»Perkere«, »ludere« og eksponerede tarme: Hvad skal vi med endnu en hardcore bog om ghettohorror?

Den 18. marts udgav Gyldendal Haidar Ansaris debutdigtsamling, »Institutionaliseret«. Bogen bliver promoveret som et »nødvendigt« og »væsentligt« indblik i et eksplosivt liv i kriminalitetens tegn. Værket har allerede skabt en masse debat, men er det egentlig et værk, vi har brug for, spørger Berlingskes litteraturredaktør, Søren Jacobsen Damm.

Haidar Ansari, der har skrevet digtsamlingen »Institutionaliseret«, afsoner lige nu en fængselsdom på fem år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Her lades alt håb ude,« står der på porten til Helvede i Dantes »Den guddommelige komedie«, hvilket er det samme, man føler, når man har færdiglæst Haidar Ansaris digtdebut, »Institutionaliseret«, der foregår blandt »perkere«, »negerludere«, knive, narko og eksponerede tarme.

Der er intet håb for digteren og hans »brødre«. Men endnu værre – der er heller intet håb hverken for deres tidligere eller deres potentielt fremtidige ofre, som kan være dig eller mig.

Her er kun vold og destruktion. »Institutionaliseret« er et studie i ureflekteret afstumpethed.

Alligevel skal Gyldendal have tak. Ikke fordi man er lykkedes med at fylde tomrummet ud efter Yahya Hassan. Heller ikke fordi digtene har den store kunstneriske værdi. Ansari, som er af irakisk afstamning, kan i bedste fald betegnes som: »den fattige mands Yahya Hassan«. Hos Ansari er næsten al sårbarhed, æstetik og selvrefleksion udsondret, som havde nogen trampet hidsigt på en tube fyldt med al det, der gjorde Yahya Hassan helt unik.

Nej, Gyldendal skal have tak for så utilsløret at eksponere de komplet uoverstigelige problemer, vi står i med den voksende gruppering af unge mænd, som Haidar Ansari repræsenterer.

Gyldendal skal have tak for nøgternt at eksponere, at integrationsproblemer ikke primært bør afledes fra latterlige postulater om »tonen«, eller den ofte omtalte, men sjældent observerede, »danske racisme«.

Treenigt hykleri

Hvis der er en vigtig ting, man kan aflede af »Institutionaliseret«, er det, at digtenes kronisk voldsparate Haidar Ansari primært er et produkt af en ganske særlig mellemøstlig kultur, hvor vold, religion og hykleri udgør en hellig treenighed, der fastholder mennesker i et forstyrret selvbillede – et lukket, begsort system, man ikke kan bryde ud af, og som det danske samfund ikke kan bryde ind i.

Ansari citeres i pressematerialet for på klingende velfærdsdansk at sige: »Ingenting kan retfærdiggøre jegets voldsomme handlinger, men det er nødvendigt at beskrive, hvad der kan drive folk til at gøre den slags.«

Det lyder interessant.

Efter endt læsning af »Institutionaliseret« kan jeg dog ikke se andre forklaringer på Ansaris uhyrlige adfærd, der blandt andet har givet ham en dom på fem års fængsel, end hans egen kulturelle og religiøse baggrund. Er det »den nødvendige indsigt«, som bogens pressemateriale lokker med? Hvis ja, så må man spørge: Hvad vi skal stille op med denne indsigt?

Det her er ikke et æstetisk eller kunstnerisk indlæg, men et politisk. Kan man som forlag helt foregøgle, at man slet ikke ser den dimension i sin udgivervirksomhed?

Forstå mig ret. Jeg vil til enhver tid forsvare forlagenes ret til at udgive hvad som helst, men det virker billigt sluppet blot at retfærdiggøre udgivelsen af et så råt og ureflekteret værk som »Institutionaliseret« med »nødvendighed«. Jeg må spørge: Med hvilken nødvendighed? Er ethvert utilsløret vidnesbyrd sin sandhedsværdis vægt værd i guld? Hvad med en pædofils detaljerede dagbog – ville Gyldendal udgive den?

Hvis nej, hvorfor egentlig ikke? Den pædofile kunne jo sige, at: »Ingenting kan retfærdiggøre jegets voldsomme handlinger, men det er nødvendigt at beskrive, hvad der kan drive folk til at gøre den slags«. Men er det det – altså »nødvendigt«?

Blowjob og skibskatastrofer

Sandheden er ikke værdifuld som en størrelse i sig selv, men får først værdi, når den belyser et givent forhold. Det er sandt, at Haidar Ansari i »Institutionaliseret« tæver løs på sagesløse mennesker ved enhver given lejlighed, men hvad er det for en sandhed, eksponeringen af denne adfærd afdækker, som ikke afdækkes ved læsningen af for eksempel et retsdokument?

Jeg skal ikke spille hellig. Jeg læste selv »Institutionaliseret« med duggede middelklassebriller, mens jeg af samme trang, som får foden til at lette på speederen, når man passerer en trafikulykke, læste om blowjob, narko og udpenslet vold. Det er ren ghettohorror.

Og vi er mange, der drages mod skibskatastrofer, men det ville være umoralsk at sælge bogen på netop det, så det må i stedet være af »nødvendighed«, for at give »indblik«, og af »væsentlighed«, alle termer som fremgår af pressematerialet, som er utrolig belejlige, når man skal sælge afstumpetheden som noget mere end det, det er, men som noget, der vil berige os med en »sand indsigt«.

Vi har længe hyldet »nødvendigheden« af vidnesbyrd som Haidar Ansaris; disse bulletiner fra landets bug, spørgsmålet er bare, hvad stiller vi op med dem?

»Institutionaliseret« gør os ikke klogere, blot mere opgivende, mens vi for en kort stund kan gyse af underklassens bestialske adfærd. Igen.

Læs anmeldelsen af Haidar Ansaris »Institutionaliseret« onsdag i Berlingske