Selvom Hanne-Vibeke Holst kalder Cobra-kunstneren m.m. Sonja Ferlov Mancoba for en »Kriger uden maske« i sin fornemme exofiktive roman af samme navn, så er det først og fremmest forfatterens fortjeneste, at vi nu – omsider og på inciterende, fabulerende vis – får afdækket, hvem den danske billedhugger var, hvad hun stod for, og hvordan hun blev den, hun endte med at være.

Med en imponerende research, en bemærkelsesværdig, troværdig, værdig indlevelse og en sproglig spejling af klar og klædelig glans får Holst demaskeret Mancoba, så kvinden, kunstneren og krigeren træder frem som et helt menneske og en tvivlende og evigt søgende sjæl, placeret i en tid hvor verden var i opbrud og endte med at vælte hverdagen omkuld.