Jødernes flugt i 1943 er stadig vort moralske omdrejningspunkt – men det er ikke hele historien!

Simon Kratholm Ankjærgaard har med sin bog »Oktober 1943« skrevet en velfortalt og dramatisk historie om jødernes flugt i 1943. Men han formår ikke at kigge ud over landets grænser og indse, at den danske heltehistorie om 1943 ikke er hele sandheden.

Jødiske børn i Theresienstadt. Bemæk jødestjernen på deres tøj. Fotografiet er taget af Maurice Rossel, der ledede Internationalt Røde Kors under besøget i Theresienstadt i 1944. Efter Røde Kors-delegationens besøg blev mange af fangerne sendt videre til døden i Auschwitz. Delegationens to danske medlemmer lod sig narre af nazisternes opsatte facader og skrev, at jøderne havde det glimrende. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er i år 400 år siden, at Christian 4. gav de første jøder tilladelse til at slå sig ned i kongeriget.

I de næste århundreder, indtil tyrkiske gæstearbejdere kom hertil i 1960erne, var jøderne den eneste minoritet af betydning. Omkring 1850 stod kun 0,4 procent af befolkningen uden for den evangelisk-lutherske kirke, og af dem var to tredjedele jøder.

Jøderne kom til at spille en rolle for landets udvikling, som var overraskende betydelig i forhold til deres begrænsede antal på 6.000-8.000 mennesker.

Redningen af jøderne i oktober 1943 er stadig en af de vigtigste begivenheder i dansk historie og et moralsk omdrejningspunkt.

400-året er blevet markeret med en række bogudgivelser. Vibeke Kayser-Hansen har publiceret »Jødernes danmarkshistorie – i provinsen« om de cirka ti menigheder i provinsen. Hanne Foighel har skrevet »Sten på sten – Mine 400 år gamle danskjødiske rødder« om sin familie og når helt op i nutiden med en beskrivelse af sin far, Isi Foighel, og hans flugt til Danmark i 1930erne. Thomas Harder og Lene Ewald Hesel har udgivet »En sten for Eva« om Eva Salomonsen, der som 88-årig blev taget af nazisterne og deporteret til kz-lejren Theresienstadt (jeg gav den seks stjerner), og i den skønlitterære genre har Benjamin Koppel beriget os med sin familiehistorie i »Annas sang«.

Under besættelsen holdt jøderne, på regeringens opfordring, en lav profil. Simon Kratholm Ankjærgaard skriver om dette fotografi, at det viser en skuespilsgruppe i Jødisk Ungdomsforening 1942. Man opførte Henri Nathansens kendte skuespil »Indenfor murene«. I bagerste række ses Arne Melchior som nr. 3 fra venstre og forfatteren Ralph Oppenhejm som nr. 4. Mens Arne Melchior blev reddet til Sverige, kom Ralph Oppenhejm til Theresienstadt. Skuespillet blev, skriver Simon Kratholm Ankjærgaard, i det skjulte. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Senest har journalisten og historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard skrevet en gevaldig kaffebordsbog med titlen »Oktober 1943. De danske jøders flugt og fangenskab«.

Der er skrevet utrolig meget om netop jødernes flugt i 1943 og om deportationen af cirka 470 jøder til kz-lejren Theresienstadt, og der hersker stadig uenighed om, hvorfor jøderne i Danmark undgik døden i dødslejrene og ved massenedskydning, som det skete i resten af Europa. Har Simon Kratholm Ankjærgaard, som i sin indledning lægger vægt på, at han er historiker og bagest i bogen omhyggeligt opgiver kilder og litteratur, nyt at byde på?

Det meste er gammelkendte fortællinger, men Simon Kratholm Ankjærgaard giver dog et nyt perspektiv ved at understrege, at jøderne i Danmark ikke blot var passive ofre, men også aktive deltagere som flygtningehjælpere. Han fremdrager beretningen om David Sompolinsky, som var en ung dansk jøde, der blev afgørende for Lyngby-gruppens indsats.

Lyngby-gruppens leder var rektor Aage Bertelsen, og i bogen »Oktober 43« (1952), skrev han, at David Sompolinsky var afgørende for gruppens succes med at redde hundredvis af jøder til Sverige. Hvis Simon Kratholm Ankjærgaard havde gravet dybere, havde han opdaget det stærkt underbelyste forhold, at en del jøder faktisk gik ind i modstandskampen.

Den 25-årige medicinstuderende Cato Bakman blev 9. december 1943 skudt på Bispebjerg Hospital. Læger, sygeplejersker og andre udførte et heroisk arbejde for at redde jøder. Der er i dag en mindeplade for Cato Bakman på Hospitalet. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Simon Kratholm Ankjærgaards fortælling er en meget traditionel dansk fortælling, der ikke tager højde for nyere indsigter. Han fortæller om den tyske leder i Danmark, Werner Best, og Bests høje hånd, Georg Duckwitz.

Det var Duckwitz, der ifølge danske historikere fik moralske skrupler og gik til socialdemokratiske ledere for at advare om jødeaktionen, og disse ledere advarede den jødiske menighed.

Ankjærgaard anvender ukritisk Duckwitz' dagbog for at skildre dennes tiltagende humanisme og bekymring for de danske jøder. Men man kan ikke ukritisk bruge den dagbog til ret meget. Duckwitz var organiseret nazist, og hans og Bests interesse bestod dels i at have et godt forhold til Departementschefstyret, dels at sikre sig efter krigen ved at hævde i et eventuelt kommende retsopgør, at de lod jøderne flygte. Og det var lige, hvad de gjorde.

Dagbogen er sandsynligvis skrevet for at give sig selv en livsforsikring, og beviset på, at man næppe skal tage Duckwitz 'omsorg som udtryk for reel bekymring, er, at han på intet tidspunkt viste omsorg for de jøder i resten af Europa, som samtidig blev skånselsløst myrdet, hvad Duckwitz udmærket vidste fra tyske officerer, der kom fra Østfronten til Danmark. Omsorgen var efter al sandsynlighed konstrueret på et tidspunkt, hvor Duckwitz vidste, at krigen ville tabes, og det gjaldt om at sikre sig selv. I den naive, traditionelle danske historieskrivning har man tillagt både Werner Best og ikke mindst Georg Duckwitz ædle motiver. Det er der ingen basis for.

Werner Best og de ledende nazistiske myndigheder i Berlin sørgede også for, at de 470 jøder i Theresienstadt ikke blev deporteret til Auschwitz, som de norske jøder gjorde. Men igen lå der ingen moralske eller ædle motiver bagved. Jøderne fra Danmark blev brugt af SS-lederen Heinrich Himmler til at vise omverden, at jøderne blev behandlet godt, for derved at få kontakt med De Allierede og opnå aftaler med vestmagterne.

Jøder ankommer med togvogne til kz-lejren Theresienstadt. Lejren var en gennemgangslejr og de fleste blev sendt videre til døden i andre lejre. De danske jøder blev ikke sendt videre, men de vidste ikke, at de var undtaget. De blev brugt af SS til at vise omverden, at jøderne blev behandlet godt. Da en Røde Kors-delegation i 1944 besøgte lejren, lod dens medlemmer sig fuppe af nazisterne og troede, at jødernes forhold var glimrende. Det skrev de i rapporter, der blandt andet gik videre til det amerikanske War Refugee Board, der skulle koordinere indsatsen for jøderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Dette internationale aspekt er fraværende i danske historiebøger og også i Simon Kratholm Ankjærgaards fortælling. Den falske fremstilling af jødernes gode forhold skete dels ved en nazistisk propagandafilm optaget i Theresienstadt, dels gennem et Røde Kors-besøg i 1944, hvor to danskere deltog. I deres rapporter hjem beskrev de jødernes forhold som glimrende. Det hele havde været falske facader, men Røde Kors-folk og danskerne troede på fupnummeret.

Danske historikere har traditionelt forsvaret danskernes rapporter med, at det var nødvendigt for at sikre de danske jøder i lejren. Det er ikke sandt. Af alle deres senere forklaringer fremgår det, at de oprigtigt troede på nazisternes fupnummer og derved blev nazisternes nyttige idioter.

Det har Simon Kratholm Ankjærgaard sådan set rigtigt fat i, men undlader fortællingens vigtigste aspekt. For disse skandaløse rapporter gik ikke blot til danske myndigheder og jødiske ledere i Sverige, men blev også sendt til det amerikanske War Refugee Board, hvor indsatsen for Europas jøder fra januar 1944 blev vurderet og koordineret. De danske rapporter blev, sammen med tusindvis af andre rapporter fra Europa, grundlaget for War Refugee Board og var dermed ikke blot en isoleret dansk sag, men en del af den internationale scene, hvor De Allierede svigtede ved ikke at tage jødernes situation tilstrækkelig alvorligt og for eksempel ikke bombe jernbanerne til dødslejrene.

Kirkeloftet i Gilleleje Kirke var scenen for den uhyggelige tilfangetagelse af 60 jøder, som havde skjult sig der. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Simon Kratholm Ankjærgaards bog er velfortalt og gengiver en række af de bevægende skæbner. Men det er i dag ikke nok at fortælle en snæver dansk historie om jøderne og deres flugt og tilfangetagelse. Danmark var en del af et internationalt drama.

Danskerne reddede jøder i oktober 1943, men gennem landets massive eksport til Nazityskland og samarbejde i øvrigt styrkede vi naziregimet.

Hvor mange jøder og ikkejødiske nazimodstandere uden for Danmark blev ofre i krigens sidste fase, fordi Danmark styrkede Nazityskland? Jøderne fra Danmark blev reddet i Theresienstadt, bortset fra 50, der døde dernede, men hvordan reagerede andre landes jøder på fupbesøget af Røde Kors? Vi ved fra blandt andet Berlins overrabbiner Leo Baeck, der var fange i Theresienstadt, at han og de andre jøder var i chok, fordi de besøgende kun var interesseret i danske jøder: »Virkningen på vor moral var tilintetgørende. Vi følte os glemt og forladt.«

Intet af dette er med i Simon Kratholm Ankjærgaards bog, som er yderst traditionel og ikke formår at sætte de danske jøders skæbne og den nazistiske politik ind i en større international sammenhæng. Det er ikke godt nok, når man i 2022 skriver atter en tilsyneladende ambitiøs bog om jødernes flugt i 1943.

Flugten i '43 er stadig vort lands moralske omdrejningspunkt, og vi kan være stolte over hjælpen, men for at forstå sagens fulde omfang er det ikke nok med en snæver national historie, og Simon Kratholm Ankjærgaard formår ikke at kigge ud over landegrænsen og folde historien ud i al dens gru.

Forfatter: Simon Kratholm Ankjærgaard Titel: Oktober 1943. De danske jøders flugt og fangenskab Sider: 383 Pris:  399,95 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof