Hypet adelsmand vender vrangen ud på 1700-tallets stinkende Stockholm

Den blågule stjerneforfatter med stamtræsrødderne dybt plantet i den svenske højadel, 43-årige Niklas Natt och Dag, er netop nu aktuel med tredje og sidste bind i sin allerede prisbelønnede årstal-trilogi.

Og ganske som det næppe kan komme bag på særligt mange, at den afsluttende opfølger til »1793« og »1794« har fået titlen »1795«, så kommer det sikkert ej heller – om man så blot har hørt om den hype, der har bimlet rundt om Natt och Dags navn de seneste år, eller om man har følt hypen på egen hornhinde – som et lyn fra en klar himmel, at Natt och Dag slutter af med manér.

For hold da op, hvor er det (nok engang) en fornøjelse at læse med, når Natt och Dag med fast greb vender vrangen ud på Stockholm, som byen ifølge forfatteren så ud, føltes og stank i slutningen af 1700-tallet.

Fornøjelsen skyldes først og fremmest, og igen ikke overraskende, Natt och Dags måde at skrive på: Nemlig med den dér guddommelige fandenivoldskhed, der i al sin saft, kraft og umiskendelige overlegenhed smager af både dekadente aristokraters lommepoesi og af tarvelige, slagterhundes morgenpis, og minsandten om ikke hr. Natt och Dag formår at hælde hele molevitten elegant og omsorgsfuldt ud over hver en side, i hvert et kapitel, i hver af bogens fire dele.

Bravo! Eller rettere: Heldigvis!

For hvis ikke det var for Natt och Dags måde at skrive på, så ville man som læser have svært ved at se bort fra de elementer, der faktisk vakler en anelse, hvor blasfemisk det end må lyde i ørerne på de hundredtusindvis af læsere i mere end 30 lande, der er medlem af Natt och Dags fanklub.

En milliard per dråbe

Vakleriet i »1795« skyldes to ting: persongalleriet og tempoet. Det ene er et gigantisk ét af slagsen og bidrager uden tvivl fornemt til udgivelsens prædikat som værende en historisk thriller, men de mindeværdige skitseringer af Mickel Cardell og co. piller desværre også lidt for meget ved selvsamme prædikat, forstået på den måde, at betegnelsen thriller er en overdrivelse.

Og her kommer tempoet, eller manglen på samme, ind i billedet. Tempoet er nemlig alt andet end hæsblæsende og faktisk er »1795« ikke særlig spændende. Smuk og satans medrivende, ja, men spændende i ordets bogstaveligste forstand, nej.

Hertil er de mange medvirkende, hvoraf Natt och Dag har været så venlig at opremse de 21 mest centrale forrest i bogen, simpelthen for mange, ligesom bogens grundfortællinger, trods alt det vilde, der foregår i og omkring dem, forbliver en anelse tam set med thriller-briller på.

Men hvad handler »1795« da om? Jo, kort fortalt, så kører Natt och Dag mest af alt sin læser ud ad en blodmudret, tosporet vej, hvor Tycho Ceton (kendt fra tidligere i trilogien) driver rundt som et grimt og såret dyr, mens han brygger på en plan, der skal genvinde hans tabte storhed.

Og sideløbende med, at Tycho Ceton ad om- og genveje arbejder på at lave et spektakel, der er mere forbløffende og afgrundsdybt modbydeligt end noget, Stockholm hidtil har set, har Emil Winge (også grim og såret samt kendt fra de foregående bøger) sat sig for at stoppe ham i selskab med førnævnte Mickel Cardell (lidt grimmere end de andre, men også en del af både »1793« og »1794«), der sideløbende med jagten på Tycho Ceton også er optaget af sin søgen efter Anna Stinna Knapp (også en genganger), der forsvandt, efter hendes børn brændte ihjel.

Så langt, så godt, og så alligevel ikke. For vejen fra start til slut er meget, meget længere, langt, langt mere kompliceret og til tider decideret fodslæbende. Og ja, derfor er »1795« lidt af en bøvlet mundfuld.

Men, men, men: Heldigvis er det Natt och Dag, der står for serveringen. Så indholdet af »1795« bliver skyllet ned med et sprog, der smager så godt og er så berusende, at det ville koste en milliard per dråbe, hvis det kunne købes på flaske.

1795
Forfatter: Niklas Natt och Dag. Oversættelse: Christina Westenholz Boljén. Sider: 478. Pris: 249,95. Forlag: Gutkind.