Mellemøsteksperterne er talrige som himlens stjerner. En af dem hedder Lars Erslev Andersen, og han benyttes ofte af DR til at kommentere ballade i Mellemøsten. Ballade, konflikter og krige er en del af dagliglivet i den del af verden, og i en ny bog, »Oprør og alliancer – Mellemøsten efter det arabiske forår«, gennemgår Lars Erslev Andersen de mange konflikter efter det arabiske forår for godt ti år siden.
Det er ikke noget muntert billede, han tegner, for selvom det arabiske forår indvarslede en mulig lys fremtid, blev det de mørke kræfter, der løb af med sejren. Lars Erslev Andersen skriver, at foråret kun resulterede i en stærk fremmarch af autoritære tendenser.
Hvorfor gik det så galt? Lars Erslev Andersen skriver: »Man må konstatere, at der i Mellemøsten er nogle rædselsfulde magtstrukturer og muligheder for, at brutale terrororganisationer kan mobiliseres på baggrund af fundamentalistisk religiøs ideologi, som følger helt andre logikker end dem, der udviklede sig i det postwestfalske Europa.« Han henviser her til den westfalske fred, der i 1648 etablerede en række retsprincipper i Europa.

Falder noget af skylden så på USA, der siden Anden Verdenskrig har spillet en storpolitisk hovedrolle? USA har da sandelig taget nogle fejlbeslutninger, men hvem ville ikke have gjort det i det hængedynd? Og som Lars Erslev Andersen skriver: »Det er vanskeligt at undgå den konklusion, at hvis USA går i krig i Mellemøsten, møder landet stor kritik, og undlader USA at gå i krig i regionen, møder landet også stor kritik.«
Hans bog gennemgår detaljeret hvert eneste land, og han medtager også personlige oplevelser fra rejser. Langt det meste er nuanceret, med referencer til faglitteraturen kombineret med egne vurderinger – som regel illusionsløse.
Det er kun, når forfatteren beskæftiger sig med Israel-Palæstina-konflikten, at nuancerne forsvinder til fordel for ensidighed. En ikke lille del af bogen omhandler palæstinenserne. Lars Erslev Andersen skriver om deres tilværelse og lidelser med stor empati. Derimod er israelerne beskrevet uden denne indlevelse, som en flok arrogante typer, der sidder og drikker caffe latte på stranden i Tel Aviv, mens Israel bomber Gaza.
Der er en omhyggelig redegørelse for palæstinensernes flugt i 1948, men kun en overfladisk reference til jødernes flugt fra de arabiske lande, en flugt, der omfattede godt 750.000 jøder. Lars Erslev Andersen skriver om Yemens jøder: »De fleste yemenitiske jøder var rejst til Israel efter statens oprettelse …« Virkeligheden var, at de mange jøder i arabiske lande blev truet til at rejse over hals og hoved, men her er der ingen empati at spore.

Fremstillingen er symptomatisk for meget mellemøstskriveri ved at lægge en hovedvægt på israelske bosættelser som årsag til konflikten, og det er lige så symptomatisk, at Lars Erslev Andersen kun sporadisk nævner Camp David-forhandlingerne i 2000-2001. Det var ellers afgørende vigtige, for palæstinensernes leder, Yasser Arafat, fik ved den lejlighed tilbud om at få cirka 95 procent af Vestbredden og Østjerusalem som hovedstad, men han takkede nej.

Bill Clinton lagde i sin erindringsbog skylden for denne afvisning entydigt på Arafats skuldre. Hvorfor har Lars Erslev Andersen ikke denne afgørende vigtige sag med? Nok fordi han så ikke kan beskylde Israel for aggression og ekspansionisme. Det er, som om Lars Erslev Andersen ikke orker at sætte sig ind i israelernes situation, nemlig at Israel er det eneste land i regionen, der trues med udslettelse, og at man også må forstå israelernes politik ud fra denne bitre erkendelse. Hvilket selvfølgelig ikke skal afholde Lars Erslev Andersen eller andre fra berettiget kritik af Israel.
Mellemøsten er på trods af krige alligevel på vej mod bedre tider. En af de epokegørende udviklinger er den såkaldte Abraham-aftale, som Trump-regeringen forhandlede igennem med Israel og fire arabiske lande i 2019-2020. Aftalen betød et afgørende brud med den arabiske afvisningsfront over for Israel og betød, at palæstinenserne nu har meldt sig villige til at deltage i fredsforhandlinger. Aftalen får en stedmoderlig behandling hos Lars Erslev Andersen, der påstår, at præsident Joe Biden har afvist aftalen. Det er ikke rigtigt.
Mellemøstforskningen i Danmark er stærkt politiseret. Det så vi efter den seneste Gaza-krig, hvor 40 danske mellemøstforskere fordømte Israel, selvom det var terrororganisationen Hamas, der havde startet krigen ved at sende missiler mod Israel. Lars Erslev Andersen skrev ikke under på erklæringen, men han sidder fast i gammelt venstreorienteret Israel-had. Det pynter ikke på en bog, som ellers har udmærkede kapitler om resten af Mellemøsten.
Oprør og alliancer – Mellemøsten efter det arabiske forår
Forfatter: Lars Erslev Andersen Sider: 400 sider Pris: 300 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof