Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nej, arbejde er ikke en sur og træls pligt

Det stigende stressniveau i befolkningen relateres ofte til arbejdslivet. Den kobling er svagt funderet i fakta. Måske er fritidslivet en større stressfaktor. Desværre skævvrides prioriteringen mellem arbejde og fritid af den hårde beskatning af arbejde.

Kvinder er mere stressede end mænd, selv om de i gennemsnit arbejder mindre. De allermest stressede står uden for arbejdsmarkedet som arbejdsløse og førtidspensionister efterfulgt af personer under uddannelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: matej kastelic

Danskerne bliver mere og mere stressede, og det forbindes ofte med et fortravlet og hektisk arbejdsliv. Danskerne arbejder hårdt og længe, er den underforståede logik, der forbinder arbejdet med stress.

Der er en brist i den logik, fordi en undersøgelse fra Rockwool-Fondens forskningsenhed viser, at danskerne aldrig har arbejdet mindre, end de gør nu. Den gennemsnitlige årlige arbejdstid er nu 1.400 timer mod 1.600 i 1970. Så det kan ikke være arbejdstidens længde, der forårsager øget stress. Så kan man ty til andre arbejdsrelaterede forklaringer af typen: arbejdstiden er nok faldet, men den stigende brug af fleksibel og flydende arbejdstid kan, selv om den er kort, i sig selv virke stressende. Det kan det måske, men den forklaring overvurderer sandsynligvis antallet af lønmodtagere, der er på fleksibel arbejdstid. De fleste lønmodtagere har nok stadig faste arbejdstider, men det findes der ikke præcis viden om.

I det hele taget har tesen om sammenhæng mellem arbejde og stress som forudsætning, at arbejde er en sur og træls pligt, der skal overstås, før man kan leve det rigtige liv. Det er en fejlopfattelse. For rigtigt mange er arbejdet en vigtig og berigende – ikke kun i materiel forstand – del af livet, som det ville være stressende at være foruden.

Det er imidlertid en kendsgerning, at oplevelsen af højt stressniveau er stigende. Ifølge Sundhedsstyrelsens Sundhedsprofil 2017 er andelen af befolkningen, der oplever højt stressniveau, steget fra knap 21 pct. i 2010 til godt 25 pct. i 2017. Ifølge Sundhedsstyrelsen er oplevelse af stress subjektivt, og stress er ikke i sig selv en sygdom, men langvarig stress er en risikofaktor i relation til adskillige sygdomme.

Måske er det stigende stressniveau ikke primært relateret til arbejdslivet, men ligeså meget til fritidslivet, hvor folk har urimeligt høje forventninger om at være den perfekte partner og forælder samtidig med, at vennekredsen skal plejes og forberedelser til det næste maratonløb skal have fuld opmærksomhed. Stress handler måske mest om evnen til at foretage valg og måske især fravalg i den del af tilværelsen, der ligger uden for arbejdslivet.

Sundhedsstyrelsens statistik kunne tyde på det. Kvinder er mere stressede end mænd, selv om de i gennemsnit arbejder mindre. De allermest stressede står uden for arbejdsmarkedet som arbejdsløse og førtidspensionister efterfulgt af personer under uddannelse, mens de beskæftigede har et noget lavere stressniveau.

Der er det herlige ved arbejdet som forklaring på stress, at så er det nogle andres skyld. Måske er der grund til, at de stressede griber i egen barm og spørger, om det ikke ens egne prioriteringer eller mangel på samme, der er en afgørende stressfaktor?

Prioriteringen mellem arbejde og fritid er vigtigt for den enkelte og samfundet. Det er naturligt med stigende velstand at prioritere mere fritid. Det præger den historiske udvikling fra engang, mennesket skulle arbejde i alle de vågne timer for at overleve til nu, hvor vi kun arbejder 1.400 timer pr år. Man skal bare ikke bilde sig ind, at mere fritid i sig selv er stressdæmpende. Meget tyder på, at det er tværtimod.

Det er i den sammenhæng et problem, at prioriteringen mellem arbejdstid og fritid skævvrides af beskatningen af arbejde. Øget fritid beskattes ikke, mens øget indkomst typisk beskattes med mindst 50 pct.

OLE P. KRISTENSEN