4 stjerner: Med manipulation, chikane og udhængning grundlagde den gådefulde Tvind-bagmand et imperium

Peter Tygesen har skrevet en moppedreng om udviklingen af Danmark fra cirka 1960 og 20 år frem – med Amdi Petersen som den røde tråd.

Vi følger ham tilbage til barndommen i Ringe på Fyn, hvor faren var skoleinspektør, og forfatterens grundpsykologiske skabelon til forståelsen af ham består i, at nok adskiller Amdi sig bevidst fra farens borgerligt autoritære indstilling til livet og pædagogikken, men han er alligevel på lange stræk et genkendeligt produkt af samme, blot med venstreorienteret fortegn. Det understreges også af, at Amdi Petersen tilsyneladende vedvarende nærer samme frygt for farens dom, som andre siden er kommet til at nære for Amdi Petersens ditto.

Vi følger Amdi Petersens videre færd som beundret lærervikar på Ærø, som lærerstuderende og som landskendt person, der nægtes fast ansættelse i folkeskolen. Angiveligt på grund af hårlængde og tøjstil.

I stedet tager Amdi Petersen ud i verden. Rundrejse gennem det sydvestlige Asien. Ophold og arbejde i Australien. En tid på en idyllisk ø i Stillehavet. Dele af denne rejse gentages senere af Den Rejsende højskole med Amdi Petersen som bagmand.

Den Rejsende Højskole flytter fra Fanø til Tvind og udvides med Det Nødvendige Seminarium og et imperium af efterskoler. Alle har de det praktiske arbejde som omdrejningspunkt på bekostning af lærdom via bøger. Pædagogikken er decideret anti-intellektualistisk, hvilket adskiller den fra andre dele af venstrefløjen og ligefrem er noget, der vækker applaus hos visse borgerlige.

Når Amdi Petersens forehavende lykkes trods mange kriser undervejs, skyldes det ikke mindst hovedpersonens energi og evne til at få andre til at ofre alt for sagen. I den forbindelse spares der ikke på hverken manipulation, chikane eller udhængning. Forfatteren er ikke karrig med at give en besk karakteristik af Amdi Petersen.

Maos lille røde

Peter Tygesens bog er imidlertid i lige så høj grad et portræt af tiden, som den er et portræt af hovedpersonen. Vi får fortalt om det antiautoritære, Maos lille røde, Det nye Venstre og opbrud på alle fronter med hensyn til familie, ligestilling og tidligere tiders normer. Derfor ville en bedre titel på dette bind også have været »Amdi og hans tid«, thi Tvind er først noget, vi hører rigtigt om i sidste tredjedel af denne bog. I bind 2, som kommer senere, er Tvind selvfølgelig mere klart i centrum.

Når tidsbeskrivelsen er så vigtig for en beskrivelse af Amdi Petersen, skyldes det, at han som en svamp var i stand til at opsuge tidsånden og derefter spille sammen med den til egen fordel.

Det skyldes også, at hans tilgang til det hele var og er så ateoretisk og principløs bortset fra den vage dyrkelse af revolution, maoisme, den tredje verden og praksis og den lige så udadtil skjulte afstandtagen fra borgerlig kultur, liberalisme, kapitalisme og Vesten.

Langt hen ad vejen er Peter Tygesen godt tilfreds med det tidehverv, der fandt sted i perioden mellem 1960 og 1980. Reservationerne over for målet er få, selvom midlerne til målets opnåelse løbende kritiseres.

»Ungdomsoprørets vildskab og Det nye Venstre tilbyder imidlertid en reel frigørelse af et meget stort antal almindelige danskere.« Sådan skriver forfatteren. Er det virkelig rigtigt? Eller er forfatteren Det nye Venstre-blind.

Alt dette ændrer imidlertid ikke ved bogens kvaliteter i form af et nuanceret tidsbillede stykket sammen på baggrund af en nærmest »tvindsk« flid med dusinvis af interviews og samtaler samt skriftlige kilder fra både nær og fjern. Holdt sammen via portrættet af Amdi Petersen. Det er en god bog, Peter Tygesen har skrevet. Jeg glæder mig til bind 2.

Amdi og Tvind
Forfatter: Peter Thygesen. Sider: 432. Pris: 350 kroner. Forlag: Gads Forlag.