Én af de største

Ved Inger Christensens død, 73 år gammel, har Danmark mistet sin eneste seriøse kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Inger Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sine Fiig / Scanpix

»For os tyskere var hun én af de mest interessante forfattere overhovedet,« siger Inger Christensens tyske forlægger, Michael Krüger fra Hanser Verlag. Michael Krüger får nyheden om dødsfaldet, da Berlingske Tidende ringer til ham, og han fortæller, dybt berørt, at både som forfatter og som menneske stod Inger Christensen ham nær. Han siger også, at nok var den perfekt tysktalende digter dansk, men så indoptaget i sindene i Tyskland var hun også, som man vel overhovedet kan blive det som lyriker.

»Alle havde et forhold til hendes værk, og ikke kun til hendes lyrik, men til alt, hvad hun skrev,« siger Michael Krüger og fortsætter:

»Hun formåede at forene det præcise med det blot antydede. Ingen andre digtere har, som Inger, formået at forene disse to strømninger.«

Og fordi Inger Christensen kunne så meget, er det, stadig ifølge Michael Krüger, ubegribeligt, at hun aldrig modtog Nobelprisen i litteratur.

»Det Svenske Akademi synes ikke længere at ville give Nobelprisen til digtere. Desværre. Alle troede jo, at den snart ville gå til Inger. I stedet vælger man at hædre sådan noget som en gammel, engelsk prosaforfatter ved navn Dorris Lessing. Det er en skam.«

At Inger Christensen også var den, der blev nævnt hyppigst, da den ansete tyske ugeavis Die Zeit sidste år spurgte 25 tyske og udenlandske topforfattere, hvem de helst så som modtager af Nobelprisen, er, ifølge Michael Krüger, blot med til at understrege urimeligheden i, at hun blev forbigået. Men hvad siger de ansvarlige selv?

Kan Det Svenske Akademi selv forklare, hvorfor Inger Christensen deler skæbne med en anden stor dansker - Karen Blixen - der jo var lige så oplagt og blev lige så meget forbigået?

»Jeg kan ikke udtale mig om hendes status i Nobelprisdiskussionen,« lyder det venligt, men bestemt, da vi spørger den svenske forfatter og kritiker Per Wästberg, der også er formand for Nobelkomiteen for litteratur.

Dette er noget rent principielt, forstår man. Til gengæld vil han meget gerne give udtryk for sin begejstring for afdødes forfatterskab: »Inger Christensen er en af de store bygmestre i nordisk poesi,« siger Per Wästberg, der mener, at den danske digter, ligesom svenske Gunnar Ekelöf, er både »enkel og svært tilgængelig, fortvivlet og munter.«

»Hendes lyrik formulerer en magtkritik: Pas på alt, fra Mælkevejen til pollenkornet! Ødelæg ikke! Lad mangfoldigheden vokse og blomstre! Den skønskrift, der fuldendes i »Sommerfugledalen«, har sin modpol i »det«. Hun blev tiltrukket af det, der ikke lod sig støbe færdig i grammatik, af det, der skælvende er i færd med at blive til, af frø, der er på vej til at briste, af det, som ikke kan beskrives, men blot kan elskes, sådan som man elsker det uafsluttede, der stadig rummer et håb.«

Johannes Riis, litterær direktør for Inger Christensens danske forlag, Gyldendal, deltager gerne i lovprisningen:

»Der er ingen tvivl om, at Inger Christensen var en af de største europæiske lyrikere i det 20. århundrede,« siger han og minder samtidig som, at et nyt oplag - det femte! - af hendes samlede digte blev udsendt lige før jul. At dette var nødvendigt, er i sig selv et udtryk for den helt usædvanlig brede interesse, der er og var for hendes forfatterskab.

Elisabeth Møller Jensen, der er direktør for det danske center for information om kvinde- og kønsforskning, KVINFO,

og forfatter til afsnittet om Inger Christensen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, siger det sådan her: »Fra jeg hørte Inger Christensen læse op første gang, har jeg haft lyden af hendes stemme i ørerne. En lyd, der vil leve i mig resten af mit liv. For mig var hun den største.«