»Vi er ikke Charlie. For vi gør ikke som Charlie«

Allerede dagen efter terrorangrebet syntes der på dansk plan at herske tvivl om, hvad det vil sige »at være Charlie«.

Foto: ARIS MESSINIS. Det er ikke alle, der kan sige, at de »er Charlie«, efter attentatet i Paris.
Læs mere
Fold sammen

Jeg foretrækker at dø stående frem for at leve på knæ,« sagde den myrdede redaktør af det franske satiremagasin, tegneren Stephane Charbonnier, kaldet »Charb«, da han i 2012 blev spurgt, hvordan Charlie Hebdo dog turde trykke Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Dengang hentede Charlie Hebdo ikke megen støtte. I dag er alle »Charlie«. »Je suis Charlie« – »Jeg er Charlie« hober sig op på de sociale medier mellem katte, der spiller klaver. De mange mørke skilte med den franske erklæring ligner en opskræmt stæreflok, når man scroller gennem opdateringernes himmelhvælv.

Efter angrebet på satirebladet Charlie Hebdo og drabet på 12 mennesker, går nyhedsredaktioner kloden over nu i "kamp" i ytringsfrihedens navn./The Independent »...« et billede siger mere end tusind ord Fold sammen
Læs mere

Men kommer solidaritetssuset fra denne flokmentalitet ikke lidt sent? Kan man principielt være andet end enig med Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, der til TV2 News siger:

»Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at alle medier viser solidaritet og støtter op, så vi får slået fast, at det handler om ytringsfrihed, men det er ikke rigtigt, at alle er Charlie Hebdo, for der er ikke mange, der har været lige så modige og har stået lige så langt fremme på ytringsfrihedens frontlinje som Charlie Hebdo.«

Allerede dagen efter terrorangrebet syntes der på dansk plan at herske tvivl om, hvad det vil sige »at være Charlie«.

I dagbladet Information siger forfatter Stig Dalager, der var en af underskriverne på en protest i Politiken i 2006 mod Muhammed-tegningerne:

»Jeg mener ikke, at ytringsfriheden er truet, hverken dengang eller i dag.«

Han suppleres af kollega Carsten Jensen:

»Man må helt ubetinget være solidarisk med Hebdo, Westergaard og Lars Hedegaard. Jeg har så stadig svært ved at forstå, hvorfor det er vigtigt at gøre grin med islam.«

Og chefredaktør for journalisternes fagblad, Øjvind Hesselager, har tilsyneladende fat i samme håndsving i en leder, hvor han »ikke tror på provokationen«:

»Brug ytringsfriheden til det, vi har den til: at udfordre den legitime magt og oplyse,« opfordrer redaktøren og skriver om, at der først er grund til at tage grove vittigheder i brug, når »mit samfund reelt er truet fundamentalt – som under den tyske besættelse«.

Aner man ikke her et ekko af Muhammed-debattens intellektuelle og moralske svigt? Hører man en slags Tøger Seidenfadens genfærd rasle med sine lænker? Chefredaktøren, der som undskyldning for krænkelsen ved at bringe Muhammed-tegningerne indgik forlig med en advokat, der hævdede at »repræsentere Muhammeds efterkommere«.

Efter drabet på ti satirefolk og to betjente i et terrorangreb mage til det, der var planlagt mod Jyllands-Posten, men som blev stoppet i yderste stund, har positionerne så overhovedet flyttet sig herhjemme? De fleste glemmer, at Muhammed-tegningerne blev trykt i Jyllands-Posten i efteråret 2005. Først efter nytår eksploderede sagen. Da danske imamer havde været på rundtur i Mellemøsten med en tegningemappe. I dag rejser tegninger og ytringer kloden rundt på et nanosekund på de sociale medier. Her deles i disse dage lystigt både de groveste Charlie Hebdo-tegninger samt sågar indimellem Kurt Westergaards forkætrede bombetegning. Gamle mediers forbehold, besindelse eller hændervriden synes fuldstændig uvedkommende.

Et af Danmarks nyeste medier, magasinetdoxa.dk, skriver prisværdigt i en leder om emnet:

»Vi er ikke Charlie. For vi gør ikke som Charlie. Hvis vi skulle være Charlie, så skulle dagens forsider have været satiretegninger af profeten Mohammed, som Charlie Hebdo har bragt, og som er årsagen til terrorangrebet (...) Vi ville være Charlie, hvis vi bragte Muhammed-satiretegningerne på forsiden. Men det er der ingen, der tør. Heller ikke DOXA. Vi vil ikke gå omkring de næste 10 år og være bange for at blive udsat for et terrorangreb.«

Hvorefter magasinet konkluderer, at terroristerne har »vundet mere, end vi bryder os om at indrømme«.

Torsdag var Jyllands-Posten heller ikke Charlie. Mange andre dagblade bragte relevante tegninger fra Charlie Hebdo med Muhammed som motiv, men ikke JP, der derimod interviewede sin egen chefredaktør, Jørn Mikkelsen, om udeladelsen:

»Det har vi i vores situation måttet fravælge.«

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

»Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt.«

Vi er ikke alle Charlie Hebdo. Og nogle er det mere end andre. Hvordan ville Stephane »Charb« Charbonnier tegne Mikkelsen positioneret i »nødvendig omtanke«? Vi ved det ikke. Vi får det heller aldrig at vide. Men det er muligvis noget med at være i knæ.