Pernille Skipper: Det er en sejr, at salget af Radius er droppet

Enhedslisten har i dag grund til et smil på læberne, mener Pernille Skipper efter, det kom frem, at salget af elnettet Radius er blevet droppet. Salget skulle ellers have været med til at finansiere Ørsteds grønne omstilling.

Pernille Skipper (EL) er glad for, at forhandlinger om salg af elnettet Radius ifølge finansminister Kristian Jensen (V) er brudt sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er en stor og vigtig sejr, at salget af Radius er blevet droppet.

Sådan siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper efter, at det i weekenden kom frem, at der ikke længere er politisk opbakning til et salg af elnettet Radius, som hører under Ørsted - tidligere Dong.

En af de hårdeste kritikere af et muligt frasalg, har været Enhedslisten, og derfor glæder Pernille Skipper sig over beslutningen.

»Kablerne, der fører strøm ind i vores huse, kan vi ikke vælge. Der er kun ét. Det er kritisk infrastruktur, og noget, vi alle sammen er dybt afhængige af,« siger Pernille Skipper.

»Hvis det sælges til internationale kapitalfonde, er det de store internationale kapitalfonde, der har kontrollen over kritisk infrastruktur. Så har de mulighed for at sætte prisen op, som det passer dem, og som det er sket i Finland. Eller også kan det være, at elnettet ikke vedligeholdes, så vi får usikre forbindelser. Det kan ramme os alle sammen.«

Det var jo er ikke sikkert, at det ville ende med at udenlandske kapitalfonde ville købe Radius?

»Nej, og vi har også hele tiden sagt, at en model, hvor staten købte Radius, eller hvor man lod forbrugerne købe Radius, ikke var noget, vi var afvisende over for. Det er noget helt andet end at sælge til højestbydende, hvor kapitalfonde også var en del af budrunderne,« siger Pernille Skipper:

»Men Finansministeriet lagde ikke op til, at det skulle være en konstruktion, hvor vi bevarede det på en form for fællesskabets hænder. Det var det, der gjorde os så bekymrede.«

Det har bl.a. lydt fra Henrik Poulsen, der er topchef i Ørsted, at der slet ikke var kapitalfonde med i forhandlingerne?

»Det er absolut heller ikke den eneste dårlige måde at sælge Radius fra til udenandske kapitalfonde. Det ville være en lille smule bedre, hvis et andet elselskab havde købt det. Men det vigtigste er at sørge for, at noget så kritisk som vores elkabler er ejet på en måde, så det ikke er hensyn til profitten, men hensynet til forbrugerne der kommer først.«

Hvis det nu havde været danske og udenlandske pensionsselskaber, der var gået sammen om et køb, ville det så være en god løsning?

»Jeg tvivler på, at det ville have været en speciel god løsning. Vi er ikke imod at man sælger Radius fra som sådan. Men hvis det fordi, man ønsker at få kapital ind i Ørsted, kunne man sælge Radius fra til staten eller til forbrugerne. Der er mange konstruktioner, som kunne have sørget for det. Det kunne have sikret, at det stadig er forbrugerne, der er i højsæde.«

Pengene skulle bruges til grøn omstilling. Har I været med til at spænde ben for det, når I forsøger at spænde ben for salget?

»Svaret er lidt det samme. Hvis man gerne vil tilføre kapital for at sikre den grønne omstilling, kan man gøre det på en anden måde.«

Der er også argumentet om, at det vil blive dyrere, hvis pengene til den omstilling nu skal lånes?

»Der er ikke nogen tvivl om, at vi har behov for grøn omstilling, og som vi har gjort så mange gange før, må staten gå ind og hjælpe til og låne dem pengene eller indgå i partnerskabet.«

Men vil den omstilling være dyrere, end hvis pengene kom fra et frasalg?

»Det er noget finansministeren siger. Det er jeg ikke enig i.«

Er det hyklerisk, at danske selskaber gerne må investere i udlandet, men at vi nu siger nej til, at udenlandske kapitalfonde må investere i dansk infrastruktur?

»Der er ikke noget, der forhindrer udenlandske investorer i at investere på et generelt plan. Vi taler om vores elkabler specifikt. Vi taler ikke om, at der ikke må komme udenlandske virksomheder til Danmark og investere overhovedet.«

Det er endnu uvist præcist, hvad der nu skal ske med selskabet, der er sat til salg.