Forfatteren Christian Mørk: »Min fars død blev en total omvæltning. Jeg blev voksen på meget kort tid«

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Jeg tror, at det var den aften i februar 1991, hvor jeg havde færdiggjort min afgangsopgave på Marlboro College i Vermont i USA, hvor jeg læste historie og sociologi. Jeg lå og læste opgaven, mens papiret fra printeren stadig var varmt, og dér gik det op for mig, at jeg godt kunne skrive og få en tekst til at hænge sammen. Jeg følte en stor lettelse, en stor sejr og en stor overraskelse. Det sidste, fordi man altid selv er den, der sidst opdager, at man godt kan.«

Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?

»I 1992 blev jeg færdig på journalistskolen på Columbia University i New York. Dermed havde jeg ikke ret lang tid tilbage på mit visum til USA, så jeg skulle hurtigt finde et job for få det forlænget. Jeg havde købt to blade i kiosken, Drama-Logue og Variety, og skrev en ansøgning til begge i håb om at komme til samtale. Jeg høre ikke noget fra Drama-Logue, men en dag, jeg kom hjem, lå der er en besked til mig på min udlejers telefonsvarer. Det var fra den ansvarshavende redaktør på Variety, som ville have mig til samtale. Jeg tænkte slet ikke, da jeg hørte det. Jeg gik bare ned og købte et slips, og dagen efter meldte jeg mig ved skranken hos Variety og kom ind til chefen, som efter 18 minutters samtale tilbød mig jobbet.«

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»Min fars død 27. januar 1993. Jeg var lige var fyldt 27, og han var lige fyldt 67. Jeg var for længst flyttet hjemmefra og var lige begyndt på min karriere som journalist i New York. Da han blev meget syg og kort tid efter døde, havde jeg ikke taget livtag med, at det kunne ske. Det er som regel noget, man først gør i den alder, jeg har nu, hvor jeg er 56. Min fars død blev en total omvæltning i mit liv. Min arbejdsplads, Variety havde besluttet at flytte fra New York til Los Angeles, og man havde lige spurgt mig, om jeg ville flytte med. Så døde min far, og så sagde jeg ja. Det ene influerede det andet. Nu var det værste, der kunne ske, at ens far dør, sket, og så tænkte jeg, hvor galt kunne det så gå, hvis jeg sagde ja til et nyt job? Derfor formede det virkelig mit liv. Jeg blev voksen på meget kort tid. Jeg kunne ikke længere bruge de ungdommelige undskyldninger for ikke at gøre noget.«

Livet er aldrig sat på skinner

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»Jeg tror, at jeg ville sige til mit unge jeg, at alle de ting, du tror, at de voksne ved, det ved de heller ikke. Unge mennesker har en idé om, at de, der er ældre og har biler, job og ansvar, er mere sikre på sig selv. Man har som ung og autoritetstro en frygt for voksnes erfaringer. Jeg ville sige til mit unge jeg, at de voksne, som du nogle gange forguder og andre gange ikke kan holde ud, måske endda er mere skrækslagne end dig selv. De ved nemlig, hvad du ikke ved, at de aldrig vil vide det hele. Som ung tror man, at det hele falder på plads, når man bliver 35, og at man vil blive sat i glas og ramme. Men sådan er det ikke. Livet er aldrig sat på skinner.«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Jeg har lært, at med mindre det er noget, der slår dig ihjel eller forkvakler dig, så er der ikke noget, som er så slemt, som du frygter. Der er ikke noget, som du kan være bange for af fejltagelser og offentlige ydmygelser, som nogensinde i realiteten modsvarer din frygt for det. Som yngre forfatter kunne jeg frygte, at en dårlig eller måske endda perfid anmeldelse ville påvirke min karriere meget. Det har jeg fundet ud af, at det ikke gør. Det føles bare sådan. Det samme i mit privatliv, hvor jeg kunne frygte at blive forladt af en kvinde, hvilket jeg også oplevede i Irland og skrev en bog om, »Kujonen« fra 2017. Jeg troede, at det ville ødelægge mig, men det gjorde det ikke. Jeg har lært, at følelser ikke er fakta.«

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort i livet?

»At mine egne fordomme om andre menneske oftest gøres til skamme.«

Han fik sin frihed

Hvad er dit mest værdifulde minde?

»Det er fra marts 1998, da jeg sagde op på filmselskabet Warner Brothers. Jeg skulle simpelthen bare væk. Jeg var udlånt til et firma, som jeg ikke brød mig om, og da jeg endelig sagde op, kørte jeg direkte til lufthavnen og købte en billet til Honolulu på Hawaii. Jeg lejede mig ind på et helt almindeligt lille hotel og satte mig ned på stranden og tog skoene af og begyndte at skrive på en notesblok, som jeg stadig har. Noget af det blev til min nye bog, »Tilståelser«. Det var et værdifuldt øjeblik, fordi jeg efter at have slidt og puklet fik min frihed. Det var en ny begyndelse. Jeg fandt ud af, at jeg måske skulle være forfatter.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Den mest undervurderede dyd er høflighed, og den mest overvurderede er den form for ærlighed, hvor »jeg siger bare tingene, som de er«. Det sidste er en egentlig bare er uforskammethed forklædt som ærlighed.«

Hvad er dit livs største fortrydelse?

»Det er de kvinder, jeg lærte at kende i en tidlig alder, hvor jeg var bange for og ikke troede på, at jeg kunne elske dem på en måde, som jeg syntes var rigtig. Jeg forstod ikke, hvordan man gjorde. Jeg var meget sent udviklet, hvad det angik. Jeg var 40, før jeg virkelig turde. Det var også derfor, at jeg var så ulykkelig, da den kvinde i Irland, som jeg kom sammen med, forlod mig. Jeg var ulykkelig på den måde, som et meget ungt menneske bliver. Jeg havde inden da haft forhold til kvinder, som jeg holdt af, men som jeg slet ikke turde komme så nær, som jeg var kommet hende. Det fortryder jeg. Det skyldtes en angst for at gøre noget forkert, for at træde ved siden af, angst for at gøre nogen ondt og uvidenhed om intimitet, ikke sex, men ægte intimitet, som er at blive set og afsløret som den, man er, på en dårlig torsdag, hvor man ikke er den bedste udgave af sig selv. Det turde jeg ikke på det tidspunkt. Jeg skubbede det væk og undskyldte mig med arbejde og trak mig ind i en kunstnerboble.«

Hvis du kunne bytte liv med en nutidig eller historisk person, hvem skulle det så være?

»En af mine heltinder er piloten Amelia Earhart (1897-1937), som i en meget ung alder forliste og forsvandt over Stillehavet. Hun udviste en helt utrolig dødsforagt. Hun var I 1935 den første, der fløj over Stillehavet fra Hawaii til Los Angeles i en enmotorsmaskine. Jeg har altid sværmet for hende som eventyrer.«

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Det er den lejlighed i Paris, jeg købte i 2010. Jeg følte, at det var meget luksuriøst og ekstravagant, selv om det også var en investering. Jeg boede der ikke, så jeg har skullet leje den ud. Dengang tænkte jeg også, at enten er jeg genial, eller også er det det dummeste, jeg nogensinde har gjort.«

En evig aktuel roman

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»Det er en vild og voldsom roman af en amerikansk forfatter, William Vollmann. Bogen, »Europe Central« (2005), handler om kulturen i Centraleuropa i mellemkrigsårene, og før folk falder i søvn, skal de huske på, at det er Centraleuropa, der har genereret konflikter og krige, også den nuværende i Ukraine. Den bog er så aktuel. Den er uhyggelig, og det er en poetisk meget dygtigt skrevet roman om en fiktiv version af den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj. Jeg har taget bogen frem igen efter Ruslands banditinvasion, og den er evigt aktuel.«

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?

»Hvis Christian Mørk er død og skriver sin egen nekrolog, så hils og sig, at det er narcissistisk at gøre sådan noget.«

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Man må ikke udsætte mig for smiger, for smiger er ikke det samme som ros. Ros giver man, hvis man er ærligt glad for noget. Smiger giver man, fordi man vil opnå noget.«

Hvad ville du skrive i et brev til dit yngre jeg?

»Jeg ville uden på konvolutten skrive: Luk det ikke op, find selv ud af det.«

Hvordan håndterer du bedst skuffelse?

»Lige så dårligt som alle andre. Jeg håndterer det ved at give efter for tristheden, når jeg mærker skuffelse, men samtidig ved jeg, at det går over.«

Undskyld til kvinderne

Hvordan heler man et knust hjerte?

»Det gør man ikke. Det kan ikke heles. Det er det samme med sorg. Det heler man ikke. Det eneste, der kan bearbejde det, er tid og accept. Et knust hjerte eller en sorg bliver med tiden til erfaring. Man kan ikke hele det. Det bliver en permanent del af en selv.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Folk tror ofte, at jeg er et overklasseløg fra Frederiksberg eller en flødedreng fra Hollywood, fordi jeg klæder mig klassisk og taler et ordentligt sprog. De tror, at jeg har fået det hele foræret. Det har jeg ikke. Jeg har kæmpet for alt, hvad jeg har. Når man er kunstner og kommer fra et kunstnerhjem, så er man ikke-klasse. Man kan godt være med til de fines fester, men man er ikke én af dem.«

Bortset fra din fødsel, hvad har så været dit livs mest afgørende øjeblik?

»Dem er der mange af, men jeg vil pege det øjeblik i august 1981, hvor jeg som en spinkel fyr på 15 år lettede fra Københavns Lufthavn for at gå på kostskole i USA. Jeg gik op ad trappen i Terminal 2, og nedenfor trappen stod mine forældre og vinkede farvel. Det var et afgørende øjeblik, som gjorde mig i stand til at turde mange andre ting senere i mit liv. Det trækker jeg stadig på.«

Er der nogen, du har lyst til at sige undskyld til? Og hvorfor?

»Ja, jeg har lyst til at sige undskyld til de kvinder i mit liv, som jeg ikke har turdet sige ordentligt farvel til, og hvor jeg bare lod et forhold sive ud. Det har været et dårligt karaktertræk hos mig. Det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning for, selv om jeg tror, at de ikke alle vil tage imod den.«