I tirsdags skulle et svensk klenodie have været solgt hos det store auktionshus Sotheby's i den eksklusive bydel Mayfair i London.
En notesbog, som har tilhørt den svenske dramatiker, maler og forfatter August Strindberg (1849-1912), var sat til salg, men inden det kom så vidt, nåede Kungliga Biblioteket i Stockholm at få sat en stopper for salget.
Notesbogen blev nemlig stjålet fra biblioteket engang i 1970erne, og inden den kom under hammeren i London, nåede biblioteket at politianmelde sagen, og derefter trak Sotheby's den tilbage fra den planlagte auktion.
Notesbogen er også fjernet fra auktionshusets hjemmeside, så man kan ikke længere se, hvad vurderingen lød på. Der imod kan man se, at breve og postkort skrevet af det svenske nationalikon bliver solgt for mellem 800 og 5.625 pund, mens kunstnerens malerier opnår langt højere priser.
For nogle få dage siden solgte auktionshuset således et oliemaleri, der var vurderet til to-tre millioner pund for 6,8 millioner pund (knap 60 millioner kroner).
Notesbogen, der nu er trukket tilbage, indeholder navne, adresser og tegninger, som Strindberg skrev ind i bogen mellem 1893 og 1895, da han blandt andet opholdt sig i Berlin og Paris.
Ifølge Göran Söderström, der har skrevet en lang række bøger om August Strindberg, er notesbogen et meget vigtigt vidnesbyrd om kunstnerens liv.
»Det er et af de værste manuskripttyverier i nyere tid,« siger Göran Söderström til Dagens Nyheter.
Det er heldigvis ikke så ofte, at der bliver stjålet bøger og dokumenter fra nationale biblioteker, men alligevel har mange de senere år skærpet sikkerheden for at forhindre tyverier.
Det store og andre bogtyverier
Herhjemme har der de seneste 20 år været to store og meget omtalte tyverier fra Det Kongelige Bibliotek i København.
I begyndelsen af 00erne afslørede efterforskere i Københavns Politi, at en ansat gennem en tiårig periode omkring 1970erne havde stjålet cirka 3.200 bøger til en samlet værdi af mellem 150 og 300 millioner kroner.
Sagen startede, da Det Kongelige Bibliotek 11. september 2003 fik en opringning fra auktionshuset Christie's i London, som havde fået indleveret en meget kostbar bog, en spansk roman med titlen »Propalladia« trykt i Napoli 1517, der havde en udvisket bibliotekssignatur. Medarbejdere fra biblioteket rejste til London og kunne konstatere, at bogen tilhørte Det Kongelige Bibliotek.
Gerningsmanden døde, inden han blev dømt, men familiemedlemmer og en bekendt af familien fik fængselsstraffe på flere år.
Sagen, der er blevet omtalt som »Det store bogtyveri«, er i international sammenligning helt usædvanlig, og den fik også omtale i medier i udlandet.

I 2012 kunne Berlingske afsløre omfattende tyverier af dokumenter og andet historiske materiale omhandlende danske nazister, frontfrivillige og personer dømt for landsskadelig virksomhed under Anden Verdenskrig. Tyverierne var sket lidt efter lidt og blev afsløret, fordi historisk interesserede fik en fornemmelse af, at der var noget galt. To personer blev idømt fængselsstraffe for tyveri af 1.045 arkivalier.
Det er ikke første gang, at Kungliga Biblioteket i Stockholm har været udsat for tyveri. I 2004 blev det afsløret, at 62 værdifulde bøger var stjålet fra biblioteket. Gerningsmanden viste sig at være en førstebibliotekar og ekspert i 1700-tals litteratur.
Svenske medier har ingen oplysninger om, hvem der havde sat Strindbergs notesbog til salg, og hvor vedkommende har den fra. Det er nu op til politiet at efterforske den del af sagen.




