De første programmer er færdige, og fra på søndag kan 41-årige Lærke Kløvedal høres i programmet »Det sidste måltid« på Radio4. Hun er datter af Troels Kløvedal. Hans død har været med til at sætte sit præg på hendes radiokoncept, fortæller hun.
»Han var syg i lang tid, og hans hjerte var for stærkt til at holde op med at slå. Men en dag før sidste jul besluttede han sig for at dø. Han havde bestilt mad udefra, så familien havde noget at spise til flere dage, og så døde han. Kaptajnen havde taget stilling, og nu skulle det simpelthen være forbi,« siger Lærke Kløvedal.
Jeg tager ikke tilværelsen for givet, og synes at det at eksistere er temmeligt enestående hver dag.Lærke Kløvedal
Ligesom dødsfangerne i nogle amerikanske fængsler kan bestille et særligt måltid før deres henrettelse, skal gæsterne i »Det sidste måltid« sammensætte og spise deres livs sidste måltid sammen med programværten. Gæsterne får dog efterfølgende lov til at leve og skal til gengæld for måltidet fortælle om deres forhold til mad, liv og død. Sidstnævnte vil blive præsenteret for gæsten i meget konkret form, idet Lærke Kløvedal har skrevet en nekrolog over hver gæst. Nekrologen er til forhandling for åben mikrofon.
»Folk er meget forskellige i deres madønsker. En holder det meget simpelt og vil bare have en kartoffelmad – andre har givet lange og meget specifikke ønsker til deres sidste måltid,« siger 41-årige Lærke Kløvedal.
Blandt de deltagende gæster i »Det sidste måltid« er skuespillerne Ditte Hansen og Lars Hjortshøj, forfatterne Leonora Christina Skov og Thomas Korsgaard, rockstjernen Kasper Eistrup og krigsfotografen Jan Grarup. Og flere kommer til.
»Krimiforfatteren Katrine Engberg ønskede sig østers, selv om hun ikke kan tåle at spise dem. Det synes jeg taler for en vis dødsforagt,« siger Lærke Kløvedal, der har valgt at møde Berlingske på en af sine favoritrestauranter, Maison i Dronningens Tværgade.
I foromtalen har Radio4 lidt morbidt skrevet, at gæstelisten til programmet i princippet er uendelig, for alle skal vi jo dø. Til gengæld er det ikke alle, der har nemt ved at tale om det ubestridelige faktum.
»Man kommer til at opleve folk, man kender fra andre sammenhænge, men forhåbentlig på en ny måde. Jeg oplever, at mine gæster tager præmissen meget alvorligt. Man taler så meget om, at folk ikke forholder sig til døden. Det er ikke et billede, jeg kan genkende hos de gæster, jeg har interviewet,« siger Lærke Kløvedal.
I »Det sidste måltid« er det gæsten, der vælger forret, hovedret og dessert. Retterne må gerne rumme et særligt barndomsminde eller omvendt være fantasien om det sidste måltid. Uanset hvad, så er det maden, der er udgangspunkt for samtalen.
Kaptajnen
Lærke Kløvedal har haft døden tæt inde på sit liv i de senere år. For seks år siden døde hendes stedfar, Ole Blomsterberg, og sidste år, på lillejuleaften, døde så Danmarks mest kendte skibskaptajn, den 75-årige Troels Kløvedal. Stedfaderens død kom som et chok, faderens død kom som nævnt efter lang tids sygdom. Begge dødsfald kom til at sætte spor.
»Hvad Troels angår, var det ikke en oplevelse af, at han for enhver pris ville have kontrol over afslutningen på sit liv. Det var en følelse af, at han meget gerne ville give os denne oplevelse, at døden også var en form for nåde. Det har jeg været meget taknemmelig over. Tænk at kunne forære sine børn sådan en slags død,« siger Lærke Kløvedal.
Den amerikanske psykolog og forfatter Irvin Yalom har sagt, at døden mister sin rædsel, hvis man har levet, så livet føles opfyldt. Hvordan mener du, man bedst opnår det – skal man leve dybt og asketisk eller jagte flest mulige oplevelser?
»Hvert menneske må gøre sig umage med at finde ud af, hvad der er rigtigt for ham eller hende. Den ene må finde meningen med tilværelsen på den anden side af Jorden, den anden i parcelhuset. For mig handler livets fylde om at gøre sig umage, at være bevidst i det liv, jeg lever. Det omfatter også at undersøge, om det arbejde, man bruger så meget tid på, også er det rigtige for én. Det betyder også, at jeg gør mig umage med mine relationer. Min mor betyder rigtig meget for mig, og hvis det stod til mig, flyttede hun ind hos os. Men det vil hun selvfølgelig ikke høre tale om, den gamle feminist,« siger Lærke Kløvedal.
Apropos forsagelse kontra frådseri, så glæder hun sig til at interviewe de dygtige sportsfolk, hun har linet op til programmet, og hun ser frem til at finde ud af, hvad de gerne så på deres tallerken i det sidste måltid.
»Der kommer balletdansere og elitesportsudøvere, der hele deres liv har været tvunget til at forholde sig ganske nøje til den mad, der skulle indtages. Hvad vælger de så? Alt det, de ikke fik lov til at spise, eller vælger de gulerodsstængerne en gang til?« spørger Lærke Kløvedal.
For hendes eget vedkommende behøver hver dag ikke at byde på guldrandet menu.
»Faktisk tænker jeg hver aften over den dag, der gik. Jeg tager ikke tilværelsen for givet og synes, at det at eksistere er temmelig enestående hver dag.«
