Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Politikerne undviger de svære spørgsmål i sundhedsdebatten

Alle taler om regionernes fremtid, men det er lige så vigtigt at forholde sig til de grundlæggende prioriteringer i sundhedsvæsenet – selvom det er en vanskelig debat. Politikernes tavshed er fej.

»Når vi sjældent diskuterer disse prioriteringer (i sundhedsvæsenet, red.) offentligt, skyldes det først og fremmest politikernes svigtende mod.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Uroen vokser i Venstres bagland og folketingsgruppe, mens alle stadig venter på at se det konkrete indhold af den stort anlagte sundhedsreform, som Lars Løkke Rasmussen har udskudt flere gange. Mange Venstre-folk er bekymrede for udsigten til et opgør med de folkevalgte regionsråd, og der venter Løkke en særdeles svær opgave med at forene interesserne hos sine egne med interesserne hos de tre partier, som reformen skal vedtages sammen med: Både de Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har længe ønsket regionerne nedlagt.

Det er naturligvis ikke uvæsentligt, hvordan vi organiserer den danske sundhedssektor, men der ligger en langt vigtigere debat under overfladen: Hvordan skal vi prioritere de massive udgifter til sundhed?

I mange år har et bemærkelsesværdigt paradoks præget den offentlige debat om sundhedsvæsenet: På den ene side taler alle om nedskæringer, manglende ressourcer og forpustede sygeplejersker, og på den anden side bliver der hvert eneste år brugt flere penge. Udgifterne til sundhed er steget med cirka 50 milliarder kroner fra 2000 til 2017 – primært sygehusene har nydt godt af de øgede bevillinger.

En ny analyse fra Kommunernes Landsforening ser på sundhedsvæsenets andel af de offentlige udgifter og finder her en stigning fra 25,5 procent i 2000 til 30,9 procent i 2017. Når der er så stor forskel på de tørre tal og den oplevede virkelighed, skyldes det primært nye behandlingsmuligheder, ny medicin og nyt apparatur – alt sammen meget bekosteligt. For blot at følge med har der været brug for både effektiviseringer og ekstra penge. Samtidig vil den demografiske udvikling give os flere behandlingskrævende ældre, ligesom mulighederne for behandling naturligvis også vil fortsætte med at blive bedre og sandsynligvis dyrere.

Det efterlader en meget væsentlig prioriteringsdiskussion, som ikke må glemmes midt i debatten om regionerne. Har sygehusene fået nok, og er det nu på tide at lade pengene flyde til andre dele af sundhedsvæsenet? Hvordan skal de store psykiske folkesygdomme – stress, angst og depression – vægtes i forhold til andre sygdomme? Skal det være muligt at betale selv, hvis det offentlige siger nej? Listen af spørgsmål er meget lang.

Læger og andet sundhedspersonale foretager naturligvis faglige prioriteringer hver eneste dag, men der skal også store politiske prioriteringer til. Når vi sjældent diskuterer disse prioriteringer offentligt, skyldes det først og fremmest politikernes svigtende mod. At begive sig ud i en politisk debat om prioriteringerne i sundhedsvæsenet er ikke bare vanskeligt, det er også enormt farligt for de folkevalgte. Risikoen for at fremstå kynisk og usympatisk er overhængende.

Ikke desto mindre er det en nødvendig debat, og det er ikke fair over for negligerede patientgrupper, at ingen tør røre ved status quo. Hvorfor skal man for eksempel betale selv, blot fordi man lider af en tandsygdom og ikke en sygdom i andre dele af kroppen? Det er også nødvendigt at bryde tabuet om brugerbetaling i sundhedsvæsenet og i det mindste begynde at diskutere, om vi ikke kunne gøre ligesom i flere af vores nabolande og for eksempel kræve et mindre gebyr ved lægebesøg. Det er en gammel økonomisk sandhed, at gratis ydelser skaber et overforbrug, og har vi virkelig råd til det?

I forbindelse med sin nye analyse efterlyser KL også en mere synlig politisk debat om vægtningen af sundhedsudgifterne, ligesom flere eksperter peger på behovet for en skarpere prioritering af udgifterne i fremtiden.

Finansminister Kristian Jensen affejer kritikken med henvisning til muligheden for effektivisering. Yderligere effektivisering er ganske afgjort en del af løsningen, men det fjerner ikke prioriteringsdiskussionen.

Politikernes tavshed er fej.

AMALIE LYHNE