Endnu et folketingsmedlem forlader nu den radikale folketingsgruppe. Ida Auken har valgt at forlade De Radikale og skifter parti til Socialdemokratiet. Det bekræfter hun på sin Facebook-profil:
»Da jeg for 7 år siden meldte mig ind i det Radikale, havde jeg lært partiet at kende som et pragmatisk og resultatorienteret parti. Det er min oplevelse, at Radikale Venstre under de senere års ledelse har bevæget sig væk fra den tilgang og dermed også fra midten af dansk politik. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været uenig i den retning, og da den nye ledelse har tilkendegivet, at man forsætter linjen, tænker jeg, at det er bedst, at vores veje skilles,« skriver hun.
Samtidig skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse, at Ida Auken bliver optaget i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Optagelsen blev vedtaget på et gruppemøde i Socialdemokratiet fredag formiddag og herefter godkendt af Socialdemokratiets hovedbestyrelse.
Udmeldingen kommer, få dage efter at Jens Rohde meldte sig ud af partiet. Han er i øjeblikket løsgænger – og altså ikke tilknyttet noget parti. Han kritiserede ledelsen for at føre kampagnepolitik i stedet for at søge reel indflydelse.
Da Radikale Venstre i oktober 2020 skiftede formand under stor dramatik, tilhørte Ida Auken den fløj i partiet, der var stærkt kritisk over for daværende formand Morten Østergaards håndtering af sin egen sag om seksuelle tilnærmelser over for en partikollega. Ida Auken støttede i det forløb – i lighed med Jens Rohde – partifællen Martin Lidegaards forsøg på at blive ny radikal leder. Det blev i stedet Sofie Carsten Nielsen, og hendes håndtering af #meeto-sagen i partiet var Auken også kritisk overfor, og uenigheden med ledelsen dengang og ny fører altså til et brud og partiskifte for Ida Auken.
På Facebook skriver Sofie Carsten Nielsen om Aukens beslutning:
»Ida Auken har i dag sagt farvel til Radikale Venstre. Det er på den ene side ærgerligt. Men på den anden side skal man ikke sidde i Folketinget for Radikale Venstre, når man er socialdemokrat. Det siger sig selv,« skriver hun, og fortæller desuden, at Ida Auken angiveligt har benyttet sin udtræden af Radikale Venstre til at undskylde for forløbet i efteråret 2020:
»Det er ingen hemmelighed, at Ida og jeg i efteråret havde vores uoverensstemmelser. Derfor betyder det meget for mig, at Ida i forbindelse med sin udmeldelse af partiet har undskyldt for sin adfærd i efteråret. Den undskyldning har jeg taget imod. Og jeg ønsker Ida alt det bedste i sit nyt parti,« skriver Sofie Carsten Nielsen.
Det er uvist, hvornår Ida Auken konkret indtræder i arbejdet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hun har siden april 2020 været sygemeldt med stress fra sit job i Folketinget. På sin Facebook-profil skriver hun, at hendes hovedfokus i Socialdemokratiet fortsat vil være den miljø- og klimapolitik, hun har arbejdet med gennem de seneste mange år:
»Jeg håber, at jeg med afsæt i mine mange års politiske erfaringer på området, kan gøre en forskel ikke mindst i forhold til klima, miljø og natur,« skriver hun på Facebook.