Morten Papes sidste bind af »Amagertrilogien« fremstår som en mislykket gryderet

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Morten Papes sidste bind af sin i alt 1.600 sider lange »Amagertrilogi«, »I ruiner«, har sine momenter, men fremstår overordnet som en voluminøs, men mislykket gryderet, der uden held blander amagerkansk socialrealisme med storpolitik og lokal finanspolitik.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I ruiner« er det afsluttende og selvstændige bind i Morten Papes Amager-trilogi, der begyndte med »Planen« i 2015, efterfulgt af »Guds bedste børn« i 2018.

Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at Papes forfatterskab er nyt for mig. Jeg har læst meget om de to første bøger, men aldrig fået tygget mig igennem dem.

Med denne udgivelse har trilogien fået en svimlende volumen på godt 1.600 romansider, og som i de to første bind er omdrejningspunktet, at historien udspiller sig på øen øst for København, Amager.

Pipifugleidyl

Bogens hovedperson og primære fortæller er pigen Amalie, der indledningsvis er seks år gammel. Hende følger vi fra begyndelsen af 00erne og 20 år frem.

Hun vokser op i et »pipfugleidyl« i parcelhuset bag ligusterhækken på Ugandavej. Her bor hun med mor, far og lillebror, og i ny og næ svinger den noget ældre halvstoresøster forbi. Således bliver romanen ikke kun en fortælling om Amalies barndom, opvækst og de identitetsformende år, men i høj grad er »I ruiner« også et portræt.

Et portræt af den danske middelklasse- og kernefamilie, der står sammentømret i last og brast. Men som årene går, og Amalie bliver ældre, slår bastionen sprækker. Fortrængte hemmeligheder og løgne siver langsomt op til overfladen.

Morten Papes nye roman er et amagerkansk familiedrama, der følger Amalies opvækst på »lorteøen«. Den er velskrevet i sin form, men på indholdssiden jonglerer den med 117 bolde i luften og stikker af i alt for mange retninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens Forlag.

Men hold nu fast: De første 100 sider føles som en fodslæbende ørkenvandring. Der fortælles ganske minutiøst og næsten søvndyssende detaljeret om farmors begravelse, fars 50-års fødselsdag, Amalies første kys, lillebroderens kiksede konfirmation og så videre.

Lidt mere fut og fart i sagerne kommer der dog heldigvis, da Amalie bliver teenager og får en anelse mere reflekterende fortællerstemme. Løsrivelsesprocessen fra de store forbilleder i form af mor og far begynder så småt at slå gnister.

Der bliver skruet yderligere på de dramatiske knapper, da et familiemedlem pludselig omkommer. I tillæg til dette store tab krakker Amagerbanken, og det økonomiske fundament under familieidyllen er snart kørt helt i sænk.

Stærk kontrast

Med 600 sider at rutte med i sit studie om en kernefamilie henlagt i ruiner tager forfatteren også læseren med på en tur til udlandet. Romanen begynder undervejs at skifte fokus, da den voksne Amalie møder en afrikansk kvinde. Romanen åbner dermed for mange siders beretninger om folkemordet i Rwanda, som det udspillede sig i april 1994 og tre måneder frem.

Disse lange passager i bogen står naturligvis i stærk kontrast til den »pipfugleidyl«, der engang herskede på Ugandavej. Og det er også her, forfatteren – med sin sans for det minutiøse – intenst kan beskrive et liv på flugt med dertil hørende lemlæstelser, voldtægter og meningsløse drab.

Jeg fornemmer som læser, at der er en vis portion indignerethed fra Papes side over, at Vesten sad på sin flade, mens folkeslag i postkoloniale samfund svingede deres macheter og skar halsen over på hinanden. Udover det, virker dette fokusskifte i romanen noget påklistret.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Morten Pape er en dygtig fortæller. Han skriver oftest medlevende og inspirerende, når der er noget på færde. Gennem Amalies fortællerstemme defineres hendes familie på et tidspunkt som »håbløst almindelige«, og det er i beskrivelserne af disse almindeligheder i og omkring familien, at Morten Pape får sin fortælling til at træde vande.

Alt om vejret

Jeg bør også nævne, at »I ruiner« langt hen ad vejen er skrevet i et solidt varieret sprog, men må i samme moment straks siger, at alt for mange episodiske scener slås an med at berette om vejret.

Hvordan står skyerne på himlen i dag? Skinner solen? Er der vinter på vej? Forår i luften? Det virker ganske stemningsskabende i begyndelsen, men efterhånden udvikler det sig til en trættende og tyndslidt skabelon.

Helhedsindtrykket af romanen er, at den stikker af i lidt for mange retninger. Familieproblemer, folkemord og bankkrak er blot nogle af ingredienserne i denne kæmpe roman af en gryderet, som blander amagerkansk socialrealisme med storpolitik i udlandet og finanspolitik i hjemlandet. Det gør den dog desværre ikke særlig vellykket. Det smager lidt som at række tungen ud af vinduet.

I ruiner
Forfatter:
Morten Pape Sider: 604 Pris: 300 kroner Forlag: Politikens Forlag