5 stjerner: Denne klassiske litterære guldgrube burde få fast plads i bogreolen hos enhver

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Stefan Zweigs verdenlitterære værk »Skaknovelle«, der i denne nyoversættelse fremstår mundret og smidig, er muligvis skrevet om en verden af i går, men er stadig tidløs og tankevækkende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I takt med at den gammeleuropæiske, borgerlige dannelse i mellemkrigsårene mistede fodfæste til en stigende monotonisering af kulturelle rutiner og ritualer, skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig sig ind i verdenslitteraturen med spiddende præcise portrætter af denne verden i åndeligt forfald. 12 af hans bedste noveller er nu nyoversat, samlet og sat ind i en kronologisk ramme, der giver nye læsere en god introduktion til forfatterskabet og gamle læsere grund til genlæsning.

»Skaknovelle og andre fortællinger« er en lille solid litterær guldgrube i fin indpakning, der burde få fast plads i bogreolen hos enhver med holdninger eller forhåbninger til vort fælles åndelige gods. Supplerer man, som litteraten Rasmus Vangshardt skriver i bogens forord, med Gyldendals samling af de fire lange noveller fra »Amok«, der udkom i 2018, »turde man eje den ultimative samling af Zweigs novellekunst«.

Pokkers elegant

Det kan godt være, at sproget indimellem er en smule højstemt, og at nogle læsere måske vil finde enkelte kulisser fremmedartede, men det er slående, så moderne teksterne er – de er immervæk skrevet i årene 1900-1942. Det skyldes først og fremmest, at Zweigs temaer og portrættering af den menneskelige psykologi og et Europa i opbrud er evigtgyldige og måske endda særligt gyldige i disse år. Men det skyldes også en mundret og smidig oversættelse, der kun har enkelte mislyde – som eksempelvis valget af ordet ’smalltalk’, der skurrer mod den zweigske sprogtone og tematik.

Stefan Zweig er en forfatter, der med sine tekster sætter et spejl op foran vores masker og mummespil, så vi kan ane skyggen af os selv bagved. Med plotdrevne skæbnefortællinger afklæder han facader og overfladisk fernis og udstiller forfaldet, og selv om det er grimt, er det også pokkers elegant udført.

Kongenovellen er »Skaknovelle«, der har givet denne samling dens titel og er bogens sidste. Den næsten 100 sider lange tekst er allerede udkommet i flere danske udgaver, men den tåler i den grad en genudgivelse og ville ikke have kunnet undværes i nærværende sammenhæng. Historien om skakdysten på en atlanterhavsdamper mellem en enfoldig skakmester og en tidligere formueforvalter for østrigske adelige er en klassiker inden for genren, og den er ikke uden grund blevet tolket som en desillusioneret allegori over humanisme versus nazisme.

»Skaknovelle og andre fortællinger« er en samling af forfatteren Stefan Zweigs 12 bedste noveller, og på trods af et par fejlslagne oversættelser kalder Berlingskes anmelder Zweigs værk »tidsløst og tankevækkende tidssvarende«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Turbine.

Zweig begik før novellens udgivelse selvmord i Brasilien, i fortvivlelse over verdens gang, og Rasmus Vangshardt ser i den sammenhæng den aktuelle udgivelse som en hel verdens fiktive selvmordsbrev.

Mesterværk om onani

Flere af bogens tekster skiller sig ud og kunne hver især have samme klassikerstatus som titelnovellen. »Firetyve timer i en kvindes liv«, der handler om en midaldrende kvindes forgæves forsøg på at hjælpe en ung ludoman ud af sin afhængighed, og som Freud anså for et mesterværk om det underbevidste, onani og mor-sønbindinger, er da også blevet filmatiseret hele ni gange.

»En episode ved Génèvesøen« handler om en russisk desertør, der er på vej hjem til kone og børn. Men fordi han er analfabet og hverken har læst aviser eller forstået, hvorfor han overhovedet blev sendt i krig, aner han ikke, at tsaren er afsat og grænserne lukkede, og at han derfor må vente i uvished på at komme videre. Man kan læse novellen som pacifisten Zweigs krasse krigskommentar, men man kan også læse den ind i en nutidig aktuel kontekst.

»Angst« er en sitrende fortælling om en utro kvindes endeløse kæde af løgne og om, hvordan frygten for bekendelse er værre end selve afsløringen. »Bog-Mendel« er et kritisk-kærligt portræt af en dedikeret bognørd og det omgivende, forandrede samfunds manglende forståelse for den dybe passion og europæisk dannelseskultur. Alle noveller er hver især stærke kommentarer til den tid og de politiske, kulturelle og psykologiske strømninger, der var, og det ekko, der stadig runger.

Ingen af Zweigs figurer er helt fine i kanten, alle har en snert af fortabthed eller forlorenhed over sig, og de fleste gemmer sig bag masker. Selv de skiftende jegfortællere dækker sig ind under andre stemmer, idet hovedhistorien i de fleste noveller fortælles af en anden, hvorefter jegfortælleren gengiver den. Det er effektfuldt distanceret og potentielt utroværdigt – og ikke uden symbolsk betydning.

Det kan godt være, at Zweig skrev om en verden af i går, men hans tekster er – trods det ind imellem ekspressive sprog – tidløse og tankevækkende tidssvarende. Man gør sig selv en dannet tjeneste at (gen) læse dem.

Skaknovelle og andre fortællinger.
Forfatter:
Stefan Zweig. Oversættelse: Lone Østerlind. Forord: Rasmus Vangshardt. Sider: 502. Pris: 250 kroner Forlag: Turbine.