Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Når den grønne revolution støder på modstand

Et oprør er i gang i Frankrig. Det viser, hvor uretfærdigt og dumt det ville være at forsøge at redde klimaet ved at aflyse den økonomiske vækst.

Foto: ABDULMONAM EASSA

De kalder sig selv »De gule veste«. Deres bevægelse startede ude i periferien af Frankrig, hvor mange føler sig hægtet af den økonomiske udvikling. Hvor arbejdspladser forsvinder, forretninger lukker, og småbyer efterlades som tomme kulisser for turisternes drøm om fransk landidyl.

I tre uger har »De gule veste« demonstreret mod præsident Macrons plan om at hæve afgifterne på benzin og diesel i den grønne omstillings navn, og oprøret kulminerede i weekenden i en eksplosion af vold og ødelæggelser.

Paris’ socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, kaldte det søndag de værste optøjer siden studenteroprøret i maj 1968. »Vrøvl,« svarede Daniel Cohn Bendit, den kendte 1968-oprører og grønne EU-politiker: »Vi var offensive. 'De gule Veste' er en defensiv bevægelse uden svar på den økologiske udfordring.«

»Ethvert ansvarligt menneske må i dag reagere på klimaudfordringen, men vi skal passe på de politikere, som udbasunerer alt for nemme løsninger. «


Sådan mener nogle af klimakampens forkæmpere altså at kunne affeje sociale protester. Bønderne forstår ingenting. »Hvorfor spiser de ikke bare kage?« fristes man til at sige.

Det er klart, at uroen i Frankrig bunder i særlige politiske forhold i landet. Emmanuel Macron blev valgt til præsident i foråret 2017 på en blankocheck, fordi franskmændene valgte de gamle politiske familier fra, og efterhånden som han har rullet en større del af sin politik ud, er han blevet stadigt mere upopulær. Men oprøret fra »De gule veste« kan også lære os noget om nogle af klimapolitikkens dilemmaer.

Ethvert ansvarligt menneske må i dag reagere på klimaudfordringen, men vi skal passe på de politikere, som udbasunerer alt for nemme løsninger. Nogle af forslagene vil ikke gøre stor forskel på vores CO2-udslip og blot påføre samfundet omkostninger, og andre forslag er født ud af en farlig misforståelse om, at vi skal skrue ned for den økonomiske vækst for at bremse de menneskeskabte klimaforandringer.

Uden økonomisk vækst vil vi ikke få råd til at udvikle de nye teknologier, som skal til for at forandre vores livsform, og vi vil sætte al anden udvikling i stå også. Der vil blive færre penge til pasning af ældre, til kræftforskning – og til at løfte de mennesker på kloden, som endnu lever i fattigdom.

Skal omstillingen lykkes, må vi skabe rammerne for grøn vækst. Der er brug for massive investeringer, og ja, der er også brug for adfærdsregulerende afgifter, men vi skal huske, at forbrugsafgifter vender den tunge ende nedad. Hvis vi indfører markante afgifter på flyrejser, benzin, diesel, biomasse og kød – som f.eks. Alternativet gerne vil – skal vi på samme tid lette andre skatter. Og vi skal tænke os om. Alternativets afgift på oksekød blev skudt ned af Klimarådet i en rapport sidste år. Den vil ikke føre til nogen stor reduktion i vores CO2-udslip, bl.a. fordi ca. 80 pct. af vores hakkede oksekød stammer fra malkekvæg og dermed er et restprodukt fra mælkeproduktionen. Alligevel fremturer Alternativet med et forslag om at indføre en afgift på 17 kr. pr. kilo rødt kød.

Og drømmer man fortsat om at skrue ned for den økonomiske vækst for at redde klimaet, behøver man blot at se på brandene i de franske gader. Hvis Frankrig ikke havde været tynget af lavvækst og kronisk høj arbejdsløshed, ville der have været råd til mere. F.eks. til ægte skattelettelser på arbejde, og så ville det have været langt nemmere at argumentere for højere afgifter på benzin og diesel.

PIERRE COLLIGNON