»And then Satan said, put the alphabet in math …« lyder teksten til et populært meme på nettet, der viser Djævelen hviske en lærd mand i øret.
Hvis den hornede virkelig er skyldig i matematikkens forvandling fra simpel købmandsregning til hovedpinefremkaldende abstraktion, er det måske også hans ormetunge, der har ægget Cormac McCarthy til at erstatte sine sædvanlige heste- og blodsudgydelser med algebra og aritmetiske enigmaer i sin seneste bog, »Stella Maris«.
McCarthys fans havde gået sultne i 16 år, da han sidste efterår overraskede med de to samhørende romaner, »The Passenger« og »Stella Maris«.
Nu, kort før forfatterens 90-års fødselsdag, udkommer de simultant på dansk, og har man regnet med same procedure as last books, bliver man skuffet, for der er ikke meget mccarthysk dødsvoldsblodsplat på siderne.
Til gengæld er bøgerne blodsbeslægtede, for de handler om hvert sit medlem af søskendeparret Bobby og Alicia.
En fysiker og en matematiker, der er vokset op i paddehatteskyggen af en gebommerlig arvesynd: Deres forældre var med til at opfinde atombomben, og den svære barndom med en fraværende far (altid i gang med at sprænge ting i stykker i Stillehavet) og en mor med flossede nerver har skabt et gnistrende tæt bånd mellem de to søskende, der kun forstærkes, da begge forældre dør af atombombekarriererelateret kræft.
Underbevidst matematik og uorden i penalhuset
»Stella Maris« er det skizofrene matematikgeni Alicias side af historien, udformet som en transskription af hendes samtaler med psykiateren dr. Cohen. Ud over første side, der fremstår som et indlæggelsesnotat fra den psykiatriske institution Stella Maris, er der udelukkende læge-patient-dialog på de godt 200 sider. Hvem fanden gider også lave miljøbeskrivelser og den slags pjat, når man nærmer sig de 90?
Doktor Cohen og Alicias samtaler handler i udgangspunktet mest om avanceret matematik, men deres smalltalk om partielle differentialligninger fører hurtigt til overvejelser om bevidsthed, virkelighed og andre eksistentielle sværvægtere.
Alicia er nemlig ikke den type matematiker, der elsker tørre tal og orden i penalhuset. Hun arbejder primært i sin underbevidsthed, bedriver matematik som en form for magi og vil meget nødigt undvære sine skizoide hallucinationer. De filosofiske diskussioner driver af den dybsindige og dystopiske visdom, man kender fra McCarthys tidligere bøger, og der er masser af indsigt – også for talidioter som mig.
Hannibal Lecter
Ud over at være matematiksinke er jeg også en rastløs læser, og »Stella Maris« er ret monoton. To karakterers pingpong om matematik og eksistens und nichts weiter.
Det kunne godt blive kedeligt, og det gør det også nogle få steder, men heldigvis er der generelt både fremdrift og humor nok til at holde selv en zappende millenniallæser som mig til ilden.
Det skyldes Alicias ekstraordinære replikraphed, der vækker associationer til kannibalen Hannibal Lecter. Der er noget diabolsk over den måde, hun med kirurgisk skarphed konstant er to skridt foran på i samtalen og sørger for, at Dr. Cohen udleverer mere personlig information, end han får.
Humor og matematik – det er sin sag for en oversætter og er gjort ganske fint, men enkelte steder måske lidt vel hurtigt, som når »decisions« bliver til »konklusioner«, og »Aliens, Velikovsky« bliver til »Velikovskys rumvæsener«, selvom kommaet er et opremsnings-et af slagsen, idet Velikovskys teorier handler om planetkollisioner og ikke rumvæsener, som tilfældigvis er noget, jeg, ud over sprog-flueknepperi, interesserer mig for.
Desuagtet er »Stella Maris« en flot udgivelse (smukt udstanset smudsomslag!) af en tankevækkende bog, der bag sin dragt af matematik gemmer på en livsklog og -træt forfatters måske sidste kommentar til den her underlige variable, vi kalder livet.
Stella Maris
Forfatter: Cormac McCarthy. Oversætter: Nanna Lund. Sider: 224. Pris: 279,95. Forlag: Gyldendal
(»Stella Maris« er en af to romaner udgivet simultant af den amerikanske forfatter Cormac McCathy. Den anden roman er »Passageren«. »Stella Maris« foregår ti år efter handlingen »Passageren«. Du kan læse anmeldelsen af »Passageren« under AOK, her på sitet., red.)
