Velfærdsstaten overlever kun, hvis vi begynder at fordømme dem, der misbruger systemet

Den passive forsørgelse er blevet afpolitiseret og normaliseret – overførselsindkomst er ikke længere noget, vi skal se på med strenge øjne og som skal forbeholdes de få, der vitterligt ikke kan selv.

»Hvad vil det egentlig sige, at en ung mor mister troen på muligheden for at forbedre sin situation? Som forælder er det jo et dybtliggende instinkt at tage sig af sine unger, det må være en meget alvorlig, eksistentiel krisetilstand at befinde sig i. (...) Vanopslaghs begavede svar er, at hun ikke er økonomisk, men åndeligt fattig,« Skriver Eva Selsing. Asger Ladefoged

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

LAs formand, Alex Vanopslagh, kunne forleden fortælle om mødet med en enlig, 32-årig mor på overførselsindkomst, der måske egentlig godt kunne tage et arbejde, men som »havde mistet alt håb for og tro på livet og muligheden for at forbedre sin situation. Og som var dybt ulykkelig over det.«