Grusom og stærk: Lod dansk heltekonge sin forbundsfælle kastrere og blinde?
Laurits Tuxen malede i 1894 sit berømte billede af erobringen af Rügen. En storskægget Valdemar og Absalon med korset står hævet over guden Svantevit, der trækkes væk af slaver. Erobringen af Rügen var Valdemars triumf, og udenrigspolitisk havde han succes med alliancer, men internt havde han mægtige fjender, som en unødvendig brutal politik havde givet vind i sejlene. Illustration fra bogen.
Boganmeldelse: Valdemar den Store udvidede Danmarks grænser, var kendt som en taktisk perfekt »skakspiller« og blev beundret af eftertiden. Men ny biografi kaster kritisk lys over Valdemar som en brutal hersker, der unødigt skabte sig danske fjender.
Det er egentlig forbløffende, at der indtil nu ikke har været skrevet en biografi om kong Valdemar den Store. Selvfølgelig er han beskrevet i fagartikler og generelle historiebøger, men det er først nu med Lars Kjærs bog »Valdemar den Store«, at vi har en omfangsrig levnedsbeskrivelse af den danske konge.
Lars Kjær, der er lektor i middelalderhistorie ved Northeastern University i London, har gennemgået et omfattende materiale om Valdemar og starter med en beskrivelse af Valdemars opvækst i Kyiv-riget, for han blev nemlig født i Kyiv i 1131.
Valdemar og hans mor, Ingeborg, der var gift med Knud Lavard, var en del af fyrsteslægten, der regerede det omfattende Kyiv-rige. Vi ved en del om Valdemars opvækst østpå fra Saxos danmarkshistorie, og Lars Kjær bruger også østlige kilder.
Kongemord og klankampe
Voldsomme opgør i Kyiv-riget betød, at Ingeborg og Valdemar rejste til Danmark i forsøg på at få støtte til at vinde magten tilbage, men forsøget blev aldrig til noget. I Danmark blev den seksårige Valdemar, hvis bedstefar var Erik Ejegod, en brik i spillet om magten i Danmark, og Lars Kjær folder dette fint ud. Man får et fint indtryk af det voldelige danske samfund, hvor kongemord og klankampe hørte til tidens kamp om magten.
Lars Kjær giver en psykologisk beskrivelse af Valdemar, der var ligeså voldelig som sin samtid, men også havde andre sider. Han var et kompliceret menneske, der var optaget af Danmarks fortid og som konge sendte sine folk ud for at studere runeindskrifter. Han var en karismatisk person med fornemmelse for international politik, men han formåede aldrig, som Lars Kjær skriver, at frigøre sig for den nådesløse borgerkrigs politik, som herskede i Danmark.
Det er bogens pointe, at vi kritisk skal vurdere Saxo og andre af samtidens kilder, der tegnede et billede af Valdemars modstandere som splittede og svage, for i virkeligheden var hans modstandere stærkere, end Saxo lader os tro. En anden af Lars Kjærs pointer er, at Valdemar i høj grad var en del af et internationalt magtspil, hvor han byggede på alliancer med naboer i øst og forsøgte at skabe et dansk-slavisk imperium i Østersøen. Valdemars alliancer med disse slaviske folk er nøje beskrevet i bogen og udgør en af dens kvaliteter.
Mægtige slægter
Lars Kjærs skildring af Valdemar er på ingen måde ukritisk. Han havde sine sejre som for eksempel Rügens inkorporering i riget efter 1168. Det var også Valdemars fortjeneste, at han sluttede alliancer med Saksens Henrik Løve og Erling Skakke i Norge, så han fik friere hænder.
Internt i Danmark var hans resultater, ifølge Lars Kjær, mere brogede. Der var en stigende velstand i Danmark i hans kongetid, men det var der også i resten af Europa, og det kan han ikke tage æren for. Men til gengæld var han ansvarlig for en styrkelse af den kongelige magt og indførelsen af kanslerembedet. Men hans indførelse af et reelt arvekongedømme, hvor hans søn Knud 6. blev udpeget som medkonge, forøgede konflikterne til mægtige slægter i Jylland og på Fyn og knyttede Valdemar ensidigt sammen med Hvide-slægten. Var det heldigt? Næppe, mener Lars Kjær. Man havde borgerkrig i Skåne, der truede med at brede sig til Jylland, og oppositionen var udbredt og stærk.
Valdemar var en brutal hersker, men fik takket være Saxo og andre skribenter et ry for at være en »perfekt skakspiller«, hvis magtspil lykkedes. Lars Kjær stiller sig kritisk over for den skildring og peger på, at Valdemars brutalitet let kunne have været årsag til hans nederlag. Lars Kjær lægger vægt på de kritiske kilder fra Valdemars umiddelbare eftertid, der beskrev ham som »for grusom mod sine egne« og »grusom og stærk, men dog en god forkæmper for den kristne tro«.
Brutalitet og blomstring
Lars Kjær understreger, at grusomhed var normalt i et Europa, hvor kriser, brutalitet og opblomstring tegnede det 12. århundrede. En af bogens røde tråde er at henvise til Valdemars ungdom i Kyiv-riget og de blodige opgør, som han oplevede som ganske ung.
Her var der tale om blodige slægtsopgør, der må have gjort stort indtryk, og han videreførte den hårdhændede politik i Danmark, som da han lagde prins Buris i lænker. Buris havde været hans kampfælle, men faldt i unåde, og rygter sagde endda, at Valdemar havde ladet prinsen kastrere og blinde. Sagen kastede i eftertidens år en mørk skygge hen over Valdemars eftermæle, og kærlighedshistorien om Buris og Liden Kirsten, muligvis Valdemars søster, lever den dag i dag. Lars Kjær giver historien et omhyggeligt eftersyn.
Lars Kjærs biografi er levende fortalt, illustrationerne er smukke, og der er tale om en fornem bogproduktion. Kilderne er trukket væk fra hovedteksten, så bogen er letlæst, og hvis man vil fordybe sig i det anvendte kildemateriale, er der fyldige noter bag i bogen. Det giver bogen en ekstra aktualitet, at vi med Valdemars ungdom og senere politiske forbindelser får Kyiv-riget fortalt som en del af tidlig dansk historie.
Valdemar den store
Forfatter: Lars Kjær. Sider: 296 Pris: 349,95 Forlag: Gads Forlag
Del:
