Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vis lidt mod, Mette Frederiksen – for vælgernes skyld

Socialdemokratiet nægter at svare klart på helt centrale politiske spørgsmål. Det er ikke fair over for vælgerne – særligt ikke så tæt på et valg.

Statsministerkandidat Mette Frederiksen skylder vælgerne at melde rent ud, hvad hendes politik vil være, hvis hun vinder det kommende folketingsvalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Folketingsvalget er lige om hjørnet, og selv om adskillige partiledere har meldt sig som statsministerkandidater, er der kun to seriøse bud: Enten bliver Lars Løkke Rasmussen siddende, eller også tager Mette Frederiksen over.

Frederiksen har som bekendt rykket sit parti markant til højre i udlændingepolitikken, så der reelt ingen forskel er på de to store partier på dette område. Derfor må vælgerne orientere sig i andre politikområder for at finde ud af, hvilken statsministerkandidat, de foretrækker.

Her er den økonomiske politik et oplagt sted at vende blikket hen: Hvordan vil de to kandidater forvalte statens finanser? Hvad vil de trække ind, og hvad vil de lægge ud igen? Hvordan ser deres fordelingspolitik ud og synet på finanslovens allerstørste post, overførselsindkomsterne? Hvordan ser en socialdemokratisk finanslov i det hele taget ud – modsat den borgerlige af slagsen, som vi lige har fået?

Ja, det er faktisk meget svært at svare på. Socialdemokratiet har ganske vist - som traditionen byder for det ledende oppositionsparti - fremlagt et finanslovsudspil i forbindelse med efterårets forhandlinger om regeringens ditto, men udspillet er stort set blottet for tal. Det er ifølge flere eksperter både stærkt kritisabelt og højst overraskende, og det gør det umuligt at vurdere, om Socialdemokratiets bud på en finanslov er »fuldt finansieret«, sådan som partiet hævder.

Tidligere på måneden kom Socialdemokratiet så med et forslag om at skabe mere »økonomisk retfærdighed«: Udspillet er populistisk misundelsespolitik, som alene har til formål at ramme de rigeste: Partiet vil blandt andet indføre topskat på arv, indføre en såkaldt supermillionærskat, øge skat på kapital- og aktieindkomst og gøre det mindre attraktivt at investere.

Udspillet er derimod blottet for de rigtigt interessante og især for Socialdemokratiet svære valg: Hvad skal der ske med overførselsindkomsterne? De børn, der lever i familier med meget lav indkomst, er for størstedelen indvandrerbørn, så hvordan skal den stramme udlændingepolitik balancere med en - i socialdemokratisk optik - mere retfærdig fordelingspolitik?

Indtil videre har Mette Frederiksen forsøgt at forsegle den ubekvemme diskussion i en syltekrukke – en såkaldt ydelseskommission – men de andre partier i rød blok presser nu på for et svar. Det er et særdeles rimeligt krav fra de partier, som Frederiksen forventer at få støtte fra efter et valg, og det kan da heller ikke være så svært at svare på: Er integrationsydelsen, som nu bliver til en hjemsendelsesydelse, høj nok? Er kontanthjælpen?

At nedsætte en kommission for at få ideer til en nyt og bedre ydelsessystem er naturligvis ikke forkert i sig selv, men hvis regeringens politik virkelig er så uretfærdig, som netop Socialdemokratiet ynder at sige, kan de såkaldte fattigdomsydelser vel blot rulles tilbage, mens kommissionen arbejder?

Kort før jul undlod de socialdemokratiske politikere at stemme, da både den såkaldte håndtrykslov og regeringens plan om at placere et udrejsecenter for afviste kriminelle asylansøgere på øen Lindholm var til afstemning i folketingssalen. Det er som bekendt to meget omdiskuterede sager, og derfor er det tankevækkende, at Mette Frederiksen heller ikke her ønsker at melde kulør.

Det er ikke fair over for vælgerne, at en statsministerkandidat viger udenom så centrale spørgsmål.

AMALIE LYHNE