Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ørsteds salg af Radius minder om en tragikomedie

Tilbage blandt de potentielle købere af Radius var alene pensionskasser og forsyningsvirksomheder fra Danmark og vestlige OECD-lande. Alligevel valgte Socialdemokratiet at trække stikket. Det er populisme af værste skuffe.

»Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis adfærd er udtryk for den mest primitive form for populisme. Der er ingen seriøse grunde til at afbryde salgsprocessen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Ørsted igangsatte i sommer en salgsproces af Radius, der distribuerer el i hovedstadsområdet. Salget var sidste skridt i en lang proces, hvor Ørsted strategisk har fokuseret på at udvikle og etablere havvindmølleparker globalt. Alle andre aktiviteter i Ørsted er blevet solgt fra. Salget af Radius var sidste led i den proces.

Da staten er hovedaktionær i Ørsted, sikrede selskabet sig politisk opbakning til at igangsætte processen med at sælge Radius. Den opbakning fik Ørsted, og salget af Radius ligger da også helt inden for den politiske aftale bag børsnoteringen af Ørsted i 2016, som dengang hed DONG Energy. Den politiske aftale omfattede de tre regeringspartier, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF. Så alt skulle være på plads og i orden, indtil Socialdemokratiet i søndags pludselig opstillede nye krav til ejeren af Radius.

Radius Elnet er et naturligt monopol, derfor er det vigtigt med rammer for virksomheden, der sikrer forbrugerne mod misbrug af monopolet. Den traditionelle tankegang har været, at hvis forbrugerne eller det offentlige er ejer, så sikrer det mod misbrug. Erfaringen viser, at det ikke er tilfældet. Forsyningsvirksomheder ejet af forbrugerne eller af det offentlige bliver i ly af monopolet ofte ineffektive og belaster forbrugerne med for høje priser.

»Der er ingen seriøse grunde til at afbryde salgsprocessen. «


En forskningsbaseret rapport udarbejdet af tidligere direktør for Konkurrencestyrelsen Finn Lauritzen viser, at selskaber, der drives efter markedsprincipper, er bedst til at sikre effektiv og billig distribution af el forudsat, at de er underkastet den rette offentlige regulering. Den danske regulering af elforsyningen har i nogen tid været indrettet efter moderne og forskningsbaserede principper, der både tillader profit og sikrer effektivitet. Den regulering er senest blevet moderniseret i et politisk forlig i november 2016, som Socialdemokratiet og SF var med i. Det betyder, at de regulatoriske rammer er på plads, så man roligt kan overlade distribution af el til profitsøgende virksomheder, også selv om de skulle være ejet af udlændinge og/eller kapitalfonde. Forbrugerne bliver ikke snydt, men der er incitamenter til effektivisering og omkostningsbesparelser til glæde for kunderne.

Radius Elnet er også kritisk infrastruktur, som ikke skal overlades til hvem som helst, og da slet ikke til aktører, som ikke bare tænker på profit, men eventuelt også på at skade det danske samfund. Ørsted havde ved salgsprocessens start opstillet en række kriterier, der skulle udelukke »ondsindede« købere inklusive statsejede selskaber fra ikke-demokratiske lande. Tilbage blandt de potentielle købere var ifølge en pressemeddelelse fra Ørsted alene pensionskasser og forsyningsvirksomheder fra Danmark og vestlige OECD-lande.

Alligevel valgte Socialdemokratiet i søndags at trække stikket for den videre salgsproces. Da Socialdemokratiet har opbakning til den holdning fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti, var Kristian Jensen tvunget til at afbryde salgsprocessen. Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis adfærd er udtryk for den mest primitive form for populisme. Der er ingen seriøse grunde til at afbryde salgsprocessen. Panikken breder sig åbenbart hos de to partier, som folketingsvalget nærmer sig.

Forløbet viser, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er langt fra den ansvarlighed, der kan forventes af regeringsbærende partier. Det viser også, at staten er helt uegnet til at være hovedaktionær i en børsnoteret virksomhed.

OLE P. KRISTENSEN