4 stjerner: Allerede i den første novelle mister en kvindelig fugleforsker noget af sin hjerne ned i toilettet

AOK
Litteratur

Boganmeldelse: Gunnhild Øyehaugs »Onde blomster« er som et syret og vildtvoksende laboratorium, der udforsker følelser, aldre, erfaringer, køn. Vi er heldige, at have Øyehaug til at minde os om, at det fabulerende til enhver tid er mere øjenåbnende end det faktuelle.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Norske Gunnhild Øyehaug (født 1975) kan godt lide at drille sin læser. At skubbe til sin teksts virkelighed for at gøre det klart og tydeligt, at uanset om autofiktion er i vælten, slår det altså ikke ægte fiktion.

Det betyder blandt andet, at hun skriver groteske personager og billeder ind, som i novellesamlingen »Knuder«, hvor en mor aldrig fik kappet navlestrengen til sin (nu voksne) søn, eller skaber parallelle tider og rum som i romanen »Præsens Maskine«, hvor en kvinde forlader sin familie, men alle bare lever videre, sært forskudt.

I Øyehaugs seneste forsvar for fiktionen, novellesamlingen »Onde blomster«, er grebene for alvor metatekstuelle, og natur, drømme, kærlighed, sci-fi-scenarier og henvisninger til Inger Christensen og Virginia Woolf blandes til en vild buket.

Hård opbremsning

Tag nu titelnovellen. En kvindelig chauffør har skiftet fra taxa til bus for at undgå snak med passagererne. Den stalkeragtige Vendel trænger sig dog på, i dag med en tekst om onde blomster.

Efter et par sider udbryder fortælleren: »Her bliver jeg desværre nødt til at lave en slags hård opbremsning i teksten, uden anden forklaring end at intet af det jeg har fortalt indtil videre, er sandt. Jeg er ikke buschauffør, jeg har ikke været taxachauffør før jeg blev buschauffør, og jeg er jo ikke træt af Vendel som ikke findes. Alt det her er med andre ord opdigtet.«

Fortælleren beretter nu om en irriterende mand i træningscentret, om Baudelaires digtsamling »Les Fleurs du Mal« og om nogle usædvanlig smukke grøftekantsblomster, hun engang plukkede, hvorefter hun brækkede nogle fodknogler – med tilbagevendende skorelaterede mareridt til følge.

Novellen efterfølges af et foto af Baudelaire samt en ny tekst, en »Protest«, skrevet af et »analyseinstitut«, som også tidligere i novellesamlingen har blandet sig i fortællerens arbejde.

Hele tiden ud fra et majestætisk og kontrolleret »vi«, nemlig fortællerens indre kritiker, der dog hurtigt går over i et uregerligt »jeg« – denne gang med en vi-anklage om, at der nok ikke er ophavsrettigheder til at bringe Baudelaires foto og en jeg-fortvivlelse over ikke at blive anerkendt som et menneske med følelser.

I Øyehaugs seneste forsvar for fiktionen, novellesamlingen »Onde blomster«, er grebene for alvor metatekstuelle, og natur, drømme, kærlighed, sci-fi-scenarier og henvisninger til Inger Christensen og Virginia Woolf blandes til en vild buket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gutkind.

Og i det har du faktisk summen af »Onde blomster«. Foruden at påpege, hvordan det kollektive »vi« er lig med dræbende kontrol, mens det individuelle »jeg« er indbegrebet af forrygende faldgruber, er budskabet, at i en tid, hvor virkeligheden får lov at dominere, er og skal fiktion være som vildtvoksende, selvlysende blomster i en grøftekant. Et inspirerende og uventet helle. Noget, der tiltrækker og giver varige men, komplet med syrede drømme, men som altid bør prøves, uanset at det velkendte vokser lige ved siden af.

Synkende nationalmuseum

Hver eneste af novellerne er således et laboratorium, hvor Øyehaug udforsker følelser, aldre, erfaringer, køn. Et rum, som ikke engang de indskrevne »analytikere« kan ødelægge med deres rationelle tilgange. Tværtimod igangsætter de bare mere vildskab, improvisation, liv. For kunsten transformerer virkeligheden, og så må vi tilpasse os, som Øyehaug viser i novellen »Mationalnuseet« (sic!), hvor det norske nationalmuseum synker ned i jorden natten før dets store åbningsceremoni, hvorefter direktøren må hitte på en smidig forklaring og komme videre.

Som kontrast til det rablende fiktionsblik og de menneskelige erfaringer findes hele bogen igennem naturen. Allerede i første novelle, »Fugle«, mister en kvindelig forsker noget af sin hjerne ned i toilettet, uheldigvis den del, som rummede hendes livslange viden om fugle. Hun er med andre ord nødt til at lære forfra, helt ned til at godtage dette faktuelt levende, men på sin vis naturstridige væsen: Det kan flyve!

Bedst som man tror, at fuglene er blevet det realistiske holdepunkt igennem mere og mere vilde tekstuniverser, hvor for eksempel en død kvinde besøger Dovers hvide klipper, flyver der dog tre døde ænder hen over himmelen.

Intet er uberørt af Øyehaugs pen og fantasi. Og det forunderlige ved fiktion er, at vi accepterer det uden at blinke. Godt, at vi har Øyehaug til at minde os om, at det fabulerende til enhver tid er mere øjenåbnende end det faktuelle. Medmindre der er tale om fugle.

»Onde blomster«
Forfatter
: Gunnhild Øyehaug. Oversætter: Sara Koch. Sider: 128 Pris: 149,95 kroner Forlag: Gutkind.