Justitsminister Søren Pape Poulsen er en fiffig fyr. Pape ved godt, at den sikre måde at komme i vælten på – på den positive måde – ikke er kedeligt politisk rugbrødsarbejde som eksempelvis at sikre, at eksisterende lovgivning virker, men i stedet – groft sagt – at lave noget nyt makværk.
Som sagt, så gjort. Forleden foreslog den store leder Pape at indføre ekstra straf for kriminalitet baseret på geografi. En ung mand på Blågårds Plads kan således »sikre sig« en lavere straf og en højere fortjeneste (de tjener mere på Frederiksberg end på Nørrebro), såfremt han krydser Åboulevarden til Frederiksberg for at begå et væbnet røveri.
Det er ikke et nyt forslag, den kære leder Pape har fundet på. Nej, man kender det faktisk i mange ghettoer allerede. Lad mig eksemplificere.
Jeg er opvokset på Blågårds Plads, og i »gamle dage«, før alle de gamle drenge kom i fængsel, havde vi faktisk et lignende regelsæt på »gaden«. Dengang var det som udgangspunkt »forbudt« at begå alvorlig kriminalitet i området omkring Blågårds Plads, for det tiltrak for meget opmærksomhed fra dem i bilerne med de blå blink.
Brug den lovgivning, vi allerede har
Resultatet af den gaderegel var krystalklart: De fleste tog ind til Indre By for at begå deres rulleforretninger (gaderøveri). Så mon ikke, at konsekvensen af Papes forslag bliver, at Frederiksbergs konservative bystyre godt kan forberede sig på en voldsom stigning i ungdomskriminaliteten.
I stedet for at opfinde »nye« stramninger, kunne man i stedet med fordel have set på de eksisterende regler. Papes forslag er jo langtfra de første »banderegler«, vi har set i dansk retspleje de seneste par år.
Det er eksempelvis kendt for de fleste, at der for nogle år siden blev indført muligheden for en tillægsstraf for bandemedlemskab. Som undertegnede dokumenterede på b.dk 3. november sidste år, har Rigspolitiet faktisk tal på, hvor meget »bandereglen« om dobbelt straf blev brugt fra 2012 til 2016. Og jeg kan afsløre for Berlingskes læsere, at i hele 18 domsfældelser er bestemmelsen anvendt.
Det er naturligvis helt skørt, for vi har jo set hundredvis af retssager mod bandemedlemmer, men bestemmelsens beviskrav er, som jeg forstår problemet, så højt, at anklagemyndigheden vist nærmest har opgivet at påstå den anvendt.
Vi har altså at gøre med et retsområde, hvor man har adskillige »nye« regler, som ikke virker, men i stedet for at få dem til at virke, så vælger man at lære fra 1990ernes bandebosser og tvangsudflytte bandekriminaliteten per dekret.
Det forekommer tudetosset, men er vist blot et eksempel på, at juristerne i Justitsministeriet har opgivet at få deres minister til at fremstå konsistent.