At miste et barn og et sprog

Døden tog Carl fra Naja Marie Aidt. Bogen om ham er i al sin tristhed et lille mesterværk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forældre bør ikke overleve deres børn, siger man. Det er imod naturens orden, imod den måde, hvorpå vi tænker os selv i forhold til dem, vi har hjulpet til verden. Det er dem, der skal tage afsked med os. Ikke omvendt.

Naja Marie Aidt mistede sin søn sidste år. Carl Emil var 25 år, en ung mand med mod på tilværelsen. Vellidt, elsket. Kunstnerisk. Sjov. En dag eksperimenterede han og en nær ven med hjemmedyrkede svampe. Det blev et dårligt trip. Carl endte i en momentan psykose og kastede sig nøgen ud af vinduet fra fjerde sal. Kroppen blev smadret, og selv om der stadig var liv i den, var der intet håb for overlevelse.

Den slags ulykke er ubærlig for de efterladte. Døden kommer for pludseligt, og det forhold, at han selv gjorde noget dumt, gør det kun værre. Naja Marie Aidt ender således også i dyb, dyb sorg. Hullet, Carl har efterladt, er umådeligt og fylder alt for hende og den nærmeste familie. Som hun skriver et sted, med henvisning til Cicero og Nick Cave, der begge deler hendes tabserfaring, det en begivenhed, der »forandrer alting for evigt«, som ændrer en »fra at være en velkendt person til at være en ukendt person«. Alt det, hun var, forsvinder for hende, og hun ser ikke andet end det ubærlige nu, som hun befinder sig i.

For Aidt betyder det også, at hun mister sit sprog, forstået sådan, at hun ikke længere kan skrive. »Jeg kan ikke forme en sætning / Mit sprog er goldt«, konstaterer hun nøgternt. Og et andet sted, med mere vrede:

»intet sprog muligt sprog døde med mit barn kunne ikke

være kunstfærdigt ikke være kunst ville ikke forpulet

kunst brækker mig over kunst over syntaks skriver som

et barn hovedsætninger prøvende alt jeg skriver er

erklæring jeg hader skrift vil aldrig skrive mere jeg skriver

brændende had min vrede formålsløs stump et skrig brøl

jeg er kuglebærer ingen skal komme til mig med deres bløde shit«

Men skriften bliver alligevel et vigtigt redskab i den sorgbearbejdning, hun gennemgår.

Dels fordi hun efterhånden får hul og begynder at skrive igen – om hændelsen og hendes oplevelse af den og tiden efter. Og om Carl. Hvem han var, og hvad han var for hende.

Dels i kraft af andres skrift. Hun dykker ned i litteraturhistorien, i skildringer af og erfaringer med tabet af en nærtstående: Platon, Gilgamesh, Stephane Mallarmé, Jacques Roubaud, Denise Riley og mange andre. Hun finder hjælp i Walt Whitmans digte, som de optræder i den samling, hun finder i Carls jakke, og i Inger Christensens »Sommerfugledalen«.

Det hele kommer med i »Carls bog« som undertitlen på »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage«, lyder. Bogen er et sammensurium af fragmenter, poesi, prosa, refleksioner, dagbogsnotater, erindringer, dokumenter, drømme, og det bærende spor tager form af en detaljeret skildring af tiden, fra familien hører om ulykken, til der slukkes for Carls respirator. Langsomt gives vi flere og flere detaljer. Skildringen af den forslåede krop, af lægernes kommunikation med forældrene, ønsket om organdonation, krisepsykologens arbejde. Og af smerten, frustrationen, afmagten. I takt med, at dette spor fyldes ud, skildres tiden før og efter. Minderne om Carl som barn og ung mand, forsøget på at komme overens med hans forsvinden. Det farlige spørgsmål »hvad nu hvis?« melder sig. Aidt og Carls far klager gentagne gange over politiets håndtering af den henvendelse, Carls ven foretog, da han kunne se, at det var ved at gå galt. Men de ved godt, at det ikke kan hjælpe dem alligevel.

Det kan deres omgangskreds til gengæld. Venner flytter ind hos dem, bakker op og er til stede. Og selv om intet bliver det samme igen, begynder helingen.

Titlen på bogen er hentet fra et digt, Aidt skrev for flere år siden, og hun husker det sådan, at hun havde netop Carl i tankerne, da hun skrev linjerne. Den slags forudsigelse er selvsagt skræmmende, men den leder også til en refleksion over, at tegn og varsler ikke kan tydes, før de udspiller sig som konkrete hændelser, og at poesien måske har en særlig funktion her, som et sted hvor den slags kan finde udtryk. Det kan lyde metafysisk, men er det egentlig ikke. Og selv om Aidt undervejs i sorgarbejdet søger ud i shamanisme og mytologi, minder hun flere gange sig selv og os om, at hun ikke tror på noget af det. Men det er jo ikke det samme, som at det ikke kan hjælpe videre.

Som hun skriver om titlen, så fortæller den, at man skal »give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre.« Aidt har valgt at dele Carl og sit tab af ham med os. Nogle vil måske mene, at den slags er for privat til at dele. Men det er ikke den oplevelse, man sidder tilbage med. Jovist er det en meget personlig bog, men den gør os alle klogere på såvel døden som kærligheden. I al sin tristhed er den et lille mesterværk.

Titel: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog

Forfatter: Naja Marie Aidt. Sider: 164. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal.