Christian Egander Skov er ph.d. på en afhandling om konservatismen i mellemkrigstiden, som også er udkommet som bog. Derudover er han redaktør på årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique. Han er en af de mest interessante borgerlige tænkere. Blandt andet fordi han faktisk tænker nyt og kreativt på baggrund af stor belæsthed. Der er ingen letbenede fraser her.

I sin nye bog, »Borgerlig krise. Det ideologiske opbrud i blå blok«, analyserer Skov den borgerlige danske idédebat i nutiden med udgangspunkt i et historisk dybdeblik. Ambitionen er at konstruere en borgerlig politisk filosofi for centrum-højre, som både er tidssvarende og tro mod rødderne. Forehavendet lykkes.