Pengene passer ikke: KL vil have regeringen til at foretage klare prioriteringer i sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet bliver dyrere og dyrere, og det går ud over de øvrige områder i den offentlige sektor. Frem mod 2030 skal både sundhedsvæsenet og kommunerne håndtere en fordobling af antallet af borgere over 80 år. KL og to professorer efterlyser klare politiske prioriteringer.

Der bliver flere ældre, hvilket presser sundhedsvæsenet. Det er man fra politisk side nødt til at forholde sig til, påpeger Kommunernes Landsforening. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Mens regeringen arbejder på en sundhedsreform, der skal styrke »det nære sundhedsvæsen«, advarer Kommunernes Landsforening om, at stigningen i antallet af borgere over 80 år lægger så stort pres på de offentlige udgifter, at sundhedsvæsenet ikke kan fortsætte sin nuværende udvikling.

»Vi kan se, at udgifterne til sundhedsvæsenet er steget meget i en periode, hvor der faktisk ikke har været et voldsomt demografisk pres,« siger næstformand i KL, Martin Damm (V).

»Men det voldsomme demografiske pres kommer så nu, og bare det at holde sundhedsvæsenet på nuværende niveau kommer til at æde hele det økonomiske råderum frem mod 2030. Derfor er vi nødt til at diskutere, hvad vi kan gøre ved det. For det er virkelighed, og det kommer til at gå ud over en række kerneydelser i velfærdsstaten,« siger Martin Damm.

Han efterlyser en bred erkendelse af problemet, ligesom dengang det lidt respektløse ord »ældrebyrden« indtog den offentlige debat, og der opstod en accept af efterlønsreformen og tilbagetrækningsreformen for at imødegå demografiske udfordringer.

»Det bliver svært for en folketingspolitiker i et valgår at sige, at udviklingen kommer til at stå stille på en række områder. Men det er virkeligheden. Vi er nødt til at forholde os til den,« siger Martin Damm.

Dobbelt så mange borgere over 80 år

Baggrunden er en analyse, som KL har lavet af de offentlige udgifter. Her fremgår det, at sundhedsvæsenets andel af de offentige udgifter fra 2000 til 2017 er vokset fra 25,5 pct. til 30,9 pct. Det betyder ifølge KL, at de øvrige velfærdsopgaver skal løftes for en mindre andel af de offentlige udgifter, og det ser ud til at blive endnu værre for kommunerne i den nærmeste fremtid.

Andelen af borgere over 80 år vil ifølge KLs fremskrivninger stige fra 256.694 i 2018 til 433.062 i 2030. Den lykkelige udvikling i befolkningens levealder vil umiddelbart lægge så stort et pres på sundhedsvæsenet, at det såkaldte råderum, som regeringen har sat til 25 mia. kroner i 2025 ikke vil slå til.

Ifølge KLs beregninger vil det være nødvendigt med et råderum på 20 mia. kroner bare at holde sundhedsvæsenet på niveau med velstandsstigningen. Hvis der også skal være bare en smule udvikling i politiet, forsvaret, undervisningssektoren osv., skal råderummet være 43,5 mia. kroner.

Landets kommuner forventer, at sundhedsvæsenet vil æde en endnu større bid af det offentlige forbrug i fremtiden. Det sker samtidig med, at kommunernes udgifter også stiger. De 80+-årige kræver nemlig også kommunal pleje. Samtidig forventer kommunerne flere småbørn, der skal i vuggestue, børnehave og skole. Flere udgifter, færre skatteborgere i den erhvervsaktive alder.

Pengene passer ikke

Torben M. Andersen, den tidligere økonomiske vismand og professor ved Aarhus Universitet, var i sin tid formand for Velfærdskommissionen, som anbefalede en reform af efterlønnen og at hæve pensionsalderen for at imødegå de økonomiske udfordringer ved en aldrende befolkning. Han mener, at folketingets politikere må foretage benhårde prioriteringer.

»Pengene passer ikke, når man ser på den demografiske udvikling, udgifterne til sundhedsvæsenet og det økonomiske råderum. Med prioriteringer mener jeg, at hvis man vil A, så er der mindre til B. Hvad er B så? Hvor skal finansieringen komme fra? Den politiske diskussion skal vi have åbent,« siger Torben M. Andersen

»I Danmark har vi det problem, at vi gerne vil have, at sundhedsvæsenet skal være universelt, så brugerbetaling er næppe en mulighed, for det vil typisk betyde, at rige borgere vil få adgang til behandling, som de fattige ikke har råd til. Det typiske politikersvar vil ofte være effektivisering, men det er slet ikke så let at effektivisere den offentlige sektor. Det er ikke traditionelle produktionsenheder. Slet ikke i sundhedsvæsenet. Effektiviseringer vil næppe løse så stor en udfordring,« mener Torben M. Andersen.

Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved SDU, er enig.

»Det er jo ikke holdbart, at udgifterne til sundhedsvæsenet bliver ved med at stige, mens andelen af de offentlige udgifter til politiet, forsvaret eller undervisning bliver ved med at falde,« siger Kjeld Møller Pedersen, som ikke mener, at der er noget, der tyder på, at regeringens varslede sundhedsreform kan være en løsning i sig selv.

Pris og kvalitet

Professoren forklarer, at sundhedsvæsenet over en længere årrække er blevet forkælet. Ikke bare i kroner og øre, men også i tilførsel af ny teknologi og nye behandlingsmuligheder. Her er der måske muligheder, hvis politikerne f.eks. tør fortælle kræftpatienter, at de ikke nødvendigvis kan regne med at få tilbudt de nyeste behandlingsformer.

»Vi er nødt til at prioritere lidt skarpere i fremtiden. Medicinrådet vurderer nu, om forbedringer ved ny medicin står mål med forbedring af behandlingskvaliteten, og den slags prioriteringer er man nok nødt til at indføre overalt, så man ikke bare ukritisk indfører den nyeste opdatering af en behandlngsform, men måske venter, til forbedringerne står mål med prisen,« siger Kjeld Møller Pedersen.

»Men i alle de år, jeg har fulgt den politiske debat om sundhedsvæsenet, har jeg aldrig set en politiker tale om at give en mindre andel af de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet. Så det bliver en svær diskussion at rejse,« siger professoren.

Det ved Martin Damm godt.

»Derfor er vi alligevel nødt til at fortælle, hvordan virkeligheden er,« siger næstformanden i KL og rækker en hånd ud mod sine partifæller i regeringen.

»Det er rigtigt set, at man med den kommende sundhedsreform vil flytte mere ud i den nære sundhedssektor. Det vil afhjælpe noget af problemet, men det vil slet ikke være nok. Der skal ske noget på rigtigt mange fronter for at løse det her. Det bliver svært i et valgår, men vi er nødt til at have en diskussion af, hvad den offentlige sektor skal, og om der er områder, hvor den enkelte selv skal have penge op af lommen. Ellers skal folketingspolitikerne - og det gælder bredt - fortælle os, hvilke områder i den offentlige sektor, der skal stå stille, mens sundhedssektoren vokser,« siger Martin Damm.

De ældre bliver sundere

Finansminister Kristian Jensen (V) mener ikke, at andelen af det offenlige forbrug er den rigtige måde at måle sundhedsvæsenet på, og han er ikke bekymret.

»Sagen er, at al erfaring viser, at det er lykkedes at effektivisere sundhedsvæsenet gennem de seneste 30 år. Vi behandler flere patienter for det samme beløb, og den udvikling fortsætter. Så er det rigtigt, at vi har en udfordring med, at der kommer flere ældre borgere, der bliver mere behandlingskrævende og plejekrævende, end de er i øjeblikket. Det skal vi selvfølgelig kunne løse. Det er derfor, vi præsenterer en sundhedsreform,« siger Kristian Jensen, som understreger, at han ikke forventer, at det bare løser problemet med et snuptag.

»Der er flere måder at løse det på. I takt med at flere lever længere og sundere, er der også færre af dem, der skal have pleje. Flere kommuner slår sig op på, at de laver forebyggende og rehabiliterende pleje i stedet for udelukkende at drive plejehjem, og det gør, at der er færre, som trækker på de samlede ressourcer. Så på den måde er der flere løsninger,« siger finansministeren.

»I år 2000 udgjorde udgifterne til sundhedsvæsenet 25,5 pct. af de offentlige udgifter, mens andelen i 2017 var 30,9 pct.I samme periode faldt udgifterne til forsvar, politi mm. fra 9,9 pct. til 8,1 pct., mens udgifterne til undervisning faldt fra 19 til 18 pct.«