Sjældent er der skrevet så meget på så få sider – og vi vil også læse det om 100 år

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Agota Kristofs »Analfabeten« er en kort, men samtidig imponerende dyb, biografisk fortælling om at være den »evigt fremmede« med et smerteligt, livslangt tab af identitet, sprog og familierelationer, som er alle verdens flygtninges pris.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis forfatternavnet Agota Kristof (1935-2011) ikke lige siger dig noget, så kan det være, at hendes store internationale gennembrud, »Det store stilehæfte« (på dansk i 1987), får en lille klokke til at ringe. Den ungarske forfatter var 51 år, da hun tog verden med storm med udgivelsen af debutromanen, der senere blev oversat til 18 sprog.

»Analfabeten« har fået prædikatet »En selvbiografisk fortælling«, blev udgivet i 2004 på fransk og er netop udkommet i en dansk oversættelse med forord af Naja Marie Aidt.

Udover at forordet primært fungerer som en hyldesttale til Kristofs mesterlige prosa, så rummer det nogle interessante – omend korte – betragtninger om, hvordan den unge Aidt fuldstændig havde forkastet romanen som form og genre. Et blik på litteraturen, som hun dog måtte lægge kraftigt afstand til efter læsningen af Kristofs gribende fortællinger.

Ufattelig armod

»Analfabeten« er absolut det stik modsatte af den lange (og til tider trættende) roman. Filtreres Marie Aidts fine forord fra, er der her tale om en smal sag på knap 60 sider. Og alligevel formår Agota Kristof på tindrende vis at skildre et langt levet liv i form af små korte og til tider stærkt skrækindjagende erindrende punktnedslag.

Det er nærmest umuligt at læse Agota Kristofs selvbiografiske erindringer uden at komme til at tænke på Jonas Poher Rasmussens anmelderroste dokumentarfilm 'Flugt' (2021). Særligt flygtningetematikkerne går igen vedrørende en stærk udsultende fornemmelse af tab af identitet og familierelationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gutkind.

Hun lever en barndom i ufattelig armod i Ungarn, har en opvækst bag Jerntæppet, hvor det stalinistiske regime forsøger at kværke den nationale kultur.

Som 21-årig flygter hun med mand og barn ud af landet. Først til Østrig og senere til en lille schweizisk landsby, hvor hun i øvrigt ender med at tilbringe resten af sit liv. Hun bliver her ansat på en urfabrik og installeret i en pæn lejlighed.

Ud af miseren

Alligevel udebliver livsglæden trods den økonomiske frihed og fornemmelsen af at være på sikker afstand fra russerne. Digtningen bliver hendes redning ud af miseren. Et projekt, hun stædigt holder i live om aftenen, når barnet sover. Det mørke sind bliver langsomt afløst af en glæde og et spinkelt håb – blandt andet da hun får erhvervet sig et par tjanser som teater- og radiodramatiker.

En dag i en sen alder sender hun sit romanmanuskript til »Det store stilehæfte« til et stort fransk forlag. Mange uger senere ringer telefonen. Og ja, resten er historie, som man siger.

Således er »Analfabeten« en kort, biografisk fortælling om den traumateriserede flygtning og fabriksarbejder, som skriver fiktion, når mørket er faldet på – men sandelig også historien om at være den »evigt fremmede« med et smerteligt, livslangt tab af identitet, sprog og familierelationer, som er alle verdens flygtninges lod.

Et imponerende og tankevækkende værk – også om 100 år.

Analfabeten
Forfatter: Agota Kristof Oversat fra fransk til dansk af: Caroline Albertine Minor Sider: 80 Pris: 129,95 Forlag: Gutkind