Seks stjerner til Stefan Zweig, der er »syndigt lækker at læse«

Den østrigske mesterforfatter var både kompromisløst humanistisk og aldeles politisk ukorrekt. Og en af alle tiders mest medrivende historiefortællere.

Som genial amatørhistoriker er Stefan Zweig hverken tidløs eller hævet over kritik, men som skribent er han uovertruffen i sin nærmest erotiske hengivenhed til sit stof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ullstein/Franz Xaver Setzer

Der findes, skriver Stefan Zweig et sted, dramatisk fortættede, skæbnesvangre timer, hvor en varig beslutning fremtvinges på en bestemt dato, en bestemt time eller blot et enkelt minut. De er sjældne, skriver den østrigske forfatter videre, men de findes, og i sin mest læste og mest elskede bog, »Stjernestunder« (»Sternstunden der Menschheit«),  forsøger han at »kalde dem frem fra de mest forskellige tider og steder«. Åbningskapitlet skildrer, hvordan spanierne 25. september 1513 opdager Stillehavet. Der er også tekster om slaget ved Waterloo og om Cicero og om opdagelsen af El Dorado og meget mere. Og der er en tekst, den sidste, der handler om, hvordan den amerikanske præsident Woodrow Wilson nogle måneder efter afslutningen af Første Verdenskrig, 15. april 1919, »tung om hjertet og med en fortvivlet samvittighed« går på kompromis med sin egen overbevisning og accepterer en katastrofal fredsordning:

»En enestående chance, måske den mest skæbnesvange i historien, er sørgeligt forspildt, og den skuffede og atter gudløse verden føler det så tungt og rådvildt,« skriver Stefan Zweig med karakteristisk, kompromisløs patos, og hvis man synes, at det er for meget, skal man holde sig langt væk fra »Stjernestunder«. Hvis man derimod tænder på en skribent, der suger al den næring ud af et historisk forløb, som suges kan, og som har et afslappet forhold til historievidenskabelig objektivitet, ja, så er Stefan Zweig sagen. For ham er dramaet det vigtigste, hvad enten det  – som så ofte i hans fiktive forfatterskab – finder sted i en erotisk sammenhæng, hvor mennesker bliver vanvittige af lidenskab, eller – som i »Stjernestunder« – opstår i historiske sammenhænge, hvor alt står og falder med et enkelt individs handlinger. Stefan Zweig, der døde for egen hånd i 1942, er al middelmådigheds og kompromisvilligheds modsætning. Hos ham er det alt eller intet. Til enhver tid.

Lækkert at læse

Og det er så også det, der gør, at »Stjernestunder«, som alt andet, hvad Stefan Zweig skrev, er så syndigt lækker at læse. Tag for eksempel kapitlet »Erobringen af Byzans«, der skildrer de sidste timer, inden det 29. maj 1453 lykkes tyrkerne at trænge gennem Konstantinopels dobbelte bymure og erobre byen. Stefan Zweig er »øjenvidne« til de historiske begivenheder, til »undergangens vidunderlige ekstase«, som han kalder dem. Her fortæller han om den sidste kristne gudstjeneste i verdensbyens store katedral, Hagia Sofia:
»Patriarken løfter nu mægtig og opråbende sin stemme, korene svarer ham i sang, endnu engang lyder Aftenlandets hellige, evige stemme, musikken i dette rum. (...) Den sidste messe, det østromerske riges dødsmesse, er begyndt. For for sidste gang har den kristne tro udfoldet sig i Justinians katedral.«

Et andet af bogens 14 kapitler handler om Rouget de Lisle, der i en rus skrev såvel tekst som musik til den senere franske nationalsang, »Marseillaisen«. Stefan Zweig fortæller om den ukendte franske officer, »for hvem dette mirakel skete i løbet af en enkelt nat«, mens han i »Kampen om Sydpolen« skriver lige så »alvidende« om kaptajn Scott, der 12. januar 1912 nåede klodens sydligste punkt, men for sent, idet nordmanden Roald Amundsen og hans folk jo allerede havde været der. »Lige til det sidste øjeblik, lige til hans fingre frøs fast, og pennen gled ud af de stive hænder, førte kaptajn Scott dagbog,« beretter Stefan Zweig. Og videre:

»Håbet om, at man ved hans lig ville finde disse papirer, som kunne vidne om ham selv og den engelske races mod, gav ham kræfter til en så overmenneskelig anstrengelse.«

Ikke hævet over kritik

Der bliver, som det fremgår, ikke sparet på detaljer, som Stefan Zweig strengt taget ikke kunne vide noget om. Ej heller på patos. Ej heller på politisk ukorrekte betragtninger – som når eksistensen af fænomenet »den engelske race« uden videre tages for givet, og som når »eneren« igen og igen fremhæves på massernes bekostning.

Stefan Zweigs ord i »Stjernestunder« skal med andre ord læses med forståelse for den tid og den sammenhæng, de er skrevet ind i, og det vil i dette tilfælde sige Europa i mellemkrigstiden. Som genial amatørhistoriker er forfatteren hverken tidløs eller hævet over kritik, men som skribent er han uovertruffen i sin nærmest erotiske hengivenhed til sit stof, og man skal ikke lade sig forvirre af, at titlens »stjernestunder« ikke altid er gode stunder. For Stefan Zweig er en stjernestund en stund, hvor et menneske skriver historie, hverken mere eller mindre. Heri ligger hans humanisme, og den er altid, og som al ægte humanisme, både kompromis- og tidløs. Og ikke spor politisk ukorrekt.

»Stjernestunder«

Forfatter: Stefan Zweig. Oversætter: Lone Østerlind. Sider: 302. Pris: 230 kr. Forlag: Turbine.