godt med fortællerens – dukkens – eksperimenterende udtryksform og et originalt og rammende billedsprog.

Det lyder mere end lovende.

Det lyder Olga Ravn-godt.

Som guf for den kræsne.

Olga Ravn: »Voksbarnet«. Gyldendal.