Morten Pape debuterede i 2015 med et brag af en roman, som også indbragte ham BogForums Debutantpris.
Romanen hed »Planen«, og han leverede dengang et formidabelt sociologisk tværsnit af det sociale boligbyggeri Urbanplanen på Amager.
I »Guds bedste børn« er han tilbage i området, men han er siden sidst faldet i gryden med politisk korrekthed. Opfølgeren lider under et ideologisk blik, man nok skal tilbage til 90erne eller begyndelsen af nullerne for at synes er radicool.
Vi drager således på en rejse ind i overførselsdanmarks mørke hjerte, ind i den negative sociale arv, som hverken kan brydes af endnu en sagsbehandler, endnu en anvist lejlighed, en jobhenvisning eller et resocialiseringsforløb. Desværre foregår det med forudsigeligheden som medfortæller.
Man skal tilbage til en verden, hvor man stadig troede, at inklusion og god tone i debatten ville redde integrationen, og hvor Pia Kjærsgaard stadig ikke var stueren, men fortjente latterliggørelse. Vel foregår den også overvejende her, i slutningen af nullerne, men Morten Pape sidder fast i tidsmaskinen og bringer ikke noget nyt ind i debatten via sin litteratur, der ellers har evnen til at være dagsordensættende.
Lidt en skuffelse for os, der havde store forventninger til den bog, der ville følge efter »Planen«. »Guds bedste børn« er imidlertid en velskreven skuffelse, der - de ideologiske indvendinger til trods - rummer lange passager, som understreger vigtigheden af Pape som forfatter.
Selve hovedfortællingen er inspireret af »køllemordet« i 2008. Her blev et kun 16-årigt avisbud, Dennis Özgür Uzun, udsat for et voldeligt overfald af to danske brødre på 15 og 17 år og deres 18-årige kammerat, og han døde kort efter efter af sine kvæstelser.
I Overførselsdanmarks mørke hjerte
Drabet udløste en indædt politisk strid om, hvorvidt dødsfaldet kunne være undgået, og hvem der havde ansvaret for, at det ikke blev forhindret.
I »Guds bedste børn« er Jamil og Zeki ved at spise et stykke pizza på Holmbladsgade på Amager, da to mænd abrupt standser deres bil, stiger ud og styrer direkte efter Zeki med en kødhammer. Få sekunder efter er Jamil alene på fortorvet med sin døende ven.
Politi og myndigheder forsøger - ligesom i forbindelse med »hue-mordet« - at overbevise offentligheden om, at drabet ikke er en hadforbrydelse, og Pape indfletter elegant historisk korrekte udtalelser fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i forløbet.
Morderne er to nynazister, to danske fætre, der betragter sig selv som en del af en moderne udgave af modstandsbevægelsen. De er selvsagt ikke Guds bedste børn og skildres helt fantastisk endimensionelt.
Afstumpede, lavintelligente, uden impulskontrol og i social deroute med 300 km/t. Ude af stand til at varetage et job, være far, mand og værd at tage alvorligt.
Det er svært at få øje på en i dansk litteratur, der tør det samme som franske Houellebecq, nemlig at søge læge for hensynsbetændelsen og vise kunstnerisk mod i skildringen af europæisk kultur- og værdikamp.
Når personer karikeres så voldsomt, står de fleste læsere af, særligt hvis forfatteren spilder mere end 10-15 sider på dem. Her er det i omegnen af halvdelen af romanens 440 sider. Bevares, genfortællingen af den enes historie er samtidig fortællingen om Moder Socialstat, der kan kun kan fastholde folk i deres elendighed, ikke bringe dem videre. Vi drager således på en rejse ind i Overførselsdanmarks mørke hjerte, ind i den negative sociale arv, som hverken kan brydes af endnu en sagsbehandler, endnu en anvist lejlighed, en jobhenvisning eller et resocialiseringsforløb. Desværre foregår det med forudsigeligheden som medfortæller.
Heldigvis lukkes vi også ind i Jamils liv, og det er noget mere interessant. For hvordan lever man videre efter at have overværet et drab? Burde han have grebet ind? Og hvor efterlader det hans tro på, at han hører til i Danmark og kan færdes med samme tillid som alle andre i gaderne? Jamils historie båder ikke kun på eksistentielle og integrationsorienterede overvejelser, men også på et kig ind i en maskulinitetskultur, som til forveksling kan minde om den blandt »white trash«.

Problemet med »Guds bedste børn« er, at den ikke tager nogen chancer. Vi skal have sympati med Jamil og selvfølgelig ikke med de dumme hvide tabermænd. Når endelig Jamil får noget, der minder om en dansk ven, ender vedkommende med at skuffe ham, og det hele er meget synd.
Romanen udstiller et generelt problem med kunstnerisk bearbejdelse og tematisering af samtidens store integrationsproblem og de stadig mere voldsomme kultursammenstød. Det er altid den hvide mands skyld. Det er samfundets skyld og politikernes skyld. Det er svært at få øje på en i dansk litteratur, der tør det samme som franske Houellebecq, nemlig at søge læge for hensynsbetændelsen og vise kunstnerisk mod i skildringen af europæisk kultur- og værdikamp.
RETTELSE: Det fremgår af den anmeldelse, der er blevet bragt i dagens Berlingske, at det var »Hue-drabet«, der inspirerede Morten Pape. Det er ikke korrekt, det var »Kølledrabet«.
Morten Pape deltager på Louisiana Literature, Villascenen, søndag kl. 14.30
Titel: Guds bedste børn.
Forfatter: Morten Pape.
Sider: 440.
Pris: 300 kr.
Forlag: Politikens Forlag.