Torsdag præsenterer regeringen sit samlede ghettoudspil, men den del, der omhandler strafzoner, har allerede skabt stor debat.
Justitsminister Søren Pape Poulsen mener, at straffen for at distribuere stoffer, begå indbrud eller hærværk skal være dobbelt så hård, hvis kriminaliteten er begået i et ghettoområde end udenfor.
Står det til regeringen, skal kriminalitet i Tingbjerg straffes hårdere end i Hellerup.
Lighed for loven? Nej. Regeringen er med dette initiativ i gang med at gøre op med et fundamentalt princip i den danske retsstat og er ved at erstatte det med det problematiske motto fra George Orwells »Kammerat Napoleon«: Alle er lige, men nogen er mere lige end andre.
Udspillet er da også blevet kritiseret for at være »udansk« og for at bryde med grundlæggende retsprincipper. »I en retsstat som Danmark skal vi være lige for loven, uanset hvor vi bor,« lyder det f.eks. fra advokat Birgitte Eiriksson fra tænketanken Justitia. Hun undrer sig berettiget over, at man ikke i stedet hæver strafferammen for den pågældende type kriminalitet over hele landet.
Højere ghettostraffe er kun en lille del af et større udspil, som vi ikke kender endnu. Men ser man på det isoleret, kan man undre sig over, at regeringen er villig til at ofre et grundlæggende retsprincip til fordel for hårdere afstraffelse af lømler, der sælger hash eller maler graffiti i ghettoområder. Man kan også spørge, om det kan have sin rigtighed, at 30 års ikke-vestlig indvandring nu skal resultere i et opgør med en af de væsentligste tanker bag vores samfundsindretning. Vi har i Danmark et problem med voksende parallelsamfund, og det er helt rigtigt at tage grundigt fat og få gjort op med, at et stort antal borgere med ikke-vestlig baggrund ikke er ordentligt integreret. Selv Morten Østergaard fra de Radikale har forstået alvoren.
Det kan selvsagt ikke have sin rigtighed, at børn af efterkommere ikke kan tale ordentligt dansk, og at skatteborgerne skal finansiere ikke-arbejdsmarkedsparate nydanskere, som kun synes meget lidt interesseret i at blive en del af det land, de eller deres forældre er kommet til. Det siger sig selv, ligesom det siger sig selv, at der ikke skal være områder i Danmark, som beboerne finder det utrygt at leve i.
Men udspillet med strafzoner har vakt berettiget debat og virker ikke gennemtænkt. Hvis formålet er at nedbringe den store kriminalitet i ghettoområder, så ved vi, at det, der virker, er udvisning af kriminelle og kontrol af grænserne, så de ikke vender tilbage to dage efter.
Hvis formålet med ghettopakken også er at råde bod på årtiers mislykkede integration, så tag dog skridtet fuldt ud og indfør et asylstop.
For det er ikke kun regeringen, men en stor del af befolkningen, der er bekymret for, hvor Danmark er på vej hen. Det land, som vores forfædre i generation efter generation har opbygget, og som nu er under hastig forandring. Men det er ikke løsningen at suspendere så fundamentalt et princip som lighed for loven. Det er udtryk for afmagt.