Litteratur

5 stjerner: Ny Christian Jungersen-roman er en hyldest til at gå i graven sidst i livet og ikke midt i livet

Som samtidsroman og psykologisk portræt af den midaldrende mand er »Du kan alt« formidabel. Men som thriller er den grænsende til det middelmådige.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg for et par uger siden anmeldte Sally Rooneys »Skønne verden, hvor er du«, beskrev jeg romanen som en guide til at forstå en »woke« generation. Det vakte stort postyr blandt dem, der mener, at fiktion alene skal vurderes æstetisk og helst af én, der ligner forfatteren selv. Underforstået: Jeg var jo alt for gammel til at forstå og læse den 19 år yngre Rooney. Nu er jeg så i den situation, at jeg skal forholde mig til en roman af en forfatter, der har et andet køn og endda er 10 år ældre.

Heldigvis er det sådan, at fiktion i mine øjne ikke alene skal vurderes æstetisk, men også som et prisme, vi kan se samtiden igennem. Deraf også navnet samtidslitteratur. Og så har jeg det sådan, at det eneste sted, vi kan møde én, der er nøjagtigt ligesom os selv, er i badeværelsesspejlet, mens vi i fiktionen kan møde større verdener og mere interessante mennesker.

Lurmærket liv

Og en sådan er Christian Jungersens hovedperson.

Dog ikke da vi møder ham første gang. Her er Per Berg 48 år, gift, chef i Albertslund Kommune og indehaver af et lurmærket dødssygt liv. Han er i færd med at hjælpe sønnen Silas med at flytte, og romanens første sætning lyder sådan her: »Vinden blæser gennem Eskildsgade på Indre Vesterbro; den hvirvler støv og blade og forældre op; ja, alt hvad der er indtørret og brugt.«

Og indtørret, det er Per Berg. Men netop som den stille desperation er ved at sænke sig, trækker sønnen sin far ud af den nye lejlighed og med over til benløse Ralf, og vi bliver nu vidne til en vanvids-bordtennisscene, som fastslår, at titlen »Du kan alt« – og dermed romanen – skal forstås ironisk, komisk, tragisk, udleverende, hyldende, levende og livsforlængende.

Man kan sagtens kalde »Du kan alt« for en guide til at forstå den fase i tilværelsen, som kaldes overgangsalderen – og nej, den rammer ikke kun kvinder. »Lebenswende«, livsvendepunkt, kaldes det på tysk, mens vi på dansk kalder det midtvejskrise og river os i håret af rædsel. Det er der imidlertid ingen grund til. Christian Jungersen slår i »Du kan alt« et slag for, at livet ikke slutter, selvom ægteskabet gør det, og at livet består af mange liv, hvis man insisterer på ikke at indtørre menneskeligt.

Han har været savnet

Lad mig også slå noget andet fast. Allerede få sider inde i romanen går det op for én, hvor savnet Christian Jungersen har været. Det er ni år siden, han udgav »Du forsvinder«, og det er 17 år siden, »Undtagelsen« udkom. Jungersen skriver til gengæld bedre end nogensinde, og selv om man kan anholde, at thrilleren i andet bind mangler det nødvendige bid og sug, er der både dybde, skønhed og humor i hans refleksioner over det at være mand og menneske.

»Du kan alt« spænder over 736 sider og er opbygget i tidsspring med indlagte korte kapitler, som først senere giver mening, og mens andet bind er en regulær thriller, er første bind mere et mandeportræt indsvøbt i en samtidsroman.

Kernen er den såkaldt »toenhalvte« alder. Per har ikke nået den tredje alder og er heller ikke længere en del af den anden, og han befinder sig således der, hvor metamorfosen finder sted, dvs. i selve det mulige forvandlingsøjeblik. Efter skilsmissen fra HR-tørkiksen Astrid genskaber han sig selv, begynder at arbejde med kriminelle og tilbyder logi og terapi til den ekskriminelle Michael, som til gengæld giver ham livslyst og lidt af det tabte farland tilbage, nu hvor sønnen har givet sig i kast med sit eget liv.

Forinden, som en slags indlagt novelle, er Per på et luksusresort på Bali, hvor han forsøger at komme sig over skilsmissen. Kapitlet er et udsøgt studie i dysfunktionelle relationer. Per møder repræsentanter fra tre generationer af den samme amerikanske overklassefamilie, og Jungersen skifter sublimt mellem at være observerende, udleverende og indlevende. Den fortælling er den komiske juvel i »Du kan alt«, selvom Pers paternalske relation til eksforbryderen Michael og særligt det undertrykt liderlige blik på den unge kvinde Lizzy bestemt også kaster indsigter og underholdning af sig.

Find en dame uden så mange problemer

Men jeg er nødt til at påpege, at der skulle have været arbejdet mere med den krimigåde, som bind to er opbygget omkring. Måske burde den være udkommet i egen ret, omend i gennemredigeret form. Plottet er simpelthen for svagt, og selv om temaerne forvandling og relationer videreføres fra første bind, hænger fortællingen ikke ordentligt sammen, og især kniber det med at skabe inderlighed omkring karakteren Simin. Hun er hyperintelligent, temperamentsfuld og hjemsøgt af sin iranske baggrund, men hun er samtidig komplet irrationel og ulidelig, og man forstår ikke som læser, hvorfor Per ikke bare finder sig en dame, der kan give ham andet end problemer og yderligere udvikling som terapeut.

Kan et menneske virkelig genopfinde sig selv så mange gange i løbet af et liv? Som menneske, mand, far, ven, elsker, chef, terapeut, guru? Ja, det kan det godt, og det er ikke uden grund, at Per afslutningsvis kaldes for Lykke-Per. Også Pontoppidan vidste, at der er mange liv i hvert liv, hvis vi tør gribe de muligheder, der byder sig. »Du kan alt« er en hyldest til det og til at gå i graven sidst i livet og ikke midt i livet.

»Du kan alt«
Forfatter
: Christian Jungersen. Antal sider: 736 (fordelt på to bind). Pris: 299,95. Forlag: Gyldendal