Hanne-Vibeke Holst har skrevet gribende roman om sin far

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en stor, gribende roman om sin far. Hun har aldrig været bedre.

Kirsten og Knud Holst i de glade dage da de stadig var sammen. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Knud Holst blev født i 1936. Han døde i 1995. Det var et ret kort liv. Var det også et godt liv? Et vellykket liv?

Til det første spørgsmål er det svært at svare ja. Ikke mindst efter at have læst Hanne-Vibeke Holsts nye, store roman om hendes far, »Knud, den store«. Der var en social opstigning, der var bemærkelsesværdig, og der var sejre og succeser, men der var også noget andet. Der var noget i ham, der tog kræfterne og til sidst også livet af ham.

Til det andet spørgsmål – var det et vellykket liv – er svaret mindre entydigt. At blive født i en indremissionsk landarbejderfamilie og blive en af 1960ernes anerkendte danske digtere og forfattere, at blive gift med sit livs kærlighed og få tre børn er ikke at mislykkes. At han så døde fattig og forhutlet, Knud Holst, er historien om den mislykkede side af ham. Den totale deroute, faktisk. Men der var altså noget, der lykkedes. Det blev til et helt liv. På godt og ondt. Og det er så det liv, den historie, Hanne-Vibeke Holst fortæller, med afsæt i efterladte kasser fulde af breve, noter og andet fra faderen, og hun gør det kronologisk, begyndende med opvæksten hos far Edvard og mor Herdis, der skal leve med, at Knud – eller Knu’ – slet ikke er som andre børn.

»Fra begyndelsen var det, som om han kom et ukendt sted fra og betragtede dem med undren eller ligefrem skepsis«, hedder det, og selv om Herdis »elskede ham betingelsesløst fra første øjeblik, gjorde han hende usikker, hun havde ligesom svært ved at få taget på ham.«

Jo, Knud er anderledes, Knud har en kunstners sind, han begynder også tidligt at tegne og male, den anderledeshed er kernen i hans forhold til forældrene, og Hanne-Vibeke Holst giver sig god tid til at fortælle det hele. Også om lillebror Leo, der alt for tidligt hentes af Guds engle, og om den nye lillebror, Børge, og om triumfen, da Knud bliver optaget på realskolen. »Haj ska’ kaski vær’ professor?« snapper faster Asta. »Ja«, siger Knud. Trodsigt. »Jeg skal i hvert fald ikke være bondemand«.

Håbløs forelskelse

De mange sider om den lille og lidt større Knud er langt hen ad vejen betagende prosa, med plads til både lune og tragik. Hanne-Vibeke Holsts figurer står klare, Knud allermest, og der er fine indlevelser i den lidt sære pubertetsdrengs sind, ikke mindst i hans håbløse forelskelse i gymnasiekammeraten Kirsten, der får ham til at digte sådan her: »Stjærnernes blide lys/er i hendes smil«. Ikke stor lyrik, næh, men Knud finder ud af, at han vil være digter, og selv om han ikke får den ene Kirsten, så får han den anden Kirsten, en af de andre søde fra gymnasiet, som han møder igen, da han er blevet skolevikar i den by, Løkken, hvor de to også slår sig ned som gift par med en voksende børneflok. Tre piger i alt bliver det til, med Hanne-Vibeke – kaldet Hanne-Vip – som den ældste.

Det rette selskab

Det går godt. I begyndelsen. Knud får anerkendelse, Kirsten får senere også succes som krimiforfatter, de indretter sig lækkert med designermøbler og kunst, de bliver Løkkens svar på Krag og Helle Virkner, unge, misundelsesværdige. Knud møder også de toneangivende kolleger i København, og i romanen er der en scene, der siger det hele. Det er Knud og Kirsten, der er inviteret til middag hos Klaus Rifberg i herskabslejligheden midt på Frederiksberg. »Tænk, at det findes! Tænk, at jeg har fået adgang! Tænk, at jeg kan blive en del af dette!«, tænker Knud, men senere på aftenen må han finde sig i, at en kendt litterat, Niels Barfoed, »med tyrenakke og kvindetække har plantet sine gramsende grabber på hans kones balder«. »Forbandet dejlig kone, du har!«, siger han.

Ambivalensen står tydeligt, men det går, men det begynder også at gå galt. Knud begynder at drikke, Kirsten irriteres af ham. »Hun er til hudløshed træt af hans humørsvingninger, hans mangel på selvdisciplin, hans økonomiske uansvarlighed«. Kirsten finder en anden, de bliver skilt, Knud bliver boende, men han, der altid har været god til at stifte gæld, kan nu slet ikke finde ud af det mere. Til sidst må huset i Løkken sælges, og forholdet til en anden, meget ung kvinde, går også i fisk. Det er smerteligt, og Hanne-Vibeke Holst er nådesløst detaljeret i sin skildring af nedturen, også da Knud får konstateret kræft og indleder forhandlinger med den Gud, han ellers ikke tror på. »Lad mig ikke være en fiasko«, beder han. Og så dør han, og hans døtre er der, på hospitalet, også Hanne-Vibeke, der i mellemtiden selv er blevet forfatter, og en meget succesfuld én af slagsen. »Han ville gerne række ud og trøste dem, takke dem for deres kærlighed, for at de ikke lader ham dø alene, som han havde fortjent«, står der, og på allersidste side bliver den alvidende fortæller til Hanne-Vibeke Holst selv. »Haj kommer da i himlen? Op til Jesus? Gjør han intj?«, spørger Knuds gamle, troende mor hende. »Jo,« forsikrer Hanne-Vip.

Ganske rystet er man, når man har læst færdig. Hanne-Vibeke Holst kan skrive så stærkt og ligefremt, blot kunne man ønske sig, at hun sparede på de sammenligninger, som er typiske for hende. »Prikkende var det, som en synål i fingerblommen«, »det eneste, han kan, er at trave op og ned ad gulvet, som en fange i en celle i timen før daggry«, »desperationen begynder at fyre op under ham, hyler snart som en jetmotor i fulde omdrejninger«. Den slags er der mange af, og de trætter lidt i en roman, der ellers kun kan betegnes som stor, stærk og gribende. Et sted i den mener Knud, at »litteratur i klassisk forstand« er det ikke, hans ældste datter skriver, men at »det fungerer.« »Knud, den store« gør mere end dét. Hanne-Vibeke Holst har aldrig været bedre.

Titel: »Knud, den store«. Forfatter: Hanne-Vibeke Holst Sider: 580 Pris: 299,95 Forlag: Gyldendal

Hanne-Vibeke Holst er på BogForum fredag kl. 15 og 16.30, lørdag kl. 13, 14.30 og 15.15 og søndag kl. 13 og 16.