2 stjerner: Alle hvide mennesker er racister

Boganmeldelse: Forfatter og sociolog Robin DiAngelos identitetspolitiske nyklassiker og racefikserede opportune kampskrift er udkommet på dansk, med titlen »Hvid skrøbelighed«. Bogen er racistisk og demagogisk skrevet, mener anmelder Eva Selsing, der dog bemærker den gode oversættelse.

»Hvid skrøbelighed er en racistisk bog, drevet af en åbenlys vrede mod de vestlige samfund og deres majoriteter. Den er også demagogisk skrevet, men de vilde salgstal viser, at der er et marked for denne form for racefunderet flagellantisme blandt vesterlændinge,« skriver Berlingskes anmelder om den amerikanske forfatter Robin Jeanne DiAngelos bestseller »White Fragilty«, der netop er udkommet i en dansk oversættelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man være hvid og ikkeracist? Nej. Det er umuligt. Racismen i det amerikanske (vestlige) samfund er strukturel, og vi socialiseres ind i den fra det sekund, vi bliver født.

Alle hvide mennesker er racister, og jo mere, de benægter det, desto større er problemet.

Det er udgangspunktet for bogen »Hvid skrøbelighed«, der har som mål at overbevise sine hvide læsere om, at deres hudfarve og gruppeidentitet er, hvad der tegner deres ofte undertrykkende virke i verden.

Forfatteren, sociologen Robin DiAngelo, er selv hvid og har skabt en lukrativ karriere på at undervise i antiracistisk adfærd.

Bogen er godt oversat og har ikke nogen af de ellers så ofte sete ujævnheder, der kendetegner akademisk skrevne udenlandske værker.

Det skyldes måske også, at originalen er meget pædagogisk, hvilket i øvrigt kan være med til at forklare den øjeblikkelige og usædvanlige mainstreamsucces, den fik, da den udkom i 2018. For det er jo overraskende, at en bog, der anklager alle hvide mennesker for at være racister, kan få så stort et publikum blandt, må det formodes, hvide mennesker.

Ingen nåde for den hvide synder

Kapitlerne gennemgår woke kernebegreber som »hvidt overherredømme«, »hvidt privilegium« og DiAngelos eget »hvid skrøbelighed«.

Det sidste dækker over den ubekvemhed, benægtelse og aggression, hvide mennesker angiveligt går til racespørgsmål med. Når hun anklager hvide for at være racister, bliver de vrede og forfalder til »argumentation«, »fokuserer på intention« (at det ikke var meningen at være racister), »undviger« eller »søger tilgivelse«.

Hvilket blot er en fortsættelse af den racistiske adfærd. Der er ingen udvej, ingen nåde for den hvide synder: Enhver indsigelse mod DiAngelos påstande vil være udtryk for racisme.

Som eksempel har hun et helt kapitel tilegnet »hvide kvinders tårer«, der skal forklare, hvordan det er en form for racistisk herskerteknik, når hvide kvinder græder.

Andre teknikker, eller »ideologier«, der opretholder det hvide overherredømme er »meritokrati« og »individualisme«.

Hudfarve er den afgørende faktor mennesker imellem: »Vi bringer vores racemæssige historie med os, og i modsætning til hvad individualismens ideologi vil hævde, så repræsenterer vi vores grupper og dem, der kom før os. … Vi betragter verden igennem en racemæssig optik.« Man må sige, at det er tribalisme i sin reneste form.

»Hvid skrøbelighed« udkom på engelsk i 2018 og er nu udkommet i en dansk oversættelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Klim.

Hvid konspiration

Hvordan manifesterer racismen sig ellers? Jo, hvide mennesker lever raceadskilt (det gør sorte også, men det skyldes racismen fra de hvide); de sætter deres børn i hvide skoler og lærer dem at tænke »farveblindt«.

Farveblindheden er DiAngelo særligt vred over, fordi den understøtter det hvide privilegium ved at underkende vigtigheden af race. Det kan de hvide gøre, fordi de udgør normalen. Hvide mennesker er også solidariske med hinanden og konspirerer på forskellig vis om at holde sorte mennesker nede.

Som bevis på dette opregner DiAngelo mængden af hvide mennesker i indflydelsesrige stillinger; det kan ikke skyldes andet end racisme. De hvide har magten, hvorfor sorte eller brune mennesker slet ikke kan være racister. Det er i øvrigt omtrent dét niveau, argumentationen befinder sig på.

Sporadiske undersøgelser, lister over forskelle på hvide og sorte, personlige anekdoter og så meget, meget radikale påstande, der sjældent godtgøres – det skulle da lige være med et citat fra en ideologisk kampfælle.

Sidste del handler om, »hvordan vi fortsætter herfra«. Løsningen er, ikke så overraskende, at hvide mennesker indrømmer deres medfødte racisme, lærer »tværraciale færdigheder« og udvikler »racemæssig ydmyghed«. Altså lige netop det, forfatteren selv tjener styrtende på at sælge kurser i til virksomheder og organisationer.

Racefunderet flagellantisme

Hvid skrøbelighed er en racistisk bog, drevet af en åbenlys vrede mod de vestlige samfund og deres majoriteter. Den er også demagogisk skrevet, men de vilde salgstal viser, at der er et marked for denne form for racefunderet flagellantisme blandt vesterlændinge.

Dens overbevisningskraft ligger ikke i de dårlige argumenter eller den spinkle empiri, men i chokeffekten ved at være åbent racistisk. Hende, der åbner døren og råber ukvemsord ind i forsamlingen, har vundet rummet for en stund. DiAngelo giver et nyt greb til dem, der hader Vesten og ikke længere henter tilstrækkelig med identitetsnæring i at være farveblinde.

Som racefikseret kampskrift er den dog nogenlunde veldrejet. Dem, der leder efter dét, vil formentlig finde »Hvid skrøbelighed« vederkvægende.

Hvid skrøbelighed
Forfatter: Robin DiAngelo. Oversætter: Charlotte Kornerup. Sider: 247. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Klim.