Et kæmpe træ er faldet i den mørkeste del af den litterære jungle. Den amerikanske forfatter Cormac McCarthy, født i Rhode Island, er død, 89 år gammel.
Nihilismen og volden indtager en helt særlig position i McCarthys lange forfatterskab og får nærmest sit eget sprog, særligt i de dystopiske mesterværker »Blodets meridian« (1985), »Ikke et land for gamle mænd« (2007) – med originaltitlen »No Country for Old Men« – og »Vejen« (2006).
Det er værker, alle bør læse, men det er også værker, der risikerer at skære dybe flænger i ens tro på menneskeheden.
Taler flydende vold
»Vejen« – som han fik Pulitzerprisen for i 2007 – og »Ikke et land for gamle mænd« er med stor succes blevet filmatiseret.
»Vejen«, der er en postapokalyptisk fortælling om en far og hans søns rejse gennem en verden, der er gået under, udmærker sig ved at være en af den slags bøger og film, der er så dystopiske, at man kun kan enten læse eller se den én gang. Men man bør gøre det. Det er et af den slags sjældne værker, der for altid brænder sig ind i ens bevidsthed.
De virtuose Coen-brødres filmatisering af McCarthys »Ikke et land for gamle mænd« – der fik en Oscar for bedste film i 2008 – er meget vellykket i sin videreformidling af forfatterens usentimentale skildring af den arbitrære vold, der hos mange af McCarthys karakterer har erstattet sproget som den foretrukne kommunikationsform.
En bemærkelsesværdig note til filmatiseringen er, at det seriøse tidsskrift Journal of Forensic Sciences efter at have gennemgået et hav af psykopater på film konkluderede, at karakteren Anton Chigurh, spillet af Javier Bardem, der myrder folk med en trykluftdrevet boltpistol var det mest troværdige portræt af en psykopat i en film.
Cormac McCarthy forstod menneskets skyggesiders anatomi bedre end de fleste.
Hårløs sadist
Mange regner McCarthys »Blodets meridian« som hans hovedværk. Historien foregår i midten af 1800-tallet, i grænselandet mellem det stadig purunge USA og Mexico.
Det er et stort og lovløst landområde, hvor den fysisk kolossale og komplet hårløse, højt begavede sadist og nihilist dommer Holden spreder rædsel og ødelæggelse i spidsen for sin bande af skalpejægere.
Midt i rædslerne er det dog mere end tydeligt, at Cormac McCarthy er langt mere end blot en chok- og horrorforfatter, for mens han nådesløst obducerer rædslen lige foran læseren, kan handlingen indimellem kort efter springe over i næsten meditative scener.
Hans nøgterne, næsten gammeltestamentlige sprog, folder sig indimellem ud i overrumplende poetiske landskabsbeskrivelser, der kontrasterer naturens mest forstyrrende element, mennesket, som er kastet arbitrært ind i denne verden.
»Geworfenheit« kaldte den tyske filosof Heidegger det, når vi kastes ufrivilligt ind i verden, dirrende af arvesynd, med alle de frustrationer, lidelser og krav, vi pålægges mod vores vilje.
Den filosofisk anlagte dommer Holden er antitesen til de krav, men han er dermed også det anarki, der risikerer at opstå, når man ikke lader sig diktere af nogen som helst normer. Og i sidste instans er store dele af McCarthys værk en undersøgelse af menneskets natur.
Er vi gode eller er vi onde i vores grundværen?
Og kan man i det hele taget tale om ondskab, hvis det »gode« udelukkende består af et tillært fravalg af særlig adfærd og handlinger?
Er »det gode« i det hele taget andet end en sofistikeret overlevelsesstrategi?
Og har vi overhovedet lyst til at tænke de tanker til ende?
Galvaniseret sind
Hvad skal den så nytte, al den sydstatsgotik, apokalypse og makabre vold?
At læse Cormac McCarthy er at se direkte ind i mørkets hjerte. Man kan hurtigt få lyst til at vende blikket væk, men mørket er også en del af the human condition, og man kan, uanset hvem man er, kun i begrænset omfang skubbe livets elendighed foran sig.
På et tidspunkt snapper elendigheden også i dine haser, og så er det godt at vide, hvordan man plejer sine sår eller ser mørket i øjnene.
McCarthys romaner er en unik og umoraliserende guide gennem eksistensens dunkleste skove, gennem de nøgne ugæstfrie landskaber, som uafvendeligt også udgør den menneskelige eksistens, men som også er en del af sandheden, om vi kan lide den eller ej.
Kunstnere som Cormac McCarthy hjælper os, gennem deres undersøgelser af vores skyggesider, med at galvanisere sindet, så vi kan leve sandere og holde hjertet rent, når livet før eller senere rammer os som Anton Chigurhs boltpistol lige i fjæset. Som McCarthy har sagt: »Der er intet liv uden blodsudgydelser«.
