Ida Aukens interessefelt er miljø- og klimapolitik. Først som SFer (og minister for partiet), så som radikal og nu som socialdemokrat. I bogen tager hun en lang række emner op, som hun giver et klimapolitisk perspektiv. Samtidig giver hun diskussionen heraf et personligt anstrøg ved at inddrage sig selv og sin familie.

Vi hører om, hvordan klimapolitikken kan og bør forbindes med velfærdssamfundets udvikling. At brede forlig på feltet er vigtige, akkurat som da velfærdsstatens grundsten blev lagt med Kanslergadeforliget i 1933. Vi får fortalt historien om, hvordan det dansk vindmølleeventyr har rødder tilbage til Askov-højskolemanden Poul la Cours eksperimenter med at forsyne den lokale landsby med strøm.