AOK

Naja Marie Aidt: Da jeg endelig accepterede Carls død, kom han tilbage til mig

I 2015 oplevede forfatteren og digteren Naja Marie Aidt sit livs tragedie, da hendes søn døde i en ulykke. I 2017 udgav hun bogen »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage«. Bogen er siden udkommet i 16 oplag, og nu har Aidt indtalt den. Vi har talt med hende om at genbesøge tragedien, hvide skygger og om at komme ud af sorgens fængsel.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her er højt til loftet, smagfuldt og på trods af det typiske danske vintergråvejr masser af lys. Forfatteren Naja Marie Aidt åbner døren. Hun og hendes familie er for nylig flyttet hjem til Danmark, til Frederiksberg, efter at have boet 11 år i Brooklyn, New York.

Hun er lille af statur, mindre end jeg troede efter at have hørt hendes stemme. Hun har en imødekommende facon. Jeg er lettet. Jeg var på forhånd lidt nervøs for interviewet, nervøs for det mørke, der fylder så meget i hendes bog og i hendes stemme i den nyudgivne lydbog, hun selv har indtalt.

Jeg var egentligt lidt bange for dig efter at have læst bogen og nu har hørt den som lydbog. Jeg var for nylig til et middagsselskab med en mand, der havde mistet sin søn, og jeg blev grebet af en slags ærefrygt. Jeg tror ikke, man helt kan lade være med at synes, at alle ens egne problemer virker latterlige. Forstår du den følelse?

»Til foråret er det syv år siden, Carl døde, så det en anden situation nu, end det var for bare 2-3 år siden. Man bliver mindre sart efterhånden. Trods alt. Men de første år var jeg komplet allergisk over for folk, der sagde noget dumt. Man bliver meget grænsesættende, fordi man er nødt til at passe meget på sig selv.

Det er en del af det tabu, der er omkring døden, altså at vi ikke ved, hvad vi skal sige. Men man skal ikke være så bange for at sige noget. Det er værre ikke at sige noget. Det er meget værre at lade som ingenting.«

Der stadig er masse passager, jeg stadig ikke kan læse, uden at jeg begynder at græde, fortæller Naja Marie Aidt, da hun skal fortælle om indtalingen af sin egen bog »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage«, til lydbog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Svampepsykosen

I 2015 indtraf tragedien i forfatteren og digteren Naja Marie Aidts liv. Hendes 25-årige søn, Carl, døde i en ulykke. I en svampepsykose sprang han ud af et vindue fra en lejlighed på fjerde sal på Vesterbro og døde kort efter af sine kvæstelser.

I 2017 udgav Aidt bogen »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage«, som på en gang er en nøgtern beskrivelse af livet efter at have mistet sit barn, men også er blevet et moderne hovedværk i undersøgelsen af sorgens anatomi og dens evne til at forandre den sørgendes virkelighedsopfattelse.

Bogen er siden udkommet i 16 oplag, og nu har Aidt indtalt værket som lydbog. En smertefuld proces, som hun først nu følte, hun var klar til.

Når jeg læser din beskrivelse af din reaktion på Carls død, så fremstår den som en slags sort urkraft af raseri og sorg. Man kan meget nemt blive intimideret af mennesker, der er ramt af så voldsom en sorg. Man tør næsten ikke at tale med dem. Hvad skal man gøre?

»Lige i den situation kan man ikke sige så meget, men der er meget, man kan gøre! I sorgen er man sindssygt afhængig af andre menneskers hjælp og omsorg. Man kan ikke finde ud af noget som helst selv. Man har brug for en følelse af, at der står noget varme omkring en og bare er der, og måske fortæller en om noget helt andet. Det kan fungere som en kort pause fra den altædende sorgtilstand.«

Retraumatiseret

Nu har du så indlæst din bog som lydbog. Du lyder meget bevæget indimellem. Var du ikke bange for at blive retraumatiseret i processen?

»Jo, meget – og jeg blev det også. Det var meget hårdt. Jeg har også ventet længe med at gøre det.«

Men hvorfor overhovedet gøre det?

»Det var, fordi mit forlag ved en fejl havde fået en anden til at indtale den, og så opdagede jeg, at lydbogen lå derude, uden at jeg var blevet informeret. Så den skulle bare trækkes tilbage med det samme, og så måtte jeg selv indtale bogen. De havde bedt mig om det i mange år, og jeg havde hele tiden sagt, at jeg ville gøre det, når jeg var klar. Det blev så nu. Der var ikke nogen andre, der skulle læse den bog op. Det var jeg instinktivt helt sikker på.«

Hvordan oplevede du det så, da du gik i gang med at indtale bogen?

»Det tog mig lang tid, og jeg måtte lave nogle regler om, så at jeg fik nogle fridage indimellem. Jeg har jo taget rundt og læst op fra bogen de seneste fem år, men grunden til, at det var så hårdt, er, at der er bestemte steder i bogen, som jeg altid læser op, mens der samtidig er en hel masse passager, som jeg stadig ikke kan læse, uden at jeg begynder at græde, og som er decideret retraumatiserende.«

Hvad er det, der er svært for dig at læse?

»Det er mest den fremadskridende beskrivelse af det helt faktuelle, kliniske forløb. Det er hårdt, fordi der kommer jeg helt tilbage til »sådan som det var«, men der er også andre små tekster, der virkelig stadig rammer mig hårdt.«

Sorgkonstanten

Når du så genbesøger værket, og går det hele igennem, ændrer anatomien af sorgen sig så, eller har den en slags uforanderlig konstant?

»Sorgen er konstant, og jeg græder stadig ofte over Carl. Det er en del af mit liv. Jeg kan huske, at lige efter, at Carl døde, så plantede vi et magnoliatræ på hans grav, og så sagde min mand: »Det bliver forfærdeligt, når det her træ bliver stort, for så ved vi, hvor længe siden det er, at han var her.« Jeg tror, det gælder alle, der har mistet et barn, at de er enormt bange for at komme til at glemme deres barn.«

Naja Marie Aidt virker skarp og reflekteret, men lige nu knækker stemmen kort. Det her er den svære del af fortællingen. Kort indfinder mørket sig i den lyse lejlighed.

»På den ene side bliver det jo lettere at bære, fordi det er lang tid siden. På den anden side, så bliver det tungere«, fortæller Naja Marie Aidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Ja, nu kan du se, at nu begynder jeg at tude!« konstaterer hun, men fortsætter så hurtigt: »Det er okay. Jeg er vant til det,« siger hun insisterende med et smil, hvorefter hun hurtigt genvinder fatningen.

»Dengang forstod jeg ikke, hvad min mand mente med det træ. Det var vel meget værre, at vi stod og plantede det – her og nu – på Carls gravsted? Men nu forstår jeg godt, hvad han mente.

På den ene side bliver det jo lettere at bære, fordi det er lang tid siden. På den anden side bliver det tungere. Jeg kender sorgen rigtig godt. Jeg ved, hvad sorg er, og den har sin egen skønhed og sin egen bevægelse. Det skal man være i den i mange år for at forstå.

Man kan ikke forcere sorg, den lever sit eget liv. Den er også nænsom og i bølger. Den kan også lade dig være indimellem. Det er ikke længere sådan, at jeg sidder og græder over Carl hver dag, men jeg bærer altid sorgen over ham med mig.«

Tvangsgrædning

Er vi som kultur blevet dårligere til at tackle sorgen?

»Vi havde engang langt flere ritualer at støtte os til. Før i tiden praktiserede man mange steder på landet »at sidde hos«, hvor du bare kommer og sidder inde i den sørgendes hjem. Du sidder ovre i hjørnet og strikker og holder lige øje og sørger for den sørgende. Ligesom en »wake«, som man stadig bruger i en del andre lande. Men desværre er det helt væk i byerne.

Man samler sig om et nyfødt barn, men man skal også samle sig om den døde. Man skal ikke løbe væk fra de sørgende, man kan lære meget af andres sorg, og man skal ikke være så bange for at sige noget forkert, for det mest forkerte er lige sket!«

Du skriver også »Sorg er et fængsel«. Hvad mener du med det?

»Jeg har studeret sorgkultur fra mange andre steder i verden, hvor ritualerne ligger fuldstændigt fast, og processerne foregår over flere år, der så løbende nedtrappes.

Naja Marie Aidt »har døden taget noget fra dig så giv det tilbage« udkom i 2017 og er indtil videre udkommet i 16. oplag. Cover: Gyldendal. Fold sammen
Læs mere

Jeg læste om et sted i Kina, hvor man på tredjedagen i sorgperioden skal stå op kl. 5.00 om morgenen og gå ned i templet, og så skal man sidde og græde hele dagen. Det er jo genialt, fordi når du har siddet og tvangsgrædt i fem timer, så kan du ikke græde mere. Du bliver simpelthen så træt, og så sover du. Her er der tale om en efterprøvet praksis, der gavner den sørgende, som har brug for søvn, men ikke kan sove. Der ligger også noget smukt i det automatiserede, fordi det danner et fællesskab, da alle skal igennem den samme proces. Den isolation, man bliver henvist til i vores kultur efter begravelsen, den er virkelig hård.«

At kende døden

Når man taler med dig om det her meget emotionelle emne, så virker du – trods alt – reflekteret og afklaret. Hvordan kommer man derhen?

»Det var et vendepunkt for mig, da jeg accepterede Carls død. De fleste mennesker har jo dødsangst. De fleste har ikke lyst til at dø. De har heller ikke lyst til, at deres kæreste skal dø, men det er et fuldstændig uundgåeligt livsvilkår. Vi kommer til at miste, vi kommer til at miste os selv. Sådan er det. Jeg har ikke længere dødsangst. Jeg havde sindssyg meget dødsangst, da jeg var ung. Det har jeg ikke mere. Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke gerne vil leve, men den angst er væk.«

Men det er vel underligt, nu når du har set døden i al sin gru. Det kan vel næsten ikke være værre? Jeg ville tro, at sådan en oplevelse ville forstærke dødsangsten?

»Jeg har jo lært døden at kende. Døden var ikke en naturlig del af livet for Carl, fordi han var så ung. Men det er jo lige så naturligt at dø, som det er at blive født.

Jeg forestiller mig, at der er sådan et mørke, før vi bliver født, hvor vi ikke findes, som vi så pludselig skydes ud af, og så en dag så går vi jo ind i det mørke igen. Værre er det jo heller ikke! Når du ser det i den store sammenhæng, er livet et lille lysglimt på vejen, hvor du kan udfolde dig, opleve verden og give noget videre til andre. Det, tror jeg, er vores funktion.«

Kan man uddrage noget værdifuldt eller indsigtsfuld af døden?

»At miste, som jeg har mistet, giver en meget dyb forståelse af livet. Man får nogle andre lag og en dybere medfølelse over for andre mennesker. Man får en anden accept af naturens gang. Alle de her forestillinger om det materielle, karriere og sådan nogle ting, det mister man interessen for.

Og så har jeg fået en anden forståelse af de menneskelige kræfter, af hvad vi kan tåle. Vi er jo skabt til at kapere traumer. Vi kan simpelthen klare så meget. Det er jo helt vildt!«

Hvide skygger

Du skriver, at du »ikke tror på noget«, men du skriver også om »de hvide skygger«, en særlig energi, du oplevede en nat lige efter Carls død. Det lyder som en mystisk oplevelse? Tror du, at din særlige sindsstemning, lige efter Carls død, åbnede for din bevidsthed på en særlig måde?

»Ja, det tror jeg helt bestemt. Nu har jeg mødt utroligt mange sørgende gennem årene, og i den lange første fase af sorgen står man »åben«. Altså, man er i kontakt med verden på en anden måde. Det gælder både den måde, man observerer træerne, og den måde man tillægger fuglene en betydning og tror, at de kan være budbringere. Man leder efter tegn i sol og måne. Men man har også nogle spirituelle oplevelser, som er ud over det sædvanlige, fordi man er i den her intensitet, som gør, at man måske også kan se og opleve ting, man ellers ikke kan.«

Tror du så, at der er tale om noget, som egentlig altid er der, men som man normalt ikke er åben for?

»Jeg tror måske, der foregår alt muligt rundt omkring os, som vi bare ikke ser, fordi vi normalt er så fokuserede på os selv og vores eget liv.«

Men de her mystiske oplevelser. Tror du, Carl er i dem – på en eller anden måde?

»Det ved jeg ikke, men det har jeg ønsket, at han skulle være, så jeg har på en måde lært mig at fremmane hans tilstedeværelse. Det hjælper mig.

Det var det banebrydende, at da jeg accepterede hans død, så kom han på en måde tilbage. Inden accepten mødte jeg den her mur af tavshed, som døden er, men efter accepten kunne jeg pludselig føle, at han var rundt om mig, eller holdt om mig, og nu er han i mine drømme som en lykkelig ung mand på rejse.«