Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Sådan løser vi manglen på praktiserende læger

Den almene lægepraksis er en helt nødvendig forudsætning for en sundhedsreform til gavn for det nære sundhedsvæsen. Men den almene praksis er truet af mangel på læger. Det kan imidlertid løses. Her er tre forslag.

Manglen på praktiserende læger er en udfordring for sammenhængen i sundhedsvæsenet. Men problemet kan løses med flere sygeplejersker, stop for ansættelse af speciallæger i almen medicin på sygehuse og uddannelse af flere speciallæger i almen medicin. Arkivfoto: Morten Germund/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Almen praksis er krumtappen i vores sundhedsvæsen – det vigtige element, som sikrer kontinuitet i det fagligt gode og sikre patientforløb. En kontinuitet, som mere end nogensinde er vigtig for patienten i et stadigt mere specialiseret og centraliseret sundhedsvæsen.

Ditlev Bache Fold sammen
Læs mere

Almen praksis kan varetage de fleste patienters akutte og kroniske lidelser uden involvering af sygehusvæsenet, og ingen anden end patientens »egen læge« kan sikre den rette henvisning til den rette udredning, behandling og opfølgning når det er nødvendigt.

Derfor er manglen på praktiserende læger katastrofal – ikke bare for de mange, der ikke kan få en fast læge, men for sammenhængen i hele sundhedsvæsenet.

Ingen kommende sundhedsreform med ambitioner om at styrke det nære sundhedsvæsen vil kunne lykkes uden, at manglen på praktiserende læger afhjælpes.

Hvilke forudsætninger har jeg for at komme med løsningsforslag. Efter 40 år som praktiserende læge i tre forskellige praksiskonstruktioner, har jeg de seneste tre år deltaget i akkrediteringen af almen praksis. Her har jeg rejst rundt til 300 praktiserende kolleger i små og store praksiser for sammen med dem at vurdere samtlige relevante kvalitetsstandarder. Her har jeg oplevet et imponerende højt engagement, effektivitet og en nu dokumenteret høj kvalitet.

Jeg har oplevet en stærkt forbedret struktur i behandlingen af kroniske lidelser som diabetes og KOL, der i mange praksiser nu involverer sygeplejersker i den løbende kontrol.

Men jeg har også erfaret, at de fleste af disse velfungerende praksiser har lukket for tilgang af nye patienter og oplever et stort pres, når en nabolæge må lukke sin praksis uden at kunne afhænde til en efterfølger. Dette gælder nu overalt i landet, også i København og omegn.

»Et provokerende synspunkt kunne være, at der i Danmark ikke mangler praktiserende læger, men at de praktiserende læger mangler sygeplejersker at dele arbejdet med.«


Tre løsninger

Men netop de mest velfungerende praksiser har inspireret mig til følgende tre forslag:

1. Flere sygeplejersker, bioanalytikere og andet fagligt hjælpepersonale i almen praksis.

Det er overraskende, at der i Danmark i almen praksis fortsat er ansat under én fuldtidsansat medhjælper pr. praktiserende læge. Det er langt færre end lande, vi ellers sammenligner os med.

Et provokerende synspunkt kunne være, at der i Danmark ikke mangler praktiserende læger, men at de praktiserende læger mangler sygeplejersker at dele arbejdet med, så de dermed kunne passe flere patienter. Det vil kræve økonomi ud over den aftalte overenskomst. Men hvis en sygeplejerske koster 500.000 kroner om året, og praksis vil kunne påtage sig 500 flere patienter, vil de patienter være »billigere« varetaget end de 1.650 patienter, som klinikken i dag modtager 2.400.000 kroner for årligt fra regionerne.

Det er oplagt, at en sådan merøkonomi ikke må gå til en højere nettoløn til lægen. Løsningen vil kunne implementeres som lokalaftaler til overenskomsten, og vil være langt billigere for regionerne end de nuværende regions- og udbudsklinikker.

2. Stop for ansættelse af speciallæger i almen medicin i sygehusvæsenet.

Speciallæger i almen medicin er uddannet til at varetage rollen som praktiserende læge.

Derfor er det beklageligt, at der i dag er 770 speciallæger i almen medicin uden for almen praksis, heraf er 330 ansat på sygehusene – flest på akutte modtageafdelinger. Med implementeringen af det nye sygehusspeciale i akut medicin må flere almenmedicinere fremover kunne undværes på sygehusene.

3. Uddannelse af flere speciallæger i almen medicin.

Der er i dag lidt over 3.400 praktiserende læger, fem pct. færre end i 2010. Dette skal sammenholdes med, at der i samme periode er ansat 16 pct. flere læger i sygehusvæsenet. Derfor må der nu satses stort på flere uddannelsesstillinger i faget almen medicin. Jeg har set viljen og evnen i almen praksis til at løfte denne opgave.

Men selv hvis der bliver flere uddannelsesforløb i morgen, vil der gå fem til ti år før det rigtigt gør en forskel. Derfor er der brug for alle tre løsningsbidrag nu.

En sundhedsreform er på vej, sandsynligvis med et stort fokus på det nære sundhedsvæsen. Det nære sundhedsvæsen, vi glemte at definere dengang, vi nedlagde de små sygehuse og planlagde supersygehusene.

Regioner eller ej, så må en styrket almen praksis med en fast læge til alle danskere være et centralt element i enhver reform.