Jens Smærup Sørensens nye bog, artikelsamlingen »En håndfuld grus i andedammen«, er i bogstavelig forstand og i ordenes absolut mest positive betydning en blandet landhandel, hvor sortimentet spænder fra tekster om livet på landet og bondekulturens afvikling over en række litterære analyser til de meget personlige udsagn om forfattergerningen og om erfaringerne fra forfatterforlaget Arena og Det Danske Akademi.
Jens Smærup Sørensen, der i år kan fejre både sin 75-års fødselsdag og sit 50-års forfatterjubilæum, er sammen med en anden af den danske litteraturs veteraner, Knud Sørensen fra Mors, en af vores vigtigste iagttagere af udviklingen og afviklingen af livet uden for de større danske byer.
Som en af udkanternes fortolkere og talsmænd fik han sit store folkelige gennembrud med romanen »Mærkedage« om to bondefamilier i landsbyen Staun, hvor han selv har boet. Hans sprog springer aldrig over, hvor gærdet er lavest, men insisterer på omhuen, udførligheden og nuancerne.
Titelstykket i »En håndfuld grus i andedammen« er sammen med kapitlet »Så langt øjet rækker« vigtig dansk historieskrivning og en understregning af samtidskronikøren Smærup Sørensens skarpe blik for samspillet mellem personlige erfaringer og en overordnet samfundsudvikling. Bevægelsen fra land til by, fra et statisk samfund til et samfund i mobilitetens og forandringernes tegn, markerer et fundamentalt skred i kultur:
»Selv det bratte tab af grundlæggende værdier, som på en nat fik status af absurde kulturrester, selv det kunne overstås tilsyneladende smertefrit. For var det nu meningsløst at føle sig knyttet til et bestemt sted, så stod bilen parat, og eksisterede der ikke længere noget mærkbart fællesskab i landsbyen, så fandt man allerede i hjørnet af stuen et tv-apparat, der kunne suge enhver ensom sjæl ind i en skuffende efterligning af et fællesskab med alle.«
Det danske paradis på jord
De to tekster markerer klart forfatterens ambition om at skabe en form for uro og røre i læserens forestillinger om identitet og om et karakteristisk, nutidigt dansk landskab, hvor guldaldermaleriets gravhøj er erstattet af gylletanken, der rejser sig »som eneste livstegn så langt øjet rækker«.
Ved siden af scenerierne fra det landlige Danmark er hovedafsnittet i Jens Smærup Sørensens jubilæums- og fødselsdagsbog en samling strejftog igennem dansk litteratur med både skarpsindige og inspirerende læsninger af forfattere fra Johannes Ewald til Helle Helle og fra Blicher til Jakob Knudsen.
Et af højdepunkterne blandt Smærup Sørensens nærlæsninger er Grundtvig-kapitlet, som fra »De levendes land« bevæger sig til »Landet i intetheden«, og som blandt andet diskuterer »Jeg kender et land« som en kristenfolkelig utopi om »det danske paradis på jord«: »Jeg kender et land,/hvor håret ej gråner, og tid har ej tand«.
Stimulerende på samme plan er rejsen til Aakjær-land i kapitlet med overskriften »Da alt gik naturligt til«. Det lykkes virkelig at hente »Rugens sange« ind i nutiden og placere Aakjær som digteren, der påvirkede den politiske og kulturelle debat, som stort set ingen anden har gjort det. I Jens Smærup Sørensens læsning bliver Aakjærs popularitet et billede på det smertelige i tabet af naturkulturen eller den bondekultur, der var engang, og som stadigvæk i et eller andet omfang overlever i hjertet på rigtig mange danskere.
Artiklerne i »En håndfuld grus i andedammen« er både stimulerende og perspektivrig læsning. Når Jens Smærup Sørensen citerer Aakjær, er det bondekulturens ekko, han rækker ud efter: »Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod/jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit blod«.
En håndfuld grus i andedammen
Forfatter: Jens Smærup Sørensen. Sider: 204. Pris: 200 kroner Forlag: Grif.
