Fortælling om ondskaben

»Undtagelsen« har det hele: Psykologisk rigdom, udblik til verden og elementær spænding i hverdagsagtige omgivelser, der gør det let at identificere sig med hovedpersonerne. Christian Jungersens nye, store roman modtog for nylig De Gyldne Laurbær. Nu er den også nomineret til Læsernes Bogpris 2005.

Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christian Jungersen havde prøvet det før, det med at udsende en murstensroman, der blev almindeligt ombejlet af såvel læsere som kritikere. Hans debutroman, »Krat«, var en fornem præstation i sin egen ret, og da den ovenikøbet var hans debut, var der dømt litterær sensation. Eller i hvert fald noget, der ligner.

Stor var spændingen derfor, da det stod klart, at en ny roman fra Christian Jungersens skriveværksted var på trapperne, for kunne han leve op til forventningerne? Ville det lykkedes ham at gentage succesen med sin anden bog, der erfaringsmæssigt altid er den sværest at skrive? Eller havde det været bedre, om han havde fulgt det klassiske - spøgefulde - råd til næsten-debutanter og havde sprunget nr. 2 over for at gå direkte til nr. 3?

Som det vil være de fleste bekendt, skuffede Christian Jungersen ikke. For nylig fik han boghandlerprisen De Gyldne Laurbær for »Undtagelsen«, og siden udgivelsen i oktober sidste år er romanen blevet solgt til hele 11 lande. Nu er den så også blevet nomineret til Læsernes Bogpris, så måske venter der mere hæder lige om hjørnet?

I hvert fald er »Undtagelsen« ikke sådan til at komme uden om. Den kunne godt, som Berlingske Tidendes anmelder var inde på, ligne dén store danske samtidsroman, som så mange har gået og sukket efter, både i kraft af sit overordnede tema - ondskabens psykologi - og i kraft af handlingens placering lige midt i en meget genkendelig dansk nutid. Den brillerer desuden med, på elegant vis, at få indflettet alskens gruopvækkende information om folkedrab, og sidst men ikke mindst er den så elementært spændende, at den også vil glæde dem, der først og fremmest går efter en pageturner.

Det er på Dansk Center for Information om Folkedrab (DCIF), det meste af bogen foregår. Her - blandt computere, kontorstole, potteplanter og skriveborde - udspiller der sig et psykologisk drama, der er så meget desto lettere at identificere sig med, fordi omgivelserne er næsten ulideligt almindelige og upåfaldende: Iben og Malene, to at centrets unge kvindelige ansatte, begynder at modtage dødstrusler, og er afsenderen mon én af de krigsforbrydere, de ellers kun har et rent fagligt og i den forstand distanceret forhold til? Eller er det måske hende den nye kollega, Anne-Lise, der står bag? Er hun ikke sær nok til at kunne finde på den slags nederdrægtigheder?

»Undtagelsen« er en roman, hvor den store verdens ondskab spejler sig i lilleverdenens ondskab, det er dens afgørende pointe, men Jungersen har mere i posen end som så: Ingen - udover forbryderen selv - ved jo med sikkerhed, hvem det er, der står bag chikanen, så tvivl avler tvivl, og efterhånden er der ingen, der kan stole på nogen. Den gode danske arbejdsplads bliver forvandlet til et mareridt af mobberi og mistro, og som den drevne fortæller, Christian Jungersen er, folder han fortællingen ud og skaber overbevisende velfortalte scener, der er en thrillerfilm værdig - som da en af personerne, af frygt for at blive genkendt, forvilder sig ned i kælderen under Postterminalen. På et splitsekund forvandles en ganske almindelig aften til neglebidende spænding, og sådan kører det derudad, helt frem til den afgørende højdramatiske finale. Tror man da. For at det ikke skal være løgn, så får den lige et ekstra twist til aller-allersidst. Sådan skruer man et rigtigt godt plot sammen!

Christian Jungersen har en akademisk uddannelse som cand.comm., og inden sin debut med »Krat« nåede han lige at skrive en stabel filmmanuskripter, som ingen imidlertid ønskede at filmatisere. Han har også undervist i filmdramaturgi på Folkeuniversitet, og som det vist allerede er fremgået, smitter hans efterhånden store erfaring udi kunsten at fortælle en god historie i bemærkelsesværdig grad af på »Undtagelsen«: Dette her er simpelthen en forfatter, der har en overordentlig veludviklet sans for suspense!

At Christian Jungersen samtidig kan tegne figurer, der bliver hængende i bevidstheden, har han selv forklaret med, at han giver sig så fantastisk god tid, når han arbejder. »Krat« var fire år undervejs, »Undtagelsen« tog det fem år at gøre færdig, men sådan må det nødvendigvis være hos en forfatter, der skal have tid til at lære sine personer ordentligt at kende. Christian Jungersen skriver side op og side ned om hver enkelt - sider, han ikke skal bruge i selve romanen, men som gør, at i hvert fald han selv ved, præcis hvem han har med at gøre. Hen er i det hele taget opsat på at yde det maksimale, også selv om det gør ondt, eller som han fortalte i et interview med Berlingske Tidende, kort før »Undtagelsen« blev sendt på gaden:

»Jeg skrev først på fuld drøn. Det gik der et års tid med. Så havde jeg små 200 sider, hvad der jo svarer til en normal dansk roman. Så viste jeg siderne til min kæreste, som er en fremragende kritiker, og så sagde hun: Dér og dér starter du fuldstændig om. Så var jeg meget ked af det i et kort stykke tid, indtil jeg indså, hvad det var, hun havde ret i.«

Så det gjorde han, Christian Jungersen, begyndte delvist forfra igen, og hvis vi kender ham ret, vil der nu gå en del år, før endnu en mursten fra hans hånd lander hos boghandlerne. Det er - indrømmet - lang tid at vente. Men holder han niveauet, og det gør han jo nok, vil hans næste udspil også være hele ventetiden værd.