Fem stjerner: Efter angrebet var underansigtet reduceret til hakket kød og knogler

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Philippe Lançon, der var tilknyttet det franske satiremagasin Charlie Hebdo, fortæller i »Hudlappen«, med aggressivt overskud og overraskende poesi om at overleve det historiske terrorangreb med et sønderskudt ansigt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Store dele af Danmark råbte »Je suis Charlie!« kort efter, at nyheden om, at redaktionen på det franske satireblad Charlie Hebdo i januar 2015,var blevet udsat for et attentat, der kostede 12 journalister, tegnere og vagter livet, gik i breaking.

Det samme gjorde jeg, altså råbte, dog uden sådan rigtig helt at vide, hvad Charlie Hebdo var for en størrelse, ligesom jeg tilsluttede mig ytringsfrihedens faner uden nogen form for kendskab til de mange mennesker, døde som sårede, der endte som ofre for de Allah er størst-råbende Kouachi-brødres handlinger.

Men nu, knap syv år efter attentatet, er jeg langt om længe blevet lidt klogere på både Charlie Hebdo og de mennesker, der befandt sig i redaktionslokalet om formiddagen 7. januar 2015.

For én af dem, der slap ud af massakren med livet i behold, var Philippe Lançon, der sideløbende med sit virke som kulturkritiker på avisen Libération arbejdede som skribent for Charlie Hebdo. Han skrev for tre år siden en bog, der nu er udkommet på dansk.

Og gud ske tak og lov for det. For »Hudlappen«, som bogen hedder – hvilket den gør, fordi Lançonblev reddet ud af ruinerne med et underansigt, der mest af alt lignede hakket kød og knogler, og senere blev lappet sammen ved brug af kød, knogler og hud fra hans højre læg – er intet mindre end et mesterværk.

Blodrød mursten

7. januar 2015 slog terrorister til mod Charlie Hebdo. Angrebet kom til at koste 12 journalister, tegnere og vagter livet, og netop denne dag handler forfatter Phillipe Lancons nye udgivelse, »Hudlappen«, om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Bobo.

Kort fortalt er »Hudlappen« en art erindringsbog, hvor Lançon tager én under armen og fortæller om tiden før og op til attentatet, hvor ingen ringere end den franske forfatter Michel Houellebecq spiller en hovedrolle, om de minutter på selve dagen, hvor Lançon indsmurt i eget blod og andres hjernemasse spillede død for øjnene af en af gerningsmændene for selv at overleve, og sidst, men så absolut ikke mindst, om tiden efter massakren, hvor det ikke bare er kroppen, men i lige så høj grad sindet og sjælen, der skal lappes sammen.

Men »Hudlappen« er ikke »kort fortalt«. Tværtimod. Det er en blodrød mursten på 504 sider, hvor ordene står med en skriftstørrelse, der selv i en myres øjne fremstår mikroskopisk, og hvor linjeafstand er noget, man leger.

Derfor er »Hudflappen« også et værk, der kræver sin tid, og som undervejs fra start til slut – og på formfuldendt vis – skider hul i begrænsningens kunst. Faktisk virker det som om, at Lançon har skrevet »Hudlappen«, som var det den første, eneste og sidste bog i verden; et eksistentielt ønske om at huske alt, der er sket, så man kan få det livsnødvendige ønske om at glemme det selvsamme opfyldt.

Og selvom Lançon i bogen siger, at det kniber med hukommelsen, hvilket ikke bare skyldes traumet i sig selv, men også de mange timer på hospitalet – konstant omgivet af sikkerhedsvagter – hvor Lançons hjerne var druknet i morfin, hvilket fik tankerne på alle mulige og umulige afveje, så føler man som læser ikke, at forfatteren har misset noget.

Je suis …

Tværtimod. Med tanke på det, han – og hans nærmeste, hans familie og hans kollegaer – har været igennem, fortæller Lançon sin historie med forbløffende sindsro og overskud.

Og det er uanset, om han skriver om blod, knogler og hjernemasse, og derigennem om ytringsfrihedens pris, eller om linjerne omfatter noget så tilsyneladende banalt som tidligere tiders morgenrutiner bestående af gymnastik og croissanter.

Og nej, ytringsfrihedens pris fylder ikke mere end så meget andet. Selvfølgelig er »Hudlappen« flere steder et (selv)opgør med alt lige fra Houellebecq til Charlie Hebdo. Det er dog mest af alt en sygdomshistorie i forlængelse af et levet liv med kunst, kultur og kærlighed, og hele molevitten er fortalt ved hjælp af en nøgtern, journalistisk poesi, der hvad angår både form og indhold leder ens tanker i retning af både Paul Auster og førnævnte Houellebecq.

Men mest af alt i retning af Philippe Lançon. Ham med hudlappen. Ham, der på ingen måde er mig, men som har skrevet en bog, der giver mig lyst til at råbe. Ikke på Charlie Hebdo, men »Je suis Philipe!«

»Hudlappen«
Forfatter:
Philippe Lançon. Oversættelse: Peer Bundgaard. Sider: 504 sider. Pris: 299,95. Forlag: Forlaget Bobo