5 stjerner: Jødedrengen der blev svineslagter. Og andre historier fra den danske provins

Hvis man vil vide noget om et så betændt emne som fremmedes integration og kulturmødet med danskerne, så er det uundgåeligt at læse om jødernes historie i Danmark.

Jøderne udgjorde, indtil tyrkiske fremmedarbejdere kom i 1960erne, den eneste store minoritet, der skilte sig ud ved religion, sprog, udseende og kultur.

I år er det 400 år siden, at den danske konge inviterede de første jøder til at bosætte sig. Det skete i den sydlige del af riget i byer som Altona, Glückstadt og Wandsbeck.

Der er skrevet meget om jøderne i København, men meget lidt om jøderne i provinsen, og det er til trods for, at mange jøder netop boede i provinsbyerne. I 1840 var hele 41 procent af jøderne bosat i provinsbyerne. I dag minder jødiske begravelsespladser i ti danske provinsbyer om denne jødiske tilstedeværelse, og medregner vi de sydlige dele, vi mistede i 1864, så er tallet højere. Der var faktisk jødisk liv i 70 procent af de danske købstæder.

Men vi har indtil nu ikke haft en ordentlig historisk fortælling om disse provinsjøder, hvordan de levede livet, hvordan kulturmødet med de kristne var, og hvordan integration og assimilation foregik. Det har vi nu med museumsinspektør ved Museerne i Fredericia Vibeke Kaiser-Hansens bog »Jødernes danmarkshistorie – i provinsen«.

På trods af det beskedne antal jøder, ydede de op gennem 1800-tallet en betydelig indsats for provinsbyerne som handelsfolk, redaktører og blandt andet heste- og kreaturhandlende. Det gik godt for mange provinsjøder, men særligt i de tidlige århundreder var fattigdommen stor, og mange klarede sig kun lige akkurat ved at vandre rundt på landet med en sæk over nakken og sælge småting til bønder.

Vibeke Kaiser-Hansen har gennemstøvet arkiverne og litteraturen for at finde oplysninger om disse jøder. Hendes rige beretning fokuserer mest på 1800-tallet, men der er også oplysninger om 1700-tallet. De mange jødiske menigheder ebbede ud omkring begyndelsen af det 20. århundrede. Mange jøder giftede sig med kristne, og deres børn blev assimileret, og mange andre flyttede til København for at være en del af et levende jødisk miljø. Da nazisterne besatte landet, var der stort set ingen menigheder tilbage, og den sidste rest var i Randers, hvor syv jøder blev fanget af nazisterne og bragt til kz-lejren Theresienstadt.

Levende jødisk liv

Hvad Vibeke Kaiser-Hansen genopvækker, er et levende jødisk liv, der ikke altid var let. Hun skriver om antisemitisme og overfald i forbindelse med jødeuroen i 1819, der ramte provinsbyer som Næstved, Odense og Helsingør, men hvor jøderne i Jylland slap med skrækken.

Frem til cirka 1800 levede jøder i mange henseender adskilt fra den danske befolkning. De jødiske menigheder havde en høj grad af selvstyre og endnu var religionen et fast grundlag for dagligdagen. De var også underkastet en række restriktioner, der adskilte dem fra de kristne. Således var det meget vanskeligt at opnå tilladelse til ægteskab mellem jøder og kristne, og skete det, så var betingelsen, at børnene skulle døbes og opdrages som kristne.

Der var en nordgående bevægelse, hvor jøderne fulgte nye handelsmuligheder. I begyndelsen var de fleste jøder bosatte i de sydlige danske byer og vandrede derefter til Ribe, Nakskov, Assens og Faaborg. Snart blev Fredericia den vigtigste by, og mange jøder slog sig ned der, og derefter blev Randers efter 1830erne en vigtig jødisk by i provinsen, men der var såmænd også jøder, der slog sig ned i Hjørring, Aarhus, Aalborg, Bogense, Næstved og andre steder. Det krævede kongelig tilladelse at bosætte sig i Danmark, men ofte slog jøderne sig ned uden tilladelse, hvilket Vibeke Kaiser-Hansen dokumenterer.

Jøderne adskilte sig  som sagt fra de kristne gennem tro, udseende, sprog, kultur, men også på et andet vigtigt punkt var de anderledes, idet de havde et jødisk netværk i store dele af Europa. Det var af afgørende betydning for deres handel, og Vibeke Kaiser-Hansen viser, hvordan hestehandler Wulff Nathansen fra Randers samarbejdede med udenlandske hestehandlere og derved blev en af de vigtige hestehandlere i riget.

Disse internationale forbindelser var også af betydning, når man skulle finde ægtefæller. Vibeke Kaiser-Hansen skriver meget rigtigt: »Det kan i dag være svært at forstå, hvor vigtig den jødiske kultur og de jødiske netværk var i 1700- og 1800-tallets Europa. Kulturen forsvandt stort set med holocaust, hvor to tredjedele af Europas jøder omkom, og mange andre blev jaget på flugt.«

Ikke en dans på roser

Der er i bogen mange beskrivelser,  baseret på retsarkivalier og pasprotokoller, om jødiske handelsrejsende og fattigfolk, der kom i klammeri med loven. For det var absolut ikke en dans på roser at være jøde i provinsen. Mange jøder drev »omløberhandel« – altså ud på vejen og til markedet med sækken på ryggen. Kommercekollegiet skrev i 1803 advarende til stiftamtmændene »at en mængde Jøder omstrejfe paa Landet i provinserne og falbyder alle slags Varer, deriblandt slette, uægte og fordærvede, hvorved Almuen lokkes til at anskaffe sig for det meste undværlige Ting, dens Formue derved forringes.«

Forfatterens skildring af handelskvinden Sprintze Magnus fra Fredericia og hendes ihærdige indsats for at klare dagen på trods af en bortløben fordrukken mand og en retarderet søn er elementær spændende. Hun og hendes fordrukne mand var i Danmark illegalt og fik fire børn, og efter mandens forsvinden måtte hun forsørge dem alene. Sprintze rejste rundt på markeder, fik sig viklet ud af fattighjælp og blev til sidst indehaver af en lille butik. Sprintze-historien har kvaliteter til at bære en roman.

Men der var også succesrige jøder, der skabte firmaer og rigdom. Isidor Henius var således kommet som fattig dreng fra Polen og etablerede sig i Aalborg med et brændevinsbrænderi. Hans initiativ skabte blandt andet Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker og Alborgs Amts Svineslagteri (måske ikke ligefrem et koshert initiativ). I Aalborg er der en restaurant, der bærer hans navn for at mindes ham. Hans søn Max rejste til Amerika og skabte senere Rebild-festerne.

Drama og personskildringer

Bogen er godt skrevet, der er dramatiske personskildringer, og illustrationerne er rigtig gode. I sit efterord skriver Vibeke Kaiser-Hansen, at hendes bog ikke er den udtømmende historie om jøderne i provinsen. Det er sandt, for der kunne skrives mere om første halvdel af det 20. århundrede, hvor assimilationen for alvor satte ind. Desuden er hovedvægten lagt på Jylland, så man savner mere fyldige skildringer af provinsjøderne i de øvrige landsdele.

Den største mangel forekommer at være, at provinsjødedommen i de sydlige dele af riget, som vi mistede i 1864, ikke rigtig er kommet med. Det er sikkert nok et bevidst valg fra Vibeke Kaiser-Hansens side at holde sig til det nuværende Danmark, for ellers kunne man også udbrede skildringen til for eksempel De Vestindiske Øer. Men netop med Altona er der et konkret problem, for her var indtil 1864 en meget stor og religiøs aktiv menighed. Efter København spillede jøderne i Altona den vigtigste rolle for dansk-jødisk historie, og det var i Altona, de europæiske jødiske strømninger viste sig, og de ville have beriget Vibeke Kaiser-Hansens skildring.

Men disse »mangler« udelukker ikke, at Vibeke Kaiser-Hansen med sin fine og smukke bog har udfyldt et stort tomrum i beskrivelsen af kulturmødet mellem jøder og kristne. Jødernes historie i provinsen har været et stort set ubeskrevet blad, hvor man skulle til gamle lokalhistoriske fagtidsskrifter for at få historien. Nu har vi med denne bog en særdeles kompetent og indsigtsfuld viden, og det kan jo være, at Vibeke Kaiser-Hansen vil føle sig fristet til at skrive et bind to om de mangler, som denne anmelder har påpeget.

»Jødernes danmarkshistorie – i provinsen«

Forfatter: Vibeke Kaiser-Hansen Titel: Jødernes danmarkshistorie – i provinsen. Sider: 296 Pris: 349  Forlag: Gads Forlag