Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tidligere betjent: En dansk politibetjent er i krig hver dag - indeni

Dansk politi passer ikke ordentligt på sine betjente, der i stort antal bliver især psykisk nedslidt. Og det kan ikke løses blot ved at uddanne og ansætte flere betjente.

»Der mangler fokus på forebyggende indsatser til de sunde betjente. For hvorfor vente, til det er for sent?« skriver tidligere betjent Michael Molin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

I erkendelse af, at politiet er slidt ned, har regeringen siden 2015 haft fokus på at uddanne flere betjente og få flere af dem ud på gaderne, så de kommer tættere på borgerne. En udmærket strategi på papiret, men desværre ikke en strategi, der skaber de ønskede resultater i praksis.

Dansk politi har måske fået flere betjente, men vi passer ikke ordentligt på dem. De arbejder fortsat for meget og er slidt ned både mentalt og fysisk. De mange års belastninger, som en betjent er udsat for, sætter sine spor på krop og i sind, og i sidste ende går det ud over de borgere, som betjentene skal passe på. I vores ivrighed efter at servicere dem glemmer vi at passe ordentligt på de mennesker, der leverer servicen.

Michael Molin Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Molin.

For den enkelte betjent er det daglige arbejde en helt anden virkelighed, end de politiske fraser lægger op til. Reelt er en dansk politibetjent i krig hver dag. Det kan godt være, at han ikke bliver skudt på eller på anden måde er i livsfare, men den fysiske og psykiske belastning fra betjentenes arbejdsmiljø svarer til det, vi kender fra krigsområder.

Problemet er, at det ikke er én ting i sig selv, der skaber belastningen. Det er en række forskellige ting, som hober sig op, og på et tidspunkt er bægeret fyldt. Ofte uden at politibetjenten selv er klar over det.

Lad mig illustrere det med et kig ind i en politibetjents hverdag. Vi kan starte med noget så simpelt som vagtplanen. Betjente bliver kaldt på arbejde hele tiden og kender sjældent deres arbejdskalender mere end en uge frem. Det gør det næsten umuligt at planlægge højtider og fødseldage, og betjenten er derfor ofte konfronteret med en familie, der føler sig svigtet. Det kan gøre det svært at komme hjem fra arbejde, og mange betjente ender i skilsmisser.

Selve arbejdet foregår i al slags vejr og i tungt sikkerhedsudstyr. Pistol, stav, radio, lygte, håndjern, skudsikker vest og lignende giver en samlet ekstra vægt på mere end 12 kg, som alle betjente bærer rundt på hver dag. Inklusive dem på over 60 år.

Det gør det ikke bedre, at betjentene kører i standardbiler, der ikke er designet til udstyret. Forestil dig, at du har en stor mobiltelefon eller et kæmpe bundt nøgler i din baglomme, som konstant trykker ind på dine baller, lænd eller hofte. Læg så 12 ekstra kg og mange timer oveni. Sæt det herefter ind i et scenario af at skulle møde borgerne med smil, overblik og overskud og tit håndtere alvorlige konflikter. Dag efter dag i årevis. Hvordan ville du selv reagere?

Oven i det oparbejder betjentene en kæmpe overarbejdspukkel, som skal afvikles. Da dette ikke er muligt, bliver timerne udbetalt sidst på året, og det er både dyrt og uholdbart i længden. Derfor tilbyder man i dag betjentene at ændre deres 37 timers arbejdsuge til en 43 timers uge i en kortere periode. Det løser muligvis problemet med mandskabsmanglen, men den enkelte betjent bliver fortsat mere slidt af det.

At politiets ledelsesstil generelt ikke er baseret på hensyntagen til den enkelte betjents kompetencer, gør kun ondt værre. Som betjent bliver man placeret der, hvor der skal udfyldes et mandskabshul og ikke der, hvor man kan gøre bedst brug af ofte årelange erfaringer og indsigter. Der er tale om en menneskefjern og nærmest ignorant ledelsesstil i politiet, som er alt andet end moderne. Det giver sig selv, at man som betjent i det system føler sig mere og mere ligegyldig. Det er ikke just motiverende at skulle gå på arbejde i et sådant miljø, og der er intet sted at gå hen med de frustrationer, som hober sig op.

Man er overladt til sig selv. Hvis man er heldig, bliver man støttet af sin familie, men ofte er den mindst lige så tyndslidt som én selv. Alt i alt en giftig cocktail for selv den mest hardcore betjent.

Desværre ved vi ikke nøjagtigt, hvor mange betjente, der er stressede. Der mangler også undersøgelser af, hvor mange der har ikke-diagnosticeret PTSD eller andre arbejdsrelaterede sygdomme.

Men måske vigtigst af alt mangler der fokus på forebyggende indsatser til de sunde betjente. For hvorfor vente, indtil det er for sent? Hvorfor ikke sætte ind med en langsigtet strategi med fokus på forebyggelse, fastholdelse og videreudvikling af betjentenes kompetencer?

I al enkelhed handler det om, at vi som samfund skal kunne sige tak for lån til de mennesker, der stiller sig til tjeneste for Danmark. Herunder de pårørende.

Michael Molin er relationsterapeut, projektleder for Thin Blue Line, en organisation for politibetjente, der er kommet til skade i tjenesten, og betjent på orlov efter 17 års tjeneste.