Stockholm er ikke noget rart sted at være. Slet ikke i svenske Niklas Natt och Dags småsensationelle debutroman, den historiske spændingsfortælling »1793«, den første i en annonceret trilogi. At man ikke har lyst til at opholde sig ret længe i den nu ellers så smukke by, er der flere forklaringer på. Den ene er en ubehageligt uhyggelig mordgåde, som sættes effektivt i gang allerede i første kapitel, hvor et lig uden arme og ben, med tungen og øjnene skåret ud, fiskes op af lortevandene på bredden af den svenske hovedstad. En historie, som føres snedigt og intelligent til ende med tilpas mange indbyggede overraskelser, i takt med, at den dødsmærkede tidligere anklager Cecil Winge – bistået af muskelkraft fra en alkoholiseret, enarmet og traumatiseret krigsveteran – sætter sine sidste kræfter ind på at opklare den uhyggelige sandhed om det maltrakterede lig.
En mørk og møgbeskidt verden, hvor livet er kort, og så dør man
Den anden årsag er, at 1700-tallets Stockholm er skildret, så det står lyslevende, men også væmmeligt frem. Mordgådens opklaring fører det umage par gennem vrangsiderne af det svenske samfund, som det tog sig ud længe inden folkhem og socialdemokratisk velfærdsstat tog over. En verden med pis og lort, bræk og snavs, spindehus, offentlige henrettelser med sløv økse, amputationer uden bedøvelse, armod, barnedød, snuskede underskørter, lungesot, prostitution og almindelig uretfærdighed, kun dulmet af brændevinsrus og en hurtig omgang brunst på et leje af beskidt sækkelærred – en mørk og møgbeskidt verden, hvor livet er kort, og så dør man. Hvor de fleste i de smalle gyder frister en tilværelse, som ikke levner megen tiltro til menneskets godhed og anstændighed. Det håb, det retfærdighedssøgende spøgelse Winge ellers forsøger at klamre sig til.
