Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tænk, hvis velfærdsstaten ikke bare er god?

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, har efter et besøg hos en enlig mor på kontanthjælp åbnet for en dybt vedkommende debat om de mørke sider af den velfærdsstat, der er skabt gennem de sidste 50 år.

Snarere end at åbne de sædvanlige diskussioner om kontanthjælpens størrelse, og om det på den baggrund kan betale sig at arbejde, har Alex Vanopslagh noteret sig en håbløshed hos den kvinde på kontanthjælp, han besøgte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Der knytter sig en særlig myte til fortællingen om velfærdsstaten: Den er pr. definition god. Den gør godt for mennesker. Fællesskabet - det vil sige skatteborgerne - sørger for at tage sig af dem, der har behov. Som bliver syge, har brug for pleje, pasning, omsorg. Eller et økonomisk sikkerhedsnet, hvis noget i livet går galt.

Fortællingen er så stærk, at det i Danmark i 2019 er næsten umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden, trampe på de svage, udskamme de fattige, lade egoismen æde det solidariske fællesskab. Det er en fortælling, som finder ny klangbung, hver gang nogen vil flytte en smule på de bærende søjler i velfærdsstaten, hvad enten det drejer sig om balancen mellem offentlige og private hospitaler, folke- eller friskoler eller størrelsen på offentlige ydelser.

Men tænk, hvis der rent faktisk findes en anden side af den fortælling? En side der gør forestillingen om velfærdsstaten som endegyldigt god til - en myte.

Det er den anden side af fortællingen, Liberal Alliances nye leder Alex Vanopslagh har taget fat på efter et besøg hos en enlig mor og kontanthjælpsmodtager. Snarere end at åbne de sædvanlige diskussioner om kontanthjælpens størrelse, og om det på den baggrund kan betale sig at arbejde, noterede Vanopslagh sig en håbløshed hos den kvinde, han besøgte: Hun havde opgivet enhver tro på nogensinde at kunne påvirke sin egen tilværelse til det bedre. Udsigten var livslang offentlig forsørgelse. Alex Vanopslagh gik fra besøget med en refleksion over det, han kaldte velfærdsstatens »åndelige fattigdom«.

For nogle år siden skabte Dansk Flygtningehjælps daværende generalsekretær, Andreas Kamm, opmærksomhed og et vist postyr ved at udtale sig til støtte for en lav indslusningsløn til tilkomne flygtninge.

Hans udtalelse var interessant. For han kunne ikke mistænkes for at ville flygtninge det dårligt. Han foreslog en indslusningsløn, og dermed en lavere offentlig ydelse end de dengang eksisterende, fordi han ønskede flygtninge det godt. Det ville være bedre for dem med en lavere ydelse, fordi det ville sikre flere af dem arbejde. Og dermed sandsynligvis en bedre, hurtigere og mere smertefri integration i det danske samfund.

Det er håb. Håbløshed er til gengæld at måtte se generation efter generation af tilkomne flygtninge og indvandrere leve isoleret i årtier fra det øvrige samfund på offentlige overførsler.

Det er derfor en vigtig modfortælling, Alex Vanopslagh har åbnet for, fordi den ikke handler om at udskamme, være hård, foragte de svage. Den handler om menneskelig selvrespekt og om at stille også de mest ubekvemme spørgsmål ved velfærdsstatens konsekvenser:

Tænk sig hvis den, udover det indiskutabelt gode i den bærende fortælling om velfærden, har den konsekvens, at den fastholder mennesker i passivitet og isolation og frarøver dem håbet om, at det nogensinde kan være anderledes?

Hvad hvis velfærdsstaten også fører til, at menneskers konkrete ansvar for deres næste udviskes, fordi man altid kan forvente, at kommunen eller staten træder til? Hvad hvis velfærdsstatens skattefinansierede solidariske fællesskab samtidig har den bivirkning, at andre fællesskaber bryder sammen, og at mennesker udsondres fra det samfund, de fleste af os indgår i?

Det er en dybt nødvendig og vedkommende debat. Tak til Alex Vanopslagh for at rejse den.

TOM JENSEN